Hej Mindelper
Jeg er en pige på 20 år der lider utrolig meget indvendigt. Det er således at jeg lærte en dreng at kende for 2 år siden. Stille og roligt med tiden blev vi kærester. Under vores forhold har der været en del skænderier om ting vi ikke var særlige enige om. vi slog op og kom sammen igen efter 5 måneder. Han sagde at han rigtig gerne vil have mig tilbage i sit liv. Jeg blev så glad og kunne ikke sige nej. Han var rigtig sød og kærlig som aldrig før. To uger efter begynder han med at forandre sig stille og roligt. Han skriver ikke som han plejer han er “ligeglad med mig” . Da jeg skrev til ham svarede han mig først efter flere timer. Det satte et stort spg. tegn i mit hoved og derfor valgte jeg selv og finde ud af hvad der sker, da han ikke gad fortælle mig noget da jeg spurgte ind til hvad der var galt. Jeg spurgte vores fælles venner rundt og der finder jeg ud af at han er sammen en pige hverdag (en som jeg ikke kender eller har hørt om fra ham overhovedet). Han er ude med hende hverdag og er hjemme hos hende og overnatte. Der brød min verden sammen. Jeg konfronterede ham, men han var ligeglad. Han havde ikke noget at sige for han vidste godt at han var mig utro. Han gav bare slip. Jeg har siden den dag været i smerter. Jeg kan slet ikke komme over at han blev forelsket i en anden mens vi var sammen og endda 2 uger efter jeg valgte og give ham en chance til. Jeg tænker på ham 24/7. Det driver mig til vanvid at se på hans sociale medier at han lever livet som om jeg aldrig har eksisterede mens jeg græder hverdag. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme over det? Tankerne driver mig til vanvid er så trist af at se hvordan han bare sparkede mig væk som en skraldepose. Jeg tvivler nu hele tiden på om jeg ikke var perfekt nok? er jeg grim? hvad fejler jeg? Jeg elsker ham så højt at jeg hader ham endnu højere nu, men kan hverken glemme ham eller hvad han har fået mig til at komme igennem.
PS: der er gået 4 måneder siden vi havde kontakten 🙁
(Pige, 20 år)
Kære pige på 20 år
Det er altid super hårdt at slå op med sin kæreste. Og det er endnu hårdere, når man slår op, fordi man finder ud af, at ens kæreste har været utro. Så jeg kan godt forstå, at det er super svært at være dig lige nu.
Der er ikke noget galt med dig
Det lyder, som om det her brud med din kæreste, har sat gang i en hel masse negative tanker om dig selv. Er jeg nu perfekt nok? Er der noget galt med mig? Det er helt normalt, at et brud med en kæreste kan sætte gang i sådan nogle tanker. Og det er ikke nogen særligt rare tanker at gå og slås med. Men det er ikke dig, der er noget galt med. Du er god nok, lige præcis som du er. Nogen gange viser det sig bare, at den person man falder for, ikke er den person, man troede, de var. Hvis du har lyst, kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man kan udfordre de negative tanker om sig selv. Den kan måske hjælpe dig med at få udfordret nogen af alle de her negative tanker omkring dig selv, som dit brud med din ekskæreste har sat gang i.
Hold en pause fra at tjekke hans sociale medier
Du skriver, at det driver dig til vanvid at se, at han bare lever sit liv videre på de sociale medier. Og det kan jeg godt forstå. For det kan bare gøre så ondt at se, at ens ekskæreste bare lever livet videre, når man selv savner personen helt vildt meget. Derfor tænker jeg også, at det måske kan hjælpe dig at holde en pause fra at kigge på hans sociale medier. Og måske endda fjerne ham helt fra de sociale medier i en periode, hvis det gør det nemmere at lade være med at kigge.
Jeg ved nemlig godt, at det kan være super svært at lade være med lige at tjekke hans Insta-profil. Men hver gang du gør det, river du plastret af såret en gang til. Og så skal du kæmpe med alle følelserne fra jeres brud en gang til. Derfor hjælper det at tage en pause fra at kigge på sin ekskæreste profiler på de sociale medier. Så prøv at gøre noget andet næste gang, du får lyst til at kigge på hans sociale medier. Det kan for eksempel være at tegne eller danse rundt til noget musik på dit værelse. Hvad som helst, der gør dig glad, og som kan flytte dine tanker han på noget andet. Hvis du har lyst, kan finde flere gode råd mod kærestesorger i den artikel, jeg har linket til.
Snak om det
Men det allerbedste råd, jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om dit brud med din ekskæreste, hvis du ikke allerede har gjort det. Du skal nemlig ikke gå og kæmpe med alle de her følelser fra jeres brud helt alene. For de her tanker fylder helt vildt meget for dig. Og de gør dig helt enormt ked af det. Så du skal have snakket med nogen om dem. Så du ikke er alene om at bære rundt på alt det her. Og du må gerne snakke om det igen og igen. Faktisk lige indtil du er ved at være træt af at snakke om det. For det hjælper at dele sine problemer med nogen. Det er ikke så vigtigt, hvem du snakker med, så længe det er nogen, du føler dig tryg ved. Men jeg har lavet nogle forslag, som du kan se nedenunder:
- Dine forældre: når der er noget, der er svært for en, kan det være trygt at starte med at snakke med sine forældre. Fordi man har kendt dem længe. Og for det meste føler sig tryg ved det. Så hvis du også har det sådan, kan du jo prøve at snakke med dine forældre. Desuden er jeg næsten sikker på, at dine forældre gerne vil vide, at du faktisk er ret ked af det lige for tiden. Fordi de bekymrer sig for dig og vil dig det bedste.
- Dine veninder: du kan også prøve at snakke med dine veninder om det, hvis du hellere vil det. At skulle slå op med en kæreste og at savne sin ekskæreste, er nemlig noget, de fleste unge har oplevet på et tidspunkt. Så det kan jo være, at der er nogen af dine veninder, der ved lige præcis, hvordan du har det. Og det hjælper faktisk ret tit en del at vide, at man ikke er den eneste i verden, der har haft det sådan, som man har det lige nu.
- Headspace: nogen gange kan det være rart nok at snakke med nogen, som slet ikke kender en. Hvis du har det sådan, kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace er man nemlig altid velkommen, hvis man er ung, og der er noget, man har brug for at snakke om. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Og deres frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange forskellige unge, så de vil gøre alt, hvad de kan for at gøre samtalen så tryg for dig som muligt.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om alle de tanker og følelser, du har omkring dit brud med din ekskæreste.
De bedste hilsner fra en Mindhelper