Hej Mindhelper

Jeg har været sammen med min kæreste i et halvt år. Vi skriver meget sammen i løbet af dagen og det er ofte dejligt at have meget kontakt med ham, men det er ikke noget jeg har været vant til før, ikke i den grad. Han er god til at dele ting med mig, men nogle gange kan det godt blive lidt meget, fordi han nærmest deler ALT han laver med mig, at han lige har spist, at han lige har dit og dat. Jeg elsker at han vil dele sit liv med mig, men jeg føler mig nogle gange ikke set eller hørt, fordi vores samtaler ofte handler om ham. Jeg kan nærmest føle mig som gæst i hans liv engang imellem, selvom det jo også er mit liv. Jeg har prøvet at snakke med ham om det og han siger, at han ikke kan forstå, at jeg ikke føler mig set, fordi han netop hele tiden skriver til mig. Men at han gerne vil prøve at blive bedre til at spørge ind til mig, for det ligger nok ikke lige så naturligt til mig at dele alt, som det gør for ham. Jeg skal helst spørges, før jeg deler. Jeg er i tvivl om det er mig selv der skal blive bedre til at tage plads i vores forhold eller om han skal snakke mindre om sig selv og spørge mere. Han siger dog, at han ikke ved hvad han skal spørge mig om. Hvordan takler jeg det?

(20 år)


Hej 20 årig

Det lyder til, at dig og din kæreste er havnet i en svær dynamik, hvor I begge egentlig gerne vil møde den anden, men samtidig taler I også lidt forbi hinanden. Og hvordan finder man en vej i det, hvor det er rart for begge? 

Nogle gange skal man mødes på midten 

Du skriver, at du er i tvivl om, det er dig, som skal blive bedre til at tage plads i jeres forhold, eller om din kæreste skal snakke mindre om sig selv og spørge mere. Jeg tænker egentlig, at det måske er jer begge, som skal øve jer her. For et forhold skal helst være rart at være i for begge parter. Og lige nu lyder det til, at dig og din kæreste går lidt skævt af hinanden. 

Du føler dig ikke altid set eller hørt, og det kan jeg godt forstå. For man kan godt komme til at føle sig overset, når den anden part i forholdet fylder meget. Og på den anden side kan din kæreste ikke forstå dig, fordi han netop synes, at han giver dig opmærksomhed ved at skrive. Og så kan man hurtigt ende i en dynamik, hvor begge parter ikke føler sig mødt. 

Derfor er det også virkelig godt, at du er opmærksom på det og gerne vil tackle det godt, og finde en løsning. 

Man giver ofte kærlighed på den måde, som man gerne selv vil modtage den 

Vi mennesker har det ofte med at give kærlighed på den måde, som vi også gerne selv vil modtage den. Så når din kæreste fx skriver til dig hele tiden, så tænker jeg at det måske kunne være et udtryk for, at det er hans måde at vise kærlighed på. 

Men det er måske ikke helt det samme sprog, som du snakker. Måske føler du dig allermest elsket, når I bruger tid sammen, han giver dig et kompliment eller noget helt tredje? 

Og så er det, at I kan gå skævt af hinanden. Derfor tænker jeg også, at det allerbedste I kan gøre er at få en snak om, hvordan I helst vil mærke kærlighed, og hvornår I føler jer allermest set. På den måde kan I måske få en bedre forståelse for hinanden. Og øve jer I at snakke den andens sprog. Også selvom det måske ikke er det, man selv er bedst til. 

Men simpelthen prøve at mødes på midten, så det ikke kun bliver enten eller. Det kan fx være at I aftaler, at du skal være den, der skriver først nogle gange eller at din kæreste hver dag skal huske at spørge ind til din dag. På den måde kan I lige så stille øve jer. 

Og så kan det også være en god ide løbende at snakke sammen og justere, så I sikrer, at det bliver på jeres begges præmisser og ikke kun den enes. 

Det kan være rart at lufte ens tanker 

Jeg tænker også, at det kunne være en god ide at du snakkede med en god ven eller veninde om, hvordan du har det. Det kan nemlig være rigtig rart og lettende at få lidt luft til ens følelser og tanker. Så de ikke kommer til at ligge og ulme og boble inde i en. 

De vil altid gerne lytte hos Headspace 

Hvis du har mere lyst til at snakke med nogle helt andre, som slet ikke kender dig, er du også altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at lytte. Og de er vant til at snakke med unge. Derfor kan de også være gode at snakke med, når der er nogle ting i ens forhold som bøvler. 

Det er helt gratis og du kan også sagtens være helt anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også fange dem på deres chat. 

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man tackler det, når man sommetider føler, at man ikke bliver set eller hørt i forholdet. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender i hvert fald en masse varme tanker din vej og krydser fingre for, at dig og din kæreste lige så stille kan mødes på midten og lære at tale hinandens sprog.

De bedste hilsner fra en Mindhelper