Hej Mindhelper
Jeg har her for nyligt fået min første rigtige og seriøse kæreste. Vi var hjemme hos mig her forleden og tingene udviklede sig og vi blev ret intime. Siden da, har jeg ikke kunnet stoppe med at tænke over de ting der skete, for der er noget der ikke føltes helt rigtig, overhovedet. Han er rigtig sød og pæn, men jeg bliver ved med at tænke over det der skete mellem os, hvor i stedet for ham, er det en pige..
Det hele er så fucked up, for lige da vi blev kærester var jeg mega tiltrukket af ham, og jeg var helt vildt begejstret. Men nu er det ikke det samme. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er lesbisk? (Jeg identificere mig selv som biseksuel) eller om det bare er fordi det er første gang jeg har en kæreste på den her måde..
Jeg tør ikke sige noget til ham, fordi for ham vil det komme som et uventet chok, fordi vi jo har været så tiltrukket af hinanden, og at jeg så lige pludseligt begynder jeg stille meget større spørgsmålstegn ved min seksualitet… det er virkelig noget lort, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre?
(15 år)
Kære Du
Det lyder til, at tankerne omkring seksualitet fylder rigtig meget hos dig. Det kan være hammerforvirrende, når ens tanker og følelser stikker i mange retninger. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.
Det er almindeligt at være i tvivl om sin seksualitet
Du skriver, at du tidligere har været meget tiltrukket af din kæreste, men ikke har det sådan længere. Du skriver også, at du forestiller dig, at din kæreste er en pige i stedet for en dreng. Og det skal du vide er helt normalt. For det er helt naturligt at være i tvivl og opleve at ens seksualitet måske ændrer sig. Det er jeg næsten sikker på, at der er rigtig mange unge som kan nikke genkendede til. For seksualitet er ikke statisk, og derfor er det også noget, som kan udvikle sig gennem hele livet.
Mærk efter
Du skriver også, at det er første gang, at du er sammen med en kæreste på den måde.
Det med at være intime sammen kan godt være lidt underligt og akavet i starten. Og man har måske en ide om, hvordan det ville være, og så er det måske ikke sådan alligevel. Det er helt normalt. Men når det kommer til at være imtime sammen, er det også rigtig vigtigt at mærke efter og kun gøre ting, som føles rigtige for en. Det er altid okay at sige stop, hvis man kan mærke i maven, at det føles forkert.
Jeg kan desværre ikke give dig et svar på, om det betyder, at du er lesbisk, eller om det er fordi det er første gang. Det er nemlig kun dig, som kan mærke det. Derfor er et af mine allerbedste råd til dig også at få mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.
Og husk på, at det med seksualitet ikke altid er helt sort/hvidt. Derfor er det også helt okay at udforske og give sig selv tid til at finde ud af, hvad der føles rigtigt for en.
Snak med din kæreste
Du skriver, at du ikke kan snakke med din kæreste om det, fordi det ville komme som et kæmpe chok for ham. Og jeg kan sagtens forstå, at det kan virke rigtig overvældende at skulle fortælle ens kæreste, at man er blevet i tvivl om sin seksualitet. Men jeg tænker alligevel, at det ville være en rigtig god ide, at du snakkede med ham om det, og fik fortalt ham, at der var noget i situationen, som ikke føltes helt rigtigt.
Måske han også synes, at det var lidt akavet eller underligt. Og det kan sommetider være rigtig rart at få snakket om. Det kan også være med til at punktere nogle af de tanker og bekymringer, som fylder meget.
Snak med dine veninder
Det kan være rigtig hårdt at gå med en masse svære tanker og følelser helt alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine veninder om, hvordan du har det. Det med at være i tvivl om sin seksualitet er noget, som rigtig mange unge oplever. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dem, som har prøvet at have det sådan. Og uanset om de kender til den følelse eller ej, vil langt de fleste veninder rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller at man bøvler med nogle svære ting.
Hvis du synes, at det er lidt svært at få hul på snakken, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med venner om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man får åbnet op for dem svære snak.
LGBT+ Danmark
Nogle af dem, som også er rigtig gode at snakke med, når man er i tvivl om seksualitet er de frivillige hos LGBT+ Danmark. De ved nemlig en hel masse om seksualitet og de vil altid rigtig gerne hjælpe og lytte. Og de sørger også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i og få en snak.
Sexlinien
Du kan også tage fat i Sexlinien. Der sidder nemlig også en masse søde og rare frivillige klar til at lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som går med tanker og overvejelser om seksualitet, køn og krop. Det er helt gratis at benytte deres rådgivning, og du kan også sagtens være anonym. Du kan både chatte med dem eller ringe og få en snak. Og uanset, hvordan du kontakter dem vil de altid gerne hjælpe.
Det med seksualitet kan være hammerforvirrende. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper