Kære brevkasse
Jeg er en fyr på 19 som har været sammen med en pige i over 11 måneder.
Jeg har følt gennem flere længerevarende perioder nu, at jeg ikke har de samme følelser for hende som jeg havde da vi startede. Vi laver ikke rigtig noget udover, at se reality og spise mac donald’s. Vi oplever aldrig noget nyt og sidder egentlig bare fast i det samme. Vi skændtes hver til hver anden dag og må nok være ærlig at indrømme, at jeg er pænt træt af vores forhold.
For at det ikke skal være løgn har jeg prøvet at få stoppet vores forhold adskillige gange men det ender altid ud i at vi kommer sammen igen dagen efter fordi jeg hader at se hende græde.
Hun bliver ved med at sende lange beskeder og græde meget højlydt. Det kan godt være at jeg vil stoppe det men det er ikke ens betydning med at jeg kan lide at se hende sådan. For jeg holder sgu stadig af hende, en del endda. Men jeg er ung og vil gerne ud og opleve verden, hvilket jeg føler at hun er lidt en fodlænke for.
Hvad gør jeg for at komme ud af den her onde cirkel, hvor jeg svæver rundt i noget jeg er utilfreds med?
(Dreng, 19 år)
Hej Dreng på 19 år
Det er altid super hårdt, når man mister følelserne for sin kæreste. For selvom man ikke har det samme følelser mere, som man havde i starten, så er det jo stadig et menneske, man holder af.
Det er helt normalt
Det lyder som om, du har en kæreste, som du stadig holder rigtigt meget af, men som du har mistet følelserne for. Det er ikke særligt sjovt, når man står i den situation. For det er super hårdt at skulle slå op med en person, som man stadigvæk holder af. Og som man stadigvæk bekymrer sig for. Men nogle gange forsvinder de følelser, som man plejede at have for hinanden. Det er helt normalt. Og hvis man ikke længere har det godt i sit forhold, så er det helt okay at slå op. For man skal jo være i et forhold med sin kæreste, fordi man har lyst til at tilbringe tid sammen, og fordi man kan lide hinanden. Så hvis du kun er i et forhold for ikke at gøre din kæreste ked af det, er det måske det bedste at gå hver til sit.
Det er normalt at blive ked af det
Jeg kan godt forstå, at det ikke er særligt sjovt for dig at se din kæreste blive rigtigt ked af det, når du slår op med hende. For der er ikke nogen, der bryder sig om at se andre mennesker, som man holder af være kede af det. Så jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at få slået ordentligt op med din kæreste. Men det er en helt normal reaktion at blive ked af det, når ens kæreste slår op med en. For din kæreste er sikkert også stadig rigtigt glad for dig. Så hun mister også et menneske, hun er glad for. Derfor er det nok også svært at undgå, at hun bliver ked af det, når du slår op med hende.
Men selvom hun bliver rigtigt ked af det lige i øjeblikket, så skal hun også nok blive glad igen. Det kan godt være, der kommer til at gå lidt tid, hvor hun er rigtigt ked af det. Men kærestesorger går altid over af sig selv igen på et tidspunkt. Så hvis du bliver ved med at gå tilbage til hende, fordi hun bliver ked af det, så kommer du til at holde jer begge to lidt fast i jeres forhold. For du bliver ved med at sidde fast i et forhold, som du egentligt ikke har det godt i mere. Og din kæreste får heller ikke rigtigt mulighed for at komme videre.
Snak med hende igen
Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med din kæreste igen og fortælle hende, hvordan du har det. Sådan så du kan fortalt hende, at du synes, det er bedst, hvis I går hver til sit. Du kan sagtens sætte ord på, at du jo stadig holder af hende. Og at du godt kan se, at det gør hende ked af det. Men at I begge to kommer til at blive holdt fast i jeres forhold, hvis I bliver ved med at være sammen. I sidste ende er det ikke dit ansvar at sørge for, at din kæreste ikke bliver ked af det, når du slår op. For det er som sagt helt naturligt, og det kan man ikke altid undgå.
Men hvis du gerne vil hjælpe din kæreste, så kan du måske prøve at snakke med hende om, om der er nogen, hun kan snakke med, når hun bliver ked af det. Har hun for eksempel nogle gode veninder, hun kan snakke med om, at I er gået fra hinanden. Eller kan hun måske snakke med sine forældre? På den måde ved du, at hun har nogen, hun kan snakke med, når hun bliver ked af det. Og det kan måske gøre det lidt nemmere at slå op med hende? Der er nogen, der synes, det kan være rart at blokere deres ekskærester på de sociale medier i en periode, hvis de bliver ved med at skrive til dem. Det kan du jo overveje, om du synes kunne være rart, hvis din kæreste bliver ved med at sende dig lange beskeder.
Har du nogen, du kan snakke med?
Jeg kommer også til at tænke på, om der er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med om det her? Det kunne for eksempel være nogle gode venner. Når man står i sådan en situation, hvor det er svært at få gjort det, som man føler er det rigtige. Så kan det være rigtigt rart at have nogen, man kan snakke om det med. For så kan man få noget luft fra sine tanker. Og man kan få noget støtte fra folk omkring sig, når det er svært. Det kan jo også være, at der er nogle af dine venner, der har stået i lidt samme situation som dig, som kan fortælle, hvad de gjorde. Måske kan det også hjælpe dig lidt.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du og din kæreste finder ud af at gå hver til sit på en god måde.
De bedste hilsner fra en Mindhelper