Hejsa.

Jeg har igennem et par måneder ses med en fyr.
Ham fyren har fra starten af sagt, at han ikke søgte noget fast, da han lige var kommet ud af et forhold og havde brug for tid, hvor han bare kunne flirte rundt og være sig selv.

Vi ses stadig på trods af dette og er venner med fordele, men jeg er gået hen og fået følelser for ham nu.

Det er sindssygt hårdt, da jeg ved, at han ikke har det på samme måde.

Mit spørgsmål er så, hvordan jeg kan komme over ham, mens jeg stadigvæk ses med ham. Vi har nu bygget så stærkt et venskab op, at jeg virkelig ikke vil miste ham.

Mvh.
en forvirret og meget trist pige

(Pige, 19 år)


Hej en forvirret og meget trist pige

Det lyder rigtigt hårdt, at du har fået følelser for en fyr, som ikke har det på samme måde. Det tror jeg der er rigtigt mange unge, som kan nikke genkendende til. Og hvad gør man så lige.

Venner med fordele

Desværre sker der nogle gange det, at den ene får følelserne i klemme, hvis man har et venskab med fordele. Og det er mega hårdt at være den, som står med en forelskelse, som ikke er gengældt. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du er forvirret og trist i øjeblikket. Når man er intime sammen, så er det helt naturligt at komme til at falde for den person man er sammen med. Og det kan være super svært at skille sex og følelser fra hinanden. Derfor er der også rigtigt mange andre unge, som har stået i samme situation, som dig – at noget som bare skulle have været sex mellem venner, pludseligt føles som noget mere for den ene.

For at svare kort på dit spørgsmål, så tror jeg ikke, at du kan komme dig over ham og ses med ham stadigvæk. I hvert fald ikke, hvis du mener, at du stadigvæk gerne vil have sex ham. Er det det du mener? Det kan i hvert fald være super svært at komme videre, hvis i stadigvæk ses og er intime sammen. Men måske kan i godt stadig ses som venner uden fordele, hvis det venskabet er rigtigt vigtigt for dig. Men det kan være, at det ville være rart for dig, hvis i lige tog en pause fra hinanden. Du kan også læse vores artikel om ulykkelig forelskelse. Der står nogle rigtigt gode råd til, hvordan man kan passe godt på sig selv, mens man går igennem den rigtigt svære periode.

Snak med ham

Jeg kommer til at tænke på, om det er noget, du kan snakke med ham om? Hvis i skal forblive venner, så kunne det måske være rart for dig, hvis han ved, at du har fået følelser fra ham. Og du måske har brug for at trække dig lidt fra ham i en periode og stoppe med at have sex med ham. Hvis han er en god ven vil han sikkert sagtens kunne forstå det og give dig en pause, indtil du er kommet dig over din forelskelse.

Snak med dine veninder

Hvis du har en god veninde, så kunne det måske også være rart for dig, at snakke med hende. For det er super hårdt, hvis man er ulykkeligt forelsket og det kan være rigtigt rart at have nogen til at støtte sig op af. Og som du måske kan ringe til og hygge dig sammen med, hvis forelskelsen begynder at fylde for meget.

Det er mega svært at være forelsket i en, som ikke er forelsket tilbage. Men jeg håber at mit svar har kunne være en hjælp for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du snart er ovenpå igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper