Hej,

jeg har mødt min kæreste online for 3 år siden, vi har snakket om at mødes op i lang tid. men hved ik helt hvordan jeg skal sige det til mine forældre. (de er meget overbeskyttende)

(16 år)


Kære Du

Det lyder rigtigt dejligt at din kæreste og dig godt kunne tænke jer at mødes, når nu i har været sammen så længe. Derfor kan jeg også godt forstå, at du er lidt nervøs for, hvad dine forældre siger.

Fortæl dine forældre det, som det er

Du skriver ikke, om dine forældre ved, at du har en kæreste? Kun at de ikke ved, at I gerne vil mødes. Hvis ikke de ved, at du har en kæreste online, så tror jeg det smarteste er, at starte der. Og så måske lige vente lidt med at fortælle, at I gerne vil mødes. Når så dine forældre har vænnet sig lidt til tanken om, at du har en kæreste, så kan du begynde at vise nogle billeder af din kæreste. Og måske lave et video-opkald mellem jer og kæresten. Så kan de møde hinanden og dine forældre kan se din kæreste lidt an. Det tror jeg de fleste forældre ville synes var rigtigt rart inden de siger ja til, at I må mødes i virkeligheden.

Hvis du vil have lidt råd til, hvordan du lige kan starte sådan en samtale, så kan du prøve at læse vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Den er godt nok mest skrevet til dem, som skal fortælle deres forældre om et problem eller noget som gør ondt. Men egentligt tænker jeg sagtens, at du kan bruge nogle af rådene i din situation også.

Forældre skal være lidt overbeskyttende

Det er helt almindeligt at forældre er overbeskyttende, når det kommer til nye kærester. De skal jo være sikre på, at det er en sød og rar person, som er kærester med deres barn. Og derfor kan de godt virke lidt overforsigtige nogle gange. Men det er bare fordi, de holder af en og vil passe på en.

Jeg vil så samtidigt sige, at det altid er en god idé, at være lidt overforsigtig, når det kommer til at mødes med online-kærester i virkeligheden for første gang. For nogle unge oplever, at det er ret anderledes at mødes i virkeligheden end online. Pludseligt ser man nogle helt nye sider af sin kæreste, som man måske ikke kendte til. Og det kan både være dejlige sider, men også dårlige. Og det kan godt være lidt svært lige at finde ud af, hvordan man lige skal være i, at det hele er så anderledes end det, man har haft sammen online. Derfor er det også vigtigt, at du passer godt på dig selv, hvis I skal mødes.

Sørg for at i mødes et offentligt sted først eller hjemme hos dig og din familie. Og sørg for, at der er nogle andre til stede også, så du kan være tryg, hvis det nu ikke går helt som du håber.

Snak med din kæreste om, hvordan I gør det på en god måde

Et godt råd er, at prøve at snakke med din kæreste om, hvordan I kan gribe det an på en god måde. Både den del med, hvordan I kan få snakket med dine og måske også din kærestes forældre. Jeg tænker at din kærestes forældre også lige skal sige god for det, før i mødes. Men måske også få snakket igennem, hvordan i lige gør med den første gang i skal mødes. Hvor det skal være henne. Hvor længe det skal være. Hvad skal i lave sammen, når i mødes. Alt den slags, som det kan være rart lige at have fået forventningsafstemt på forhånd.

Jeg håber det kommer til at gå super godt med dig og din kæreste. Masser af online-kram herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper