Hej med jer

Jeg er forelsket i en pige.
For 2,5 år siden fortalte jeg hende at jeg var forelsket i hende. Hun reagerede meget chokeret/ængsteligt og prøvede at fremstå et ja. Jeg tager det som en afvisning, fordi hun reagerede som hun gjorde.
Dagen efter skriver jeg til hende at det er okay hvis vi bare skulle være venner. Hun svarer ikke og jeg ser hende først efter 3 uger. Hun driller mig med at jeg kan li hende og hun er meget flirtende. Desværre har jeg austime og kan derfor ikke læse hendes mening med hendes kropssprog. Jeg tror også at det bare er for opmærksomhed eller det er en joke.
P.ga. Jeg fortæller hende det, mister jeg alt min selvtillid og kan derfor heller ikke snakke til hende resten af skoleåret (3 måneder)
Efterfølgende tager jeg på efterskole og ser hende ikke.
Da der er gået et år, kommer jeg tilbage igen. Hun er stadig meget flirtende. Jeg kan stadig li hende, men er bange for at sårer hende igen. Vi havde en pisse god kemi.
1,5 måned senere får jeg en anden kæreste, og hun finder ud af det. Jeg havde glemt at jeg kunne li hende på en måde, men jeg havde også kun den kæreste for at glemme hende.
Jeg var til en messe for uddannelse og job sammen med mine forældre. Jeg hørte om en uddannelse som en fortæller om, men da jeg ikke er særligt interesseret kigger jeg væk.
Der lige foran mig kommer hun gående fra siden sammen med hendes far. Hun ser ud til at ha det ret ubehageligt og dårligt. Jeg får et angstanfald, da jeg ser hende og tænker hvad fanden er det jeg laver. De vælger at gå den anden vej, men de vænner hurtigt om og går i retning af mig. Jeg prøver at koncentrere mig om ham der fortæller om uddannelsen, men jeg er ved at dø indvendig.
Hun ser mig. Hun stopper sikkert bradt op og nærmest løber ud af rummet.
Jeg har ikke set hende siden. Det er 10 måneder siden jeg så hende sidst.
Jeg er single, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg er ulykkelig, fordi vi begge er på hver vores efterskole.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme over hende. Jeg føler nemlig at jeg har alt.

Hilsen den forvirret pige


(Pige, 17 år)


Kære forvirrede pige

Det lyder til, at det er rigtig svært at finde hoved og hale i hele situationen, og derfor er det også en helt naturlig reaktion, at du er forvirret og har svært ved at komme videre. 

Du skal huske at passe på dig selv

Jeg vil starte med at sige til dig, at det er mega sejt, at du har fortalt hende, hvordan du har det. Men når man gør det, sætter man sig selv i en sårbar situation og så gør det altså bare super ondt, når man bliver afvist. Derfor er det en helt almindelig reaktion, at man bliver ked af det og har svært ved at finde ud af hvordan og hvorledes, man så lige skal være sammen med hinanden bagefter.

Det kan være rigtig svært, at komme videre, når man har kontakt til hinanden, og når hun bliver ved med at flirte med dig. For når man så ser hinanden og det er rart, så bringer det alle de gamle følelser tilbage. Det lyder også til, at det svinger meget, hvordan hun er over for dig. For på den ene side flirter hun med dig, men på den anden side vil hun heller ikke rigtig snakke om det. Og det lyder til, at hun holder dig fast i forelskelsen, ved at blive ved med at flirte med dig. Derfor er det helt naturligt, at det er svært, og at du er forvirret.

Men når man står i sådan en situation, er det rigtigt vigtigt at huske at passe på sig selv, for det er ikke okay når andre behandler en på den måde. Men det kan bare være rigtig svært lige at finde ud af, hvordan man kommer videre. I vores artikel om ulykkelig kærlighed, står der nogle gode råd til, hvordan man kommer videre. Så jeg tænker at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?

Find nogle gode ting på efterskolen, som du kan bruge tid på 

Du skriver, at I er på hver jeres efterskole. Og selvom det virker rigtig øv lige nu, kan det måske hjælpe at tænke på, at det måske er en god ting, så I ikke ser hinanden så meget lige nu. Også selvom det er helt almindeligt, at man har lyst til at se den anden og være sammen. Så kan det faktisk gøre det nemmere, at komme videre, hvis man ikke hele tiden ser hinanden og bliver mindet om følelserne. Jeg bider også mærke i, at du selv skriver, at du faktisk havde glemt, at du kunne lide hende på den måde. Så selvom det virker rigtig svært og uoverskueligt lige nu, så kan det være en rigtig god ide at holde fast i, at du har kunne komme over hende før. 

Når man står midt i sådan en situation som du gør, kan det komme til at fylde rigtigt meget i ens tanker, og det er helt almindeligt. Og så kan det være en god ide, at finde på noget, som man kan distrahere sig med. Så hovedet lige kan få lidt ro. For hjernen er nemlig ret simpel, og kan kun finde ud af at tænke på en ting af gangen. Derfor kan man også snyde den ved at distrahere sig selv, så tankerne ikke kører i ring hele tiden.  Når du er på efterskole, tænker jeg også, at der nogle forskellige aktiviteter. Så måske, er der nogen af dem, som du kan deltage i, som kan flytte dine tanker lidt. Det kunne eksempelvis være en tur ned efter snolder eller at se en god film med de andre. Find noget, som du synes er sjovt og hyggeligt på efterskolen, så du kan distrahere dine tanker. Så du ikke kommer til at tænke på hende hele tiden

Snak med nogen om det 

Kærestesorger er super hårdt, og derfor er det rigtigt vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det. Derfor ville det også være rigtigt godt, hvis du tog fat i en veninde eller dine forældre og fik fortalt, hvordan du har det. Det kan være, at der er en på efterskolen, som du kan snakke med. Det kan nemlig også være rigtig rart at dem, som man er meget omkring, ved hvilke ting man går og bøvler med. For så kan det også være nemmere for dem at forstå hvorfor, man en gang imellem er lidt ked af det.

Det kan også sagtens være en veninde hjemmefra, som du snakker godt med og er tryg ved. Og kærestesorger i din alder er helt normalt, så det kan endda være at din veninde også selv har oplevet det, og ved hvor svært det kan være. Det er i hvert fald bare super vigtigt, at du får delt dine tanker, for du skal ikke gå rundt med dem helt alene. Hvis du synes, at det er for svært at skulle fortælle om det, så kan du også skrive det i et brev eller måske bare vise dem det her brev, som du har skrevet til os. Så kan de nemlig læse det, og så spørge ind til dig bagefter. Og så kan I få snakket om det på den måde. 

Snak med Headspace 

Du kan du også tage fat i Headspace. Det er helt gratis at komme i Headspace og hvis det er rarere, kan du også være anonym i Headspace. Hos Headspace sidder der en masse søde og rare frivillige klar til at lytte og hjælpe. De frivillige er vant til at snakke med unge om svære ting. Og derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så I kan få snakket om lige præcis de ting, som fylder hos dig. 

Kærestesorger er bare super hårdt og forvirrende, og derfor håber jeg også, at mit svar har hjulpet dig, og du får snakket med nogen om det, så du kan få det bedre og komme videre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper