Hej


Jeg er kærester med en udkørt mand. Han er nogle år ældre end mig og arbejder utrolig meget, hvilket kan medføre arbejdsuger på 90-100 timer. Han pendler tværs gennem Danmark flere gange i ugen for at arbejde, se hans forældre osv. Venner har han dog efterhånden ikke så mange af (han gider ikke) – hvilket også bekymrer mig. Vores forhold har altid været præget af lange svartider på telefonen, og at vi kun ses i weekender/ferier. I starten fungerede det rigtig fint, og der arbejdede han heller ikke lige så meget. I dag er det anderledes, og det har det været i noget tid – når han kommer hjem på weekend er han drænet, træt og vil bare slappe af. Han er blevet totalt ubeslutsom og initiativløs i sit privatliv. Vi har lige nu ikke set hinanden i næsten 2 måneder, fordi jeg pt. bor i udlandet (6 timer væk i tog). Han får noget uventet ferie snart, men han har ikke overskud til at komme og besøge mig, men vil hellere være alene? Jeg forstår slet ikke hans tankegang og sådan var han bestemt ikke i starten af vores forhold. Jeg er bekymret for, om han er ved at gå ned med stress eller lignende, og søger råd til, hvad jeg kan gøre for at ændre situationen.

Mvh den fortvivlede

(20 år)


Kære Fortvivlede

Det lyder til, at du går med en masse tanker og frustrationer omkring din kærestes arbejdsmængde. Derfor synes jeg også, at det er rigtig fint, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Når ens kæreste arbejder meget 

Du skriver, at din kæreste har arbejdsuger på 90-100 timer. Det lyder til at være nogle rigtig lange arbejdsdage og uger. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at der ikke er så meget strøm tilbage på hans batterier, når han har fri. Men samtidig kan jeg også godt forstå, at det er frustrerende og hårdt at være dig og stå på sidelinjen og se din kæreste køre helt død. For det kan bringe en masse svære følelser frem i en – man er måske bekymret for, om han kan holde til det, og samtidig er man måske også ked af, at han ikke tager initiativ til at ses, og man kan føle sig uforstående og irriteret over det. Og alle de følelser tænker jeg er helt naturlige at opleve, når man står i den situation, som du står i. 

Har du snakket med ham? 

Jeg kommer også til at tænke på, om du har snakket med ham om, hvordan han har det, og hvordan du har det? For ellers tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide at gøre. Både så du ikke går med alle tankerne og følelserne alene, men også så I sammen kan forsøge at finde nogle løsninger, som er rare for jer begge.

Nogle gange kan det være en god ide at tage en åben tilgang til sådan en samtale. Så du fx siger til ham “Jeg er bekymret for dig, fordi du arbejder så meget – hvordan har du det egentlig?” 

Sådan så man holder sig på egen banehalvdel i stedet for at sige fx “du er altid så” eller “du gør aldrig”, for det kan godt føles som et angreb. Og når man føler sig angrebet, så er man tit ikke særlig lydhør overfor, hvad den anden siger. Så er man mere optaget af at forsvare sig selv. 

Lav faste aftaler

Det kan også være, at I kan lave nogle faste aftaler for, hvornår I skal ses og snakke sammen. For tit kan det være lidt lettere at overskue og få gjort, når det er noget, som er planlagt på forhånd. 

Du skriver også, at din kæreste får noget uventet ferie snart, men at han ikke kan overskue at komme og besøge dig. Når der sker rigtig meget i ens liv, og man arbejder en masse, kan ens overskud godt være så lavt, at man slet ikke kan overskue at skulle forholde sig til noget, når man så endelig har fri. Og det lyder måske lidt til, at det kunne være det der er på spil hos din kæreste. Derfor tænker jeg også, at en mulighed måske kunne være, at I aftaler at han kommer og besøger dig noget af tiden, men også har nogle fridage til bare at være helt sig selv.

Hvordan har du det? 

Jeg bliver også lidt optaget af, hvordan det er at være dig i forholdet, når din kæreste arbejder så meget? For i et forhold skal det helst være sådan, at begge parter har det rart i det. Og i et forhold er det selvfølgelig giv-og-tag. Så sommetider giver og tager man måske 50/50, og andre gange er det måske 70/30. Og det er helt okay, det skal bare helst ikke være sådan, at der bliver ved med at være en skæv fordeling. Derfor kan det også være en god ide at stoppe op engang i mellem og mærke efter, hvordan man har det forholdet. 

Snak med nogen om det

Når man går med en masse tanker og bekymringer er noget af det allerbedste, som man kan gøre at snakke med nogen om det. For det kan være rigtig rart og lettende at få sat ord på de tanker og bekymringer, som fylder Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. 

Det kan fx være en god veninde, en forældre eller en helt tredje. 

Det er hammersvært at stå på sidelinjen, og se sin kæreste arbejde rigtig meget. Derfor håber jeg også meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med din kæreste om det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper