Hej.

Jeg er en 16-årig pige der har det største crush på en dreng. Er også rimelig sikker på han også kan lide mig. Men sagen er den at han er 22 år. Jeg syndes ikke selv det er et problem men hvad syndes I om den aldersforskel?

(16 år)


Hej 16-årige Pige

Det kan være en ret vild og dejlig følelse at have et crush på en fyr. Men når han så er en del ældre, kan det også sætte gang i en masse tvivl. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os og fortalt om det.

Forelskelse 

Forelskelse kan være en helt fantastisk følelse, som kan få sommerfuglene til at flyve rundt i maven på en. Og når man så også finder ud af, at den som man er vild med, måske også har et crush på en. Så kan det godt få de dejlige følelser til at gå helt amok. Men når fyren er ældre, og man kommer i tvivl, om det egentlig er et problem, kan det godt sætte sommerfuglene i maven lidt på pause. Og når man oplever de modstridende følelser, kan det være svært at finde ud af, om der er forelskelsen eller tvivlen, som man skal lytte til. 

Det er din beslutning

Du skriver, at du ikke selv synes, at aldersforskellen er et problem og spørger, hvad vi synes. Derfor vil jeg lige starte med at sige, at jeg desværre ikke kan give dig et svar på, om det er et problem eller ej. Det er nemlig kun dig, som kan træffe den beslutning. Men jeg vil forsøge at komme med nogle overvejelser, som måske kan hjælpe dig på vej med din beslutning. 

Hvad siger loven? 

Lad os starte med det helt lavpraktiske – nemlig lovgivningen. 

Der er ikke noget i loven, som siger, at man ikke må være sammen med en på 22 år, når man er 16. I Danmark er den seksuelle lavalder nemlig 15 år, og derfor er der på den måde heller ikke noget galt i, at man er sammen med en på 22, når man er 16. 

Hvor er man i livet 

Men det som nogle unge sommetider oplever er, at der kan være stor forskel på, hvor man er i livet, når man er 16, og når man er 22. Og at det godt kan påvirke forholdet. 

Når man er 16 går man måske i 10.klasse, på efterskole, gymnasiet eller en anden form for ungdomsuddannelse. Og når man er 22 er man måske i arbejde, holder sabbatår eller er i gang med en videregående uddannelse. Det kan godt gøre, at man måske føler, at den ene i forholdet er mere moden og har mere erfaring, og for nogle kan det godt skævvride forholdet lidt. 

Det kan også være forskelligt, hvad man har lyst til i et forhold. En på 22 vil måske gerne flytte hjemmefra, gå i byen og have sex, men der er ikke altid sikkert, at man er klar til det, når man er 16. Og det er mega vigtigt at mærke efter, hvad man er klar til. Og at begge parter respekterer, at der er måske er nogle ting, som en på 22 gør, som en på 16 ikke har lyst til. 

På den anden side kan det også være, at man måske har rigtig mange andre ting til fælles, som man kan bygge et forhold på. Derfor er det afgørende også, hvad der føles rigtigt for dig, og hvor stor du oplever forskellen er ift., hvor I er i livet. 

Snak med nogen om det 

Det kan være en stor tvivl at gå med selv. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en voksen om, hvordan du har det. Det kan fx være dine forældre, en venindes mor eller en helt tredje. For ofte bliver ens tvivl og svære følelser lidt mindre, når man deler dem med andre. Det kan også være, at dem du snakker med kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre. 

Snak med dine veninder 

Når man har et crush, og er i tvivl om man skal handle på det, kan det også være rigtig rart at vende det med sine veninder. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogle veninder, som du kan snakke med det om? 

Girltalk 

Her til sidst vil jeg også lige nævne Girltalk. Girltalk er et sted, hvor unge piger kan skrive ind og chatte om det, som fylder hos dem. Så jeg tænker, at det måske også kunne være en hjælp for dig? De frivillige hos Girltalk er super søde og rare og gør altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være hammerforvirrende at finde ud af, om det betyder noget, at ens crush er ældre end en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som kan hjælpe dig lidt på vej til at finde ud af, hvad der er rigtigt for dig

De bedste hilsner fra en Mindhelper