Hej Mindhelper

Hvad skal man gøre hvis man føler sig alt for usikker på sig selv, når man har sex med sin kæreste?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Man kan sagtens blive ramt af usikkerhed, når man har sex med sin kæreste. Og det kan være rigtigt svært at se sig ud af, hvordan man kan give lidt slip på usikkerheden og føle sig mere tryg i situationen. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For det behøver du ikke gå alene med.

Sex og usikkerhed

Sex er super intimt og derfor er det også fuldstændigt normalt, at blive ramt af usikkerhed. Og jeg tror, at der er rigtigt mange unge, som sagtens kan nikke genkendende til det, du beskriver. Når man har sex med sin kæreste, så kan der løbe en masse tanker igennem ens hoved om alt fra, om man nu gør det godt nok, om man ser godt nok ud, om man kommer til at gøre noget forkert og en masse andre ting, som kan gøre en usikker. Det er helt normalt, for det er bare en super sårbar situation at være i. Du beskriver ikke selv så meget, hvilke usikkerheder, der rammer dig. Måske er det også nogle af de tanker, jeg remsede op, som rammer dig, måske er det nogle andre. Men det kan være en rigtig god idé, at prøve at danne sig lidt overblik over, hvad det er, som fylder for dig. Du kan eventuelt prøve at skrive det ned. For hvis du ved mere præcist, hvad det er, som gør dig usikker under sex, så kan det nogle gange også være lidt nemmere at se sig ud af, hvad der kunne være en god løsning på det for dig.

Snak med din kæreste

Når du så har fundet ud af, hvad det er for nogle tanker, som gør dig usikker, så er mit bedste råd til dig, at snakke med din kæreste om det. Hvis man bliver rigtig god til at snakke om både de svære og dejlige ting ved ens sexliv, så kan det også være med til, at gøre en mere tryg. Måske vil du også opleve, at din kæreste har nogle punkter, hvor han bliver usikker på sig selv under sex. Det er helt normalt og det kan være super rart, at få snakket om det. På den måde kan i også blive rigtigt gode til at støtte og rose hinanden, når i har sex – så det kan blive en rigtig dejlig oplevelse for jer begge.

Kontakt Sexlinien

Jeg kan også anbefale Sexliniens rådgivning. Der kan man skrive eller ringe ind og få råd omkring sex og seksualitet og alle de spørgsmål, man kan have omkring det. De er super søde og dygtige og helt vant til at snakke med unge om sex. Dem kan jeg varmt anbefale.

Det med sex kan være super sårbart og det er helt naturligt, at blive ramt af usikkerhed på sig selv. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt. Og så ønsker jeg dig masser held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper