Hej Mindhelper

Jeg har været sammen med min kæreste i 8 måneder uden nogle store problemer eller skænderier. Men jeg har på sidste stykke tid følt jeg ikke har de samme følelser som før. Jeg elsker ham og kan jo stadig godt lide ham men jeg er så forvirret om mine følelser. Vi er lige nu på pause og jeg er grædefærdig og føler mig som verdens klammeste menneske fordi han blev sønder knust da jeg forslog en pause. Han er gået med til en pause for at give mig tid.

Jeg er i totalt vildrede om vi hør det rigtige og om jeg hat følelserne for ham eller om jeg bare “keder” mig i forholdet, eller hvad der end er sket, og jeg er på var bund om hvad jeg skal høre

(18 år)


Kære Du

Det kan være hammer-hårdt at holde en pause fra sin kæreste. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Følelser der forandre sig

Du skriver, at du er totalt i vildrede, og er i tvivl om du har følelser for din kæreste. Det kan være rigtig frustrerende og hårdt at være forvirret omkring ens følelser. For tit er det netop ens følelser, som man kan bruger, når man skal tage et valg om man f.eks. skal blive sammen med sin kæreste eller slå op. Så når man ikke har den der klare fornemmelse af hvad man vil, kan man blive rigtig meget i tvivl. 

At ens følelser svinger i et forhold er helt normalt. De fleste unge oplever, at de f.eks. er mega forelskede i deres kæreste til at starte med. Men at forelskelsen efter nogle måneder begynder at klinge af. Og det behøves ikke at være en dårlig ting. For måske går den der intense forelskelsesfølelse hen og bliver mere til en følelse af, at man elsker den anden. Det kan også sagtens ske, at man i en periode ikke føler så meget, men at følelserne så vender tilbage igen. Derfor er det også naturligt, at ens følelser for ens kærester kan svinge.

Det er okay

Det kan føles ret ubehageligt, når en man holder af bliver ked af det. For når man holder af en anden person, er man som regel ikke interesseret i at såre dem. Derfor forstår jeg også godt, at det var svært, at se din kæreste blive sønderknust, da du gerne ville holde en pause.

Men nogle gange kan det ikke undgås, at man kommer til at såre en anden. Det er en del af livet – selvom vi måske ville ønske at det ikke var. Og det skal ikke være sådan, at man kun er sammen med en kæreste for ikke at gøre ham ked af det. 

Det kan også være godt at huske på, at det ikke er farligt, at andre bliver kede af det. Og de fleste mennesker kan holde til mere, end man måske lige går og tror. Så selvom det kan være rigtig hårdt at blive slået op med. Så kommer de fleste sig over breakuppet og får det godt igen. Derfor er det også okay, at den anden blive knust og ked af det, når man slår op. Det er en naturlig reaktion, og den går over igen.

Mærk efter

Du skriver, at du er på bar bund i forhold til, om du skal blive sammen med din kæreste eller ej. Og jeg kan desværre ikke give dig noget svar på, hvad der ville være det bedste at gøre. For det er kun dig selv, som kan finde ud af det. Men i har taget en pause, for at du kan få tid til at mærke efter. Derfor tænker jeg også, at det er det bedste du kan gøre lige nu. 

Så selvom det er lettere sagt end gjort, så prøv at læg den dårlige samvittighed på hylden for en stund. Og prøv at mærke efter, hvad du har lyst til. Hvordan ville det føles at komme sammen igen? Og hvordan ville det føles at slå op? Der er ikke noget som er mere rigtig end det andet. 

Det kan sommetider hjælpe at skrive en liste med for og imod, når man er helt på bar bund i forhold til hvad man skal vælge. Man kan selvfølgelig ikke sætte kærlighed på formel på den måde. Men det kan alligevel være med til at give en en bedre fornemmelse af, hvad man har mest lyst til. Så det kan du prøve, hvis du har lyst.

Tal om det

Når man er i tvivl om, hvad man skal gøre, så er noget af det bedste, at tale med andre om det. Derfor tænker jeg også, at det ville være en god ide, hvis du talte med en veninde, en forældre, eller en helt tredje om, hvordan du har det. Det kan nemlig hjælpe at få nogle af tankerne ud af hovedet. Og måske har dem omkring en også et råd eller to, som man kan bruge.

Det kan være mega svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er i tvivl om ens følelser. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper