Jeg har en kæreste, som jeg er virkelig glad for. Men jeg får ondt i maven og får det virkelig dårligt, hver gang jeg skal være sammen med ham alene.

Hej.

Jeg har en kæreste, som jeg er rigtig glad for. Der er bare lige det problem, at hver gang han spørger om vi skal være sammen alene får jeg ondt i maven og bliver dårlig.

Når vi så er sammen er det rigtig hyggeligt og jeg har det meget bedre. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at være sammen med ham, og derfor har jeg aflyst og droppet nogle af vores aftaler…

Hvad skal jeg gøre?? 🙁

(Pige, 14 år)


Kære pige, 14 år

Tak for dit brev. Det lyder ikke rart, at du får ondt i maven og bliver dårlig hver gang du er alene med din kæreste. Det lyder også som om du ikke har så meget lyst til at være alene med ham igen.

Du skriver ikke noget om, om din kæreste er ældre end dig. Du er kun 14 år, og måske er du ikke klar til at skulle lave andre seksuelle ting end bare at kysse og holde om hinanden. Det er MEGET vigtigt at du holder fast i, hvad du selv synes er rart. Det kan være at din krop er ved at fortælle dig (med ondt i maven og utilpashed) at det ikke er noget den gider være med til. Hvis du føler dig presset til at gøre ting, som du ikke vil, er det fornuftigt at lade være med at være alene med ham.

Har du fortalt ham hvordan du har det? Det er også vigtigt at du får snakket med dine forældre eller gode venner om dine følelser, så du ikke går alene med det. Så kan de hjælpe dig med at blive klar over, om der sker noget dumt når I er alene.

Det kan også være at han er en sød og fredelig fyr på din egen alder, og at du bare mærker nogle nye følelser af nervøsitet. De følgende artikler handler egentlig om at være nervøs i skolen, men måske kan du kende nogle af dine følelser: “Hvorfor bliver jeg så nervøs” og “7 tricks der hjælper når du bliver nervøs”.

Hvis du har brug for at vende dine tanker, kan du også kontakte en telefon – eller chatrådgivning. Her er en liste over hjælpetilbud til unge.

Held og lykke med det.

Varme hilsener, Mindhelper