Hej

jeg har lidt vild med den her dreng jeg add på snapchat og nu skriver og snapper vi med hinanden hver dag og synes han er ret sød vi kender ikke hinanden så godt og ved ikke om han kan lide mig vil godt skrive til ham at jeg godt kan lide ham men tror ik rigtig jeg tør er bange for han ikk kan lide mig og han bor i Jylland og jeg bor på sjælland hvad skal jeg gøre håber i vil hjælpe mig

Hilsen 15 pige

(15 år)


Hej Pige på 15

Når man er blevet vild med en fyr kan det godt være svært at finde ud af, hvad man lige skal gøre. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os. 

Forelskelse 

Det kan være rigtig dejligt, når man er blevet forelsket i en fyr. Sommerfuglene flyver måske rundt nede i maven, og man tænker måske meget på den anden person. Når man har det sådan er det også helt normalt, at man måske ikke helt ved, hvad man skal gøre. For mon han også er vild en? og skal man egentlig sige det til ham? Sådan tror jeg, at de langt de fleste unge har prøvet at have det. For man kan godt blive lidt nervøs, når man er vild med en fyr.

Mærk efter 

Nogle gange når man er vild med en fyr, er det godt bare at rive plasteret af og få det sagt, og andre gange er det bedre at holde lidt igen og se tingene an. Derfor kan jeg desværre heller ikke give dig et klart svar på, hvad du skal gøre. For der er kun dig, som kan mærke, hvad der er det rigtige for dig.

Når man er lidt vild med en anden og følelserne suser rundt inde i en, kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. Derfor kan det sommetider også være en god ide at lave en liste, hvor man skriver, hvad der taler for at skrive det til ham, og hvad der taler imod. For på den måde kan det gøre det lidt mere overskueligt og nemmere at mærke, hvad der egentlig er det rigtige for en. 

Snak med dine veninder 

Det med at være vild med en fyr og være i tvivl om, hvad man skal gøre er noget, som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine veninder, som også har prøvet det. Og som måske har et godt råd, som du kan bruge. Og uanset, om de har prøvet det eller ej, kan det være rigtig rart og lettende at få lidt luft til sine tanker. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide for dig at snakke med dine veninder om, hvordan du har det, og hvad du skal gøre. 

Det kan være helt vildt svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er blevet vild med en fyr. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper