Hej Mindhelper
Jeg er 15 og min kæreste er 21, vi kom sammen juli 2023 hvor han var 20. Folk dømmer det og det er jeg rigtig træt af jeg ved ikke om det er en for stor forskel. Selv mine forældre var overhovedet ikke tilfreds i starten, men efter noget tid blev de mere okay med det. Og nu må vi også være hjemme hos mig, det ikke fordi jeg har et spørgsmål det er bare om er det en for stor forskel og hvad reglerne er for det? Som om det er lovligt da nogen siger at en under 18 og over 18 er ikke okay og at nogen siger hvis jeg var 14 og han var 20 på daværende tidspunkt at det ville være straf bart for min kæreste og det synes jeg at det lyder skam for voldsomt at det er det hvis begge elsker hinanden.
(15 år)
Kære Du
Det lyder til, at tankerne om der er for stor aldersforskel på dig og din kæreste fylder en del hos dig. Derfor er det også rigtig fint, at du skriver herind til os og deler det.
Det giver mening
Du skriver, at du er rigtig træt af, at folk dømmer jeres forhold, fordi du er 15 og han er 21. Du skriver også, at du ikke ved, om der er for stor aldersforskel på jer. Når man går med sådan en tvivl, kan det godt komme til at fylde ret meget. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du ikke helt kan finde ud af, om det egentlig er for stor forskel. Og er i tvivl om, hvad reglerne for det er.
Hvad er reglerne?
Så lad os starte der – hvad siger loven egentlig?
I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, og det betyder at det er ulovligt for en over 15 år at have sex med en, som er yngre end 15 år. Så det er rigtigt, at det har været ulovligt, hvis dig og din kæreste har haft sex, mens du var 14 år, og din kæreste risikerer at blive straffet for dette, hvis han bliver anmeldt. Den lov er lavet til at passe på børn og unge, så man fx ikke kommer til at gøre noget, som man ikke er klar til.
Men når man er over 15, er der ikke noget i lovgivningen, som siger, at man ikke må have et seksuelt forhold til en, der er 21.
Der er stor forskel på, hvor man er i livet
En udfordring, når der er stor aldersforskel, er at man kan være ret forskellige steder i livet. Når man er 15 år er man teenager og måske i gang med at afslutte folkeskolen og finde ud af, hvad man skal bagefter. Når man er 21 er man voksen, måske i gang med en uddannelse eller har et arbejde, og er måske flyttet hjemmefra. Og det kan godt påvirke forholdet. Fordi den ene måske er mere moden og har mere erfaring end den anden.
Derfor kan en aldersforskel på 6 år også være for stor, når den ene er teenager og den anden en voksen i starten af 20’erne. Derfor er det også vigtigt, at du mærker efter og kun gør ting, som du har det okay med. For et forhold skal være rart for begge parter at være i. Så hvis du kan mærke at tvivlen og aldersforskellen påvirker dig meget, kan det måske også være en ide at overveje, om forholdet er det rigtige for jer.
Snak med dine venner om det
Jeg tænker også, at det kunne være en god ide, at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. Det kan nemlig være ret tungt og drænende at gå med en masse overvejelser og tvivl alene. Og langt de fleste oplever, at det er rigtig rart og lettende at dele overvejelserne med andre. Så har du måske en god ven, en forældre eller en anden tæt på dig, som du kan snakke med?
Headspace
Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om det, der fylder. Intet er for stort eller småt til Headspace. Og deres frivillige rådgivere er super søde og vant til at snakke med unge. Derfor kan de også være gode at snakke med, når man er i tvivl, om der er for stor aldersforskel på en selv og ens kæreste. Det er også helt gratis og anonymt. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være svært at finde ud af, om en aldersforskel på 6 år er for stor. Derfor håber jeg også, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Jeg sender varme tanker din vej, og håber at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper