Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 18 år med en fantastisk kæreste på 19 år. Vi har været været sammen i snart et års tid. Og dette år har været skønt år. Året har dog ikke kun budt på skønne momenter. Men også ærgerlige momenter.
Vi er to unge menneske der har hver vores ting at slåes med.
Mit problem er dog, at det er kommet så langt ud at jeg ikke kan holde det ud mere hvilket heller ikke skal være nogen overraskelse at han heller ikke kan.

Jeg har utrolig svært ved at være i mig selv og slippe min kontrolside når det gælder ham. Jeg føler en trang til at være kontrolerende og føler en trang til og vide hvad han laver, hvad han ser og andre små ting som er ligegyldige (for han og andre mennekser, men ikke for mig). Dette gælder bestemt film og sociale medier. Jeg har brug for at vide hvad der forgår og har brug for at vide hvis en grænse er nået. Føler jeg skal have informationer hele tiden og det dræber mig indeni langsomt.
Dette finder han naturligvis utrolig trættende og frustrerende som jeg. Men jeg har så svært ved at beherske mig og egentlig tænke “fuck det”.
Jeg ved jeg er en smuk pige med gode værdier Jeg ved jeg er et rigtig godt menneske – hvis jeg selv må have lov og skrive det. Så føler ikke at “du kan ikke elske andre før du elsker dig selv” spiller en rolle her.
Jeg er utrolig ked af den del af mig og jeg er ved og give op. Men hvis jeg giver op så ved jeg at jeg tager det med videre til mit næste forhold (som jeg også gjorde med min tidligere kæreste).
Jeg ved ikke om du har brug for mere information om mig og måske det jeg har gået igennem, om det kan hjælpe på en nærmere afklaring. Det eneste jeg ved er bare at jeg har brug for hjælp for jeg kan ikke klare det mere. Det gør ondt. Meget ondt.

(Pige, 18 år)


Kære pige på 18

Øv altså, det lyder til at trangen til at kontrollere slider rigtigt meget på dig og din kærestes forhold. Det er mega hårdt. Derfor er jeg også bare super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er et super fint skridt i retning af, at blive bedre til at håndtere det hele.

Kontrollen tager over

Nogle gange kommer den her trang til at kontrollere sin kæreste, fordi man bliver usikker og/eller jaloux. Jalousi er en rigtig træls følelse, som de fleste af os nok godt kan nikke genkendende til. For det er faktisk en helt naturlig følelse, som kommer frem, når man er rigtigt glad for sin kæreste og bliver nervøs for at miste ham/hende. Men hvis jalousien begynder at komme frem hele tiden, og den begynder at fylde i ens hverdag, så kan det være rigtigt svært at håndtere. Så kan det nemlig gøre rigtigt ondt og man kan begynde at prøve at kontrollere sin kæreste, for at være sikker på, at han/hun nu ikke snakker med nogle andre eksempelvis. Er det det der sker for dig? Det er vigtigt for mig at du ved, at det ikke er noget man vælger selv. Og det kan være super svært at styre. 

Du kan prøve at læse vores artikel omkring gode råd til dem, som er alt for jaloux. Der står nogle ret gode tips til, hvordan man selv kan prøve at håndtere jalousien. Måske kan nogle af de råd være til hjælp for dig.

Søg hjælp til at håndtere kontroltrangen

Du skriver at dit kontrolside fylder rigtigt meget og du føler trang til hele tiden at holde øje med hvad han laver og ser. Og det virker til at du udspørger ham meget. Er det rigtigt forstået? For selvom du ikke gør det i ond mening, så er det aldrig okay, at kontrollere sin kæreste. Selvom det måske lyder voldsomt, så er det faktisk også ulovligt at overvåge sin kæreste og de ting han ser og laver. Derfor synes jeg også det er en super fin idé, at du måske kunne få noget hjælp til at håndtere det hele. Det er mega sejt, at du mærker efter på dig selv og rækker hånden ud. Det er et kæmpe skridt i rigtig retning, og det skal du have super meget ros for. 

Der er sikkert en rigtig god grund til, at du oplever at have et stort behov for kontrol. For vi er desværre ikke altid herre over, hvad vi bliver udsat for her i livet. Men vi kan til gengæld arbejde på, hvordan vi vil reagere på det. Nogle gange har vi brug for en hjælpende hånd på vejen – det er fuldstændigt okay. Det har vi alle sammen engang imellem.

Jeg tænker at det kunne være en rigtig god idé, hvis du snakkede med nogen om kontrolbehovet. Når man får åbnet op for sine følelser og får sat ord på, hvad de gør ved en og hvor meget de fylder, så bliver de nogle gange også nemmere at håndtere. Der er mange muligheder for hvem du kan snakke med og jeg vil komme med lidt forslag til dig.

Snak med dine forældre

Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så tænker jeg, at det måske kunne være en god idé. Ens forældre er tit nogle af dem, som er allertættest på en og som har bedst mulighed for at hjælp en på vej i rigtig retning. Det kan være super rart at få den støtte og hjælp, som ens forældre kan give. Og måske kender de endda også til problemet med at blive jaloux og har nogle gode råd til dig. Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om det, så er der måske en anden person i din omgangskreds, som du er tryg ved. Det kunne være en faster, lærer, veninde eller helt 4. person. Det kan være, at der er en du kommer til at tænke på lige nu? Så kunne det måske være en god idé, hvis du prøvede at tage fat i dem og høre dem ad, om de kunne have lyst til at snakke med dig.

Kontakt en psykolog

Hvis du gerne vil arbejde på trangen til kontrol med en professionel, så kan du overveje, at kontakte en psykolog. En psykolog vil kunne hjælpe dig med at håndtere følelserne og måske årsagerne til, at behovet er kommet i første omgang. Det kan være en super rar og god måde, at få hjælp på. Du kan eventuelt prøve at undersøge, om der er nogle gratis psykologer i dit område. Du kan også spørge hos din læge, om de kender nogle gode psykologer, som vil kunne hjælpe dig med jalousien.

Tag fat i Dialog mod vold

Dialog mod vold rådgiver mennesker, som oplever eller udøver vold. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder lidt mærkeligt, at det skulle være relevant for dig. Men Dialog mod vold rådgiver også mennesker, som udøver psykisk vold. Og hvis man er meget kontrollerende overfor sin kæreste, så kan det godt ende med at blive det, man kalder psykisk vold. Jeg er næsten helt sikker på, at det slet ikke er i ond mening, at du kontrollerer din kæreste rigtigt meget. Og det kan være mega svært at lade være, hvis behovet til at kontrollere ham fylder det hele for en. Derfor er det også vigtigt, at du tager det alvorligt. For det er ikke særligt sjovt for dig, men det er heller ikke en okay måde, at du opfører dig overfor din kæreste på. Dialog mod vold er mega dygtige til at hjælpe mennesker, som har problemer med at få styr på deres kontrollerende sider. Du kan ringe ind til dem og få en uforpligtende snak med dem, om det vil være relevant for dig, at få rådgivning hos dem. Det er helt gratis.

Tag fat i Headspace

En anden mulighed, som måske kunne være noget for dig, er Headspace. Headspace er et frivilligt rådgivningstilbud, hvor man kan komme og snakke med en frivillig om det, som fylder i ens liv. Det kan være en super rar måde at få snakket tingene igennem på, og få noget hjælp til, hvordan man kan håndtere det fremadrettet. Deres frivillige er mega søde og rigtigt dygtige, så jeg kan varmt anbefale dem. Det er også helt anonymt, og der ligger en Headspace i de fleste større byer.

Trangen til at kontrollere i et kæresteforhold er mega hårdt og rigtigt svært at styre. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at søge noget hjælp, så man kan få hjælp til at håndtere det. Det kan nemlig være rigtigt opslidende for en selv og ens kæreste. Men heldigvis behøver det ikke blive ved sådan for altid, man kan sagtens få hjælp til at slippe for trangen.

Jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget, og så krydser jeg fingre for, at du kommer ovenpå og det bare kommer til at gå super godt med dig og din kæreste. Jeg hepper i hvert fald på dig. 

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper