Hej,

jeg er lidt i tvivl lige pt.
Jeg har aldrig skrevet sådan noget her før.
Jeg har altid været til drenge, uden tvivl. Straight asf. Dog var jeg til en fest hvor en pige kyssede mig. Jeg kan ikke lide hende som mere end min bedste ven, men det gjorde at jeg begyndte at kigge på andre piger som mere end bare venner.
Jeg tror jeg er faldet for en barndomsveninde, men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg savner hende eller jeg rent faktisk har følelser for hende.
Det virker lidt sygt, men jeg har svært ved at vide om jeg kan lide folk før jeg har kysset dem, så jeg kan mærke om der er en gnist.
Jeg kan jo ikke bare kysse hende.
1- det ville være upassende
2- hun afviser mig måske og alt bliver akavet
3- Hvad nu hvis hun kan lide mig, men jeg indser at jeg ikke kan lide hende alligevel.

Det var sådan set det:)

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder til, at du går en masse tanker og tvivl om, du er til piger, og hvordan man finder ud af det. Det kan være hammer forvirrende at gå og have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Seksualitet er ikke sort/hvid

Jeg vil starte med at sige til dig, at der er rigtige mange unge som oplever, at de bliver forvirrede og i tvivl om deres seksualitet. For når man er ung, så udvikler ens seksualitet sig meget. Og derfor er det også helt okay. Der kan nemlig komme en masse nye følelser, og man kan måske også selv blive helt overrasket over, at man lige pludselig føler sig tiltrukket af en fra sit eget køn. Men det er helt naturligt. Det er nemlig sådan med seksualitet og tiltrækning, at det er meget flydende. Det er noget som udvikler sig gennem hele livet, og derfor kan man også sagtens opleve, at man lige pludselig bliver tiltrukket af noget andet end det, man plejer. 

Hvis hun datede en anden, ville du så blive jaloux? 

Når mærker en masse følelser i kroppen, kan det være svært lige at skille dem ad. Derfor kan vennefølelser og seksuelle følelser også godt komme til at blive blandet rundt og gøre en endnu mere forvirret. Og så kan det være svært lige at finde ud af, om det nu er det ene eller det andet, man føler. Og som du selv er inde på, så er det desværre ikke en god ide, bare kysse din barndomsveninde for at finde ud af det. 

Derfor kan det i stedet være en god ide, at lave et lille tankeeksperiment. Hvis du forestiller dig, at din barndomsveninde datede en anden, hvordan ville du så have det med det? Den mavefornemmelse som man får, når man stiller sig selv det spørgsmål, kan måske fortælle en lidt om, hvad det er for nogle følelser, som man har. Hvis du kan mærke, at du måske ville blive lidt jaloux, hvis din veninde datede en anden, kan det være et tegn på, at du måske er lidt vild med hende.

Det kan godt virke lidt fjollet, at skulle stille sig selv det spørgsmål, men det kan være en god måde at få en fornemmelse af, om det er vennefølelser eller mere kærlighedsagtige eller seksuelle følelser, som man går rundt med. 

Snak med nogen om dine tanker 

Når man går med en masse forvirrende tanker, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Og på den måde få luftet lidt ud. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du snakkede med nogen om tvivlen. Det kan være, at du har en god veninde eller ven, som du kan snakke med om det. Det kan også være en voksen, som du er tryg ved. Det vigtige er nemlig ikke, hvem du taler med. Det vigtige er bare, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå med alle de forvirrende tanker helt alene. 

Tag fat i LGBT+ Danmark

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, som ved en helt masse om seksualitet, kan de også tage fat i LGBT+ Danmark. De frivillige er super søde og rigtig gode til at hjælpe med det med seksualitet. De ved også godt, at det med seksualitet kan være lidt forvirrende og ikke er helt sort/hvidt. Derfor er de også rigtig gode til at lytte og hjælpe, når man går og er lidt forvirret. Det er helt gratis og anonymt at benytte deres rådgivning. Du kan tage fat i dem over telefonen og få en snak. Og hvis du synes, at det er rarere, kan du også sagtens sende en mail eller chatte med dem.  

Det der med seksualitet kan være hammer forvirrende. Og derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som har hjulpet dig. Jeg ønsker dig al held og lykke med det og håber, at du får mærket efter, så du ikke skal gå og være så meget i tvivl.

De bedste hilsner fra en Mindhelper