Kære Mindhelper


Jeg har en kæreste som jeg elsker, men jeg har det rigtig svært ved måden vores forhold startede. Jeg har aldrig haft en kæreste før og det var derfor en meget langsom proces. Alligevel følte jeg det gik for hurtigt. Han begyndte at røre mig og sådan før jeg var klar og selvom jeg startede med at sige nej. Jeg følte at han ikke respekterede mine grænser. Jeg har senere hen snakket med ham om det og han blev meget ked af det, fordi han ikke selv havde opfattet det sådan. Men selvom han blev ked af det og har sagt undskyld føles det ikke helt nok. Vi har været kærester i 8 måneder, men jeg synes stadig at det et eller andet sted blokere mig når jeg har sex med ham. Jeg gør det til tider bare fordi han har lyst, fordi det tager mig så lang tid at blive tændt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre det. Jeg har prøvet at tage pause fra sex et par uger og så begynde igen. Det er bedre i starten, men efter noget tid er det som det var før. Har i nogle ideer til at gør mit sexliv bedre? <3

kram

(18 år)


Kære Du

Det lyder til, at du bøvler meget med, hvordan dig og din kærestes forhold startede. Det kan være svært, når man har oplevet, at processen gik for hurtigt, og man måske ikke nåede at have sig selv helt med. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Grænser 
Du skriver, at du ikke følte at din kæreste respekterede dine grænser, og at det gik for hurtigt i starten. Det lyder ubehageligt. For det er ikke særlig rart, når andre gør noget, som man kan mærke er over ens grænse. Og når man har haft sådan en oplevelse kan det godt sætte sig i en. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at det stadig er noget, som fylder hos dig. 

Jeg vil også gerne rose dig. Det er mega godt at, du mærker dine egne grænser. Det er nemlig rigtig vigtigt at gøre. Og selvom det ikke har været din kærestes intention at overskride din grænse, så er din følelse af, at der var forkert helt okay. Det er nemlig kun en selv, som man mærke ens grænser. Og i den situation mærkede du dine. 

Sexlivet 
Der kan være stor forskel på, hvordan og hvor ofte man gerne vil have sex. Nogle mennesker har ofte lyst til sex, og andre mærker ikke lysten særlig tit. Derfor er det også normalt, at der kan være forskel på, hvor meget man hver især har lyst til sex. Men det er vigtigt at tale om det, og finde et fælles ståsted, så den ene ikke kommer til at gå på kompromis med sig selv. For sex skal være en rar oplevelse for begge. 
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du fx fortalte din kæreste, at du har brug for mere tid til at blive tændt. Så han også ved det og kan tage hensyn til det, når I skal have sex. 

Og fordi der kan være forskel på, hvor stor ens egen og ens partners sexlyst er så vil der også være tidspunkter, hvor den ene har lyst, men den anden ikke har. Og i sådan en situation er det helt okay at sige nej. For man skal ikke gøre noget, som ikke føles rigtig for en. 

Rådgivning
Du spørger også om vi har nogle ideer til at gøre dit sexliv bedre. Og det er desværre ikke noget, som vi har så meget erfaring med at rådgive om. Men på Grænseløst.dk, kan man læse artikler om grænser, og læse andres fortællinger om at have fået overskredet deres grænser. De tilbyder også rådgivning – både over telefon, på chat eller via deres brevkasse. Så jeg tænker, at der måske er noget på deres side, som også kunne være rart for dig at læse. De frivillige, som arbejder der ved også en hel masse om grænser og sex – så de vil kunne rådgive dig rigtig godt på det område. 

Og ellers tænker jeg også, at Sexlinien kunne være hjælpsomt for dig. Der kan man også både få information og rådgivning om sex. 

Snak med nogen om det 
Du skriver, at dig og din kæreste allerede har snakket om det, og det er rigtig godt. Men jeg tænker også, at det måske kunne være rart for dig, at dele det med en anden. Måske en god veninde, din mor eller en helt tredje, som du er tryg ved. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. 

Headspace 
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre vil de også altid gerne lytte hos Headspace. Og de frivillige, som arbejder der er vant til at snakke med unge, som bøvler med noget svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. 

Det er ubehageligt, når ens grænser er blevet overskredet. Og selvom jeg ikke direkte har kunne komme med råd til et bedre sexliv, så håber jeg alligevel, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper