Hej

Jeg er en pige på 16 år som har en kæreste. Vi fandt hinanden på efterskole 21/22 og har været i 9 måneder nu. Vi bor 4 timer væk fra hinanden og ses 1-2 gange om måneden. Vi har klaret det super godt den første tid. Men jeg har syntes her de sidste par uger at vores forhold bliver kedeligere. Jeg begynder så småt nærmest at få øjnene op for andre drenge, flere som virker mere interessante end min kæreste. Han har egentlig aldrig gjordt noget galt, han har bare ikke en særlig stor personlighed at byde på og tror også det er det der er med til at jeg keder mig i hans selvskab. Vi forsøger at lave ting ude af huset når vi er sammen, men jeg går altid lidt og venter på hvornår han/jeg skal hjem igen og ser heller aldrig frem til facetimeopkald, som jeg har gjordt førhen. Men ved bare ikke hvad man skal gøre, da jeg føler den eneste udvej er at slå op. Jeg skriver lidt med en anden fyr fra mit gym, som viser mig opmærksomhed. Jeg glæder mig mere til at skrive med ham end min kæreste og tror også jeg savner at være single, da jeg ikke skal tænke over forpligtelser osv. Er derfor virkelig splittet om jeg burde slå op eller lade være, da jeg er heller ikke vil fortryde valget.

vh mig

(16 år)


Kære Pige på 16 år

Det kan være ret svært, når man er i tvivl om, man skal slå op med sin kæreste. Derfor er det også super fint, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Modstridende følelser

Du skriver, at du keder dig i din kærestes selskab og tit venter på, at han skal hjem, når i er sammen. Samtidig skriver du også, at du er bange for at komme til at fortryde det, hvis i slår op. Det kan være svært, når man går rundt med sådan nogle modstridende følelser. Men at føle sig splittet, når man tænker på, om man skal slå op med sin kæreste, er helt normalt. Og jeg tror, at det er noget, som rigtig mange unge har oplevet på et tidspunkt.

Skal, skal ikke?

Ens følelser går op og ned igennem hele livet. Og det gælder også, når det kommer til kærester. For nogle kommer og går følelserne i perioder. Men for andre forsvinder forelskelsen med tiden, uden at den vender tilbage.

Jeg kan sagtens forstå, at du kan blive i tvivl, om du skal blive sammen med din kæreste eller ej. For det kan være en stor beslutning at tage. Men jeg kan desværre ikke svare dig på, hvad der er det rigtige at gøre. For den beslutning er altid ens egen. Og derfor er det også kun dig, som kan mærke, hvad der er det rigtige at gøre.

Og man kan aldrig være sikker på, at man ikke kommer til at fortryde det, hvis man slår op. Men jeg får jeg fornemmelsen af, at du hælder mest til at slå op, når jeg læser dit brev. Er det mon rigtigt? Det kan i hvert fald godt være et tegn, når man begynder at kigge efter andre fyre, og savner at være single.

Hvis du synes det er svært at vælge, så kan du prøve at skrive en liste med, hvad der taler for at blive sammen, og hvad der taler for at slå op. Det kan nogle gange gøre det lidt mere klart, hvad man skal gøre.

Tal om det

Jeg tænker også, at det måske kan hjælp, at tale med en god ven eller veninde om, hvordan du har det. For det kan være rart at dele ens tanker med en anden. Og så kan du også høre, hvad personen tænker, om din situation.


Man kan føle sig rigtig splittet, når man står og skal vælge mellem at blive sammen med sin kæreste eller slå op.  Og selvom jeg ikke kunne give dig et direkte svar på, hvad du skal gøre. Så håber jeg alligevel, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper