Hej
Jeg jeg har to bedste venner og jeg tror at jeg er ved at blive lidt forelsket i den ene af dem.
Jeg ved ikke om han har det på samme måde, men han udviser tegn på at han også kan lide mig.
Mit dilemma er nu, at jeg ikke ved om jeg skal give det en changse og se om det kunne blive til noget.
Eller om det er for risikabelt, for tænk nu hvis det går i vasken og jeg dermed kunne midste mit udalmindelige gode forhold til mine to BEDSTE venner
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Det kan være rigtig forvirrende, når man kan mærke, at man måske er ved at blive lidt forelsket i en af sine venner. Man kan komme til at gå og komme rigtig meget i tvivl. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Mærk efter hvad der er vigtigst for dig
Når man er rigtig glad for en ven, men måske også er ved at få nogle følelser for personen, så kan man godt virkelig komme i tvivl om, hvad der lige er det rigtige at gøre. Det er en helt naturlig følelse, for på den ene side er man jo virkelig glad for venskabet og på den anden side, kunne man måske godt tænke sig at være lidt mere end venner. Og det er sådan, at når man fortæller nogen, at man godt kan lide dem, så er der altid også en risiko for, at de ikke har det på samme måde. Det gør også, at det kan være svært lige at beslutte, hvad der er det rigtig at gøre. Og sommetider må man tage en chance og springe ud i det, og fortælle den anden om sine følelser, men andre gange kan det også være, at det rigtige er ikke at gøre noget. For det er nemlig også sådan med forelskelse, at det godt kan gå over igen.
Lige med forelskelse er det derfor også sådan, at der ikke rigtig findes en opskrift på, hvad der er det rigtige at gøre. Så jeg kan desværre heller ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. For du er den eneste, der kan mærke, hvad der er det rigtige for dig. Det kan sommetider hjælpe, at stille sig selv spørgsmålet: hvordan vil jeg have det med ikke at gøre noget? Det kan nemlig hjælpe ens mavefornemmelse på vej. Så man ikke skal gå rundt og være så meget i tvivl, men i stedet kan mærke, hvad der er det rigtige for en.
Kan du snakke med den ven, som du ikke er forelsket i?
Jeg tænker, at du måske også kunne prøve at snakke med din anden ven om det. For han kender jer begge to. Derfor kan det også være, at han ved, om din anden ven også er ved at få lidt følelser for dig. Det kan også være, at han måske har lagt mærke til nogle ting, som du ikke har, og derfor har en ide om din ven også er lidt forelsket i dig.
Jeg tænker også, at det måske kan være lidt rart for dig at få snakket med nogen om det, som også kender jer begge to. Så kan det også være, at I kan snakke lidt om, hvad han tænker, at du skal gøre. For måske det også kan hjælpe dig lidt på vej med at finde ud af, hvad du skal gøre.
Det kan være rigtig svært med forelskelse og derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som har hjulpet dig. Jeg krydser fingre for, at du får mærket efter og fundet ud af, hvad der er det rigtige for dig. Så du ikke hele tiden skal gå og være i tvivl og bekymre dig om det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper