Hej
Min kæreste er meget stresset for tiden og det er ved at gå over til en depression nu, har han lige fortalt mig. Jeg ved at han havde en depression for 1 år siden som han kom ud af og vil virkelig gerne hjælpe ham.
Jeg er lidt bange for at grunden til han er gået ned med stress er på grund af mig. For vi er begge i gang med en EUD over på Jylland og han har en læreplads over på Sjælland. af og til så køre han, når han får fri over fra Sjælland og hen til mig hvor han er hos mig kl 19 og tager så afsted igen kl 2 om natten. Han gør det flere gange om ugen og jeg er bange for at det måske er med til at give ham stress.
Men udover det så vil jeg virkelig gerne hjælpe ham. Jeg kan mærke når jeg snakke i telefon og snapper med han at han ikke har det godt og jeg vil virkelig gerne have at han får det godt igen!
Med venlig hilsen
……..
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Når ens kæreste bliver ramt af stress og depression, så kan det sætte en masse svære tanker og bekymringer gang i en. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er ikke din skyld
Det lyder som om, du er en super omsorgsfuld pige, der rigtigt gerne vil hjælpe din kæreste og passe på ham, så han kan få det godt igen. Og jeg tænker, at din kæreste er mega heldig at have en kæreste som dig. For når man har det svært, så er det guld værd at have mennesker omkring sig, som gerne vil hjælpe og lytte, når man har brug for det. Men det kan også sætte gang i en masse bekymringer hos en. Er det min skyld, at min kæreste har det dårligt? Gør jeg noget forkert? Er det mon også det, der sker for dig?
Når jeg læser dit brev, så får jeg et indtryk af, at det er din kærestes egen beslutning, når han kører til Jylland for at se dig. Er det mon rigtigt forstået? Hvis det er, så tænker jeg ikke, at det er din skyld, at din kæreste er gået ned med stress. For så er det jo ikke noget, du har bedt ham om at gøre. Samtidigt så bliver stress og depression også sjældent udløst kun af en ting. Det er som regel en kombination af mange forskellige ting, der bygger sig op indeni over tid, som gør, at man pludseligt får det svært.
Vær der for ham
Jeg kan sagtens forstå, at du rigtigt gerne vil hjælpe din kæreste med at få det godt igen. For når nogen, som man holder rigtigt meget af, har det svært. Så vil man bare gerne have, at de har det godt. Og derfor er det også helt naturligt, at man gerne vil hjælpe, når de har det skidt. Men du skal vide, at det ikke er din opgave alene at hjælpe din kæreste ud af sin stress og depression. Når man har fået det så svært, at man har fået enten stress eller depression, så har man nemlig som regel brug for professionel hjælp for at få det godt igen.
Derfor er det allerbedste, du kan gøre for din kæreste at lytte til ham og være der for ham, når han har brug for det. Så han ved, at han har dig ved din side. Og at du ikke går fra ham, også selvom han har det svært for tiden. For når man har det svært, så har man brug for at have en masse gode mennesker omkring sig. Og derfor er det også rigtigt rart at vide, at de folk man har omkring sig ikke vender en ryggen, fordi man har det svært for tiden.
Snak med din kæreste
Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med din kæreste om, at du går rundt og er bekymret for, om det er din skyld, at han er blevet stresset? Hvis ikke du har det, så kunne det nemlig være en god idé at prøve at gøre det. For dine tanker og følelser er lige så vigtige som din kærestes. Og hvis du får fortalt ham, at du er bekymret for, at det stresser ham at skulle køre frem og tilbage for at komme hjem til dig. Så slipper du for at skulle gå og gætte på, om det er noget af det, der stresser ham, fordi du giver ham mulighed for at fortælle dig, hvordan han har det med det.
Får din kæreste hjælp?
Som jeg skrev, så har man tit brug for professionel hjælp fra for eksempel en psykolog, hvis man har fået det så svært, at man har fået stress og depression. Derfor kommer jeg også til tænke på, om din kæreste mon får noget hjælp til at klare de ting, som han kæmper med? Hvis ikke, så kan du måske også prøve at fortælle ham, at du er bekymret for ham og, at du rigtigt gerne vil have, at han får det godt igen. Og at du derfor tænker, at det måske kunne være godt for ham at få noget hjælp.
Den hjælp kan han for eksempel få fra sin læge. Læger er nemlig uddannet til både at hjælpe, når det er noget fysisk og noget psykisk, der er svært. Så din læge vil kunne hjælpe din kæreste med at finde ud af, hvor han kan få noget hjælp henne. I sidste ende er det selvfølgeligt din kærestes egen beslutning, om han har lyst til at få hjælp. Men nogle gange kan det være lidt svært at skulle række ud efter hjælp, når man har det svært. Derfor kan det være rigtigt rart, når nogen, som man er tæt på, og som man ved vil en det bedste, tager det op.
Pas godt på dig selv også
Når man har en kæreste, som har det svært, så kan man nogle gange godt komme til at glemme sig selv, fordi man passer så godt på sin kæreste. Men det er super vigtigt, at man husker at passe på sig selv også. For hvis man selv går ned med flaget, fordi man glemmer at passe på sig selv og gøre nogle ting, som man får energi af. Så kan man i hvert fald slet ikke hjælpe sin kæreste. Der er en grund til, at man skal tage iltmasken på sig selv i et fly, før man hjælper andre med at tage den på. Derfor er det også vigtigt, at du husker, at det er okay, at du ikke altid kan være der for helt 100 for din kæreste. Og at du også en gang imellem giver dig selv lov til at lave nogle ting, som du godt kan lide at lave.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg både dig og din kæreste al det bedste fremover.
De bedste hilsner fra en Mindhelper