Hej Mindhelper

Vi har været kærester i 2 år og jeg har boet hos ham og hans forældre det sidste 1,5 år. Han er lige flyttet til en anden by for at studere. Jeg skulle i gang med mit sabbatår og tilbød derfor at flytte med ham og finde et job der. Han valgte at flytte sammen med sine venner, men mente at vi sagtens kunne få det til at fungere mens han var deroppe. Jeg bliver utrolig frustreret over at blive ”valgt fra” og ked af det over at vi nu ikke skal ses hver dag længere.. min veninde spørger om jeg vil med til spanien i 6 måneder og i takt med at jeg er ked af hans prioriteringer, siger jeg ja til at rejse og siger samtidigt til ham at vi bare burde droppe det, fordi jeg ikke troede på det kunne fungere. Jeg tager afsted og han blev ved med at sige til mig at det kunne det sagtens og vi holdte kontakten lidt imens. Jeg savnede ham og kunne ikke se mig selv leve i spanien uden ham så længe, så efter 2,5 uge rejser jeg hjem igen. jeg lufter for ham, at jeg har fortrudt at jeg tog afsted og tog afstand fra ham og en uge efter jeg er kommet hjem, er han hjemme og han henter mig fra byen. Vi sover sammen og er begge enige i ikke at være sammen er helt forkert, vi er sammen som om der slet ikke har været nogle problemer mellem os. jeg får en masse forhåbninger og vil næsten sige jeg fik en åbenbaring: det her kan godt fungere, jeg vil gøre alt for det. Dagen efter tager han til fest. Han ringer til mig på hjemvejen og kommer med en masse kærlighedserklæringer og jeg fik endnu flere forhåbninger. Han siger jeg skal tage med ham op i lejligheden dagen efter. Jeg vågner morgenen efter og han er selv taget afsted. jeg føler noget er helt galt og han fortæller mig at han har kysset med en pige fordi han troede det hjalp ham med at komme videre og han er nu helt vildt kold og i tvivl om alting og vil faktisk bare komme videre. Jeg er nu der, hvor jeg er fyldt med falske forhåbninger og har nu prøvet at forklare ham de sidste 3 dage, hvorfor vi burde få det til at fungere. Han siger at han rigtig gerne vil være sammen igen, men han ved ikke om det skal være som kærester.. for han er stresset og bange for ik at ha tid nok..jeg er forvirret over hans mening for 2 uger siden og hans handling i weekenden og kan ikke forstå den kolde tankegang han ligepludselig har

hvad skal jeg stille op? jeg vil gøre alt for at få ham tilbage og give ham plads. men spilder jeg min tid på at prøve?

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Det lyder til, at der er en helt masse tanker som flyver rundt inde i hovedet på dig. Det lyder også til, at det bare er hammer svært lige at finde hoved og hale i det hele. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du er rigtig forvirret. 

Når der sker en masse nye ting, er det helt almindeligt at blive lidt forvirret 

Det lyder til, at I står midt i en  periode, hvor der sker rigtig meget. Når der sker en masse nye ting, er det helt naturligt at man bliver lidt forvirret. For når man starter på noget nyt, så skal kroppen og hovedet bruge ekstra meget energi på, at finde ud af alle de nye ting. Derfor er det også helt almindeligt, at det kan være svært at finde ud af, hvad man egentlig gerne vil. For man skal lige finde sin plads i den nye tilværelse. Din kæreste er lige flyttet hjemmefra og startet studie. Og du selv er gået i gang med et sabbatår. Begge dele er nogle rigtig store omvæltninger. Når der sker sådan nogle store ændringer i vores liv, så kan det godt skubbe en lidt ud af balance. Og så har man brug for lidt tid til at lande igen. Så husk på, at selvom det er en rigtig rodet periode lige nu, så betyder det ikke nødvendigvis, at man ikke kan få det til at fungere, når der igen er kommet lidt mere ro på. 

Det findes nemlig ingen skabelon for hvordan, at man er kærester. Det er meget forskelligt, hvor ofte og hvordan man er sammen. Og det er helt almindeligt at ens behov for at ses ændrer sig gennem livet. Derfor kan det også være en rigtig god ide, at få snakket sammen og hørt hvad den andens behov er, så man kan finde en løsning, som begge parter kan trives i.  

Hvad er dit behov og hvad er din kærestes behov?

Jeg tænker, at det ville være rigtig godt, at du fik hørt din kæreste ad, hvad han er nervøs for. Det kan nemlig være rigtig svært at gå rundt og gætte sig til. Når man går rundt og er usikker, så er det helt naturligt, at tankerne kommer til at køre i ring og tvivlen og bekymringerne vokser sig større og større. Der kan være rigtig mange grunde til, at han har det sådan. Det kan måske være, at han bare føler sig hamrende forvirret over tingene. Og måske har lidt dårlig samvittighed over det, som er sket med hende den anden pige. Nu er der gået et par dage, så jeg tænker, at det kan være, at der er faldet lidt mere ro på tingene. Så han måske bedre kan mærke efter, hvad det egentlig er, han gerne vil og hvad hans behov er. Så kan du også få lidt afklaring, så du ikke skal gå og være i tvivl hele tiden. 

Jeg tror også, at det ville være rigtig godt, hvis du satte dig ned og mærkede efter, hvad det egentlig er, du gerne vil. Hvordan vil du gerne have, at jeres forhold skal være? Det kan også være en rigtig god ide, at du har tænkt over, hvordan du ville have det med bare at ses som venner. Ville det kunne fungere for dig, eller ville det simpelthen være for svært at være i? For ligesom, at det er vigtigt, at du prøver at forstå ham, så er det også vigtigt, at han ved, hvad du har behov for. Det kan nemlig også være, at han er lidt usikker på hvad du gerne vil. Derfor tænker jeg også, at han ville blive rigtig glad for, at du fik fortalt ham, hvordan du har det nu og hvor du står. Så har han også noget, at forholde sig til, når I skal prøve at finde en løsning som fungerer for jer begge. 

Snak med din kæreste om rammerne for jeres forhold

Det lyder til, at både dig og din kæreste har været rigtig forvirrede omkring, hvordan I gerne vil have, at det skal være mellem jer. Når man har det sådan, kan det være en rigtig god ide, at tage en snak om, hvad der er I hver især gerne vil have. For det er alt for svært, at gå rundt i længere tid og bekymre sig og være i tvivl. Derfor kan det være rigtig rart, at man sammen får sat rammerne for, hvordan man gerne vil have, at ens forhold til hinanden skal være. Så undgår man også misforståelser og at man går skævt af hinanden. Nogle mennesker synes, at det er rigtig rart at man aftaler et tidspunkt, hvor man skal snakke om det. For så ved man, at man får det gjort og at, der er sat tid af til det. Hvad tænker du om det?

Jeg håber virkelig, at der er noget i mit svar som har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, I får talt om hvordan jeres forhold skal være, så du kan finde noget ro og få noget afklaring.

De bedste hilsner fra en Mindhelper