Hej igen

Jeg har været på date med den her fyr jeg mødte på en dating-app. Det var vildt hyggeligt og han er vildt sød. Jeg skrev til ham efter daten og spurgte om han ville mødes igen hvilket han gerne ville. Men jeg bliver så i tvivl om han egentlig synes om mig eller om han bare snakker med mig fordi han har ondt af mig eller ikke kan afvise mig. Han skriver aldrig rigtig til mig og han er timevis om at svare. Jeg ved at han selfølgelig kan have travlt men hvis han var interesseret ville det vel ikke tage ham timevis at svare hver gang jeg skriver til ham? Men når han svarer er han rigtig sød og sjov og sender massere af emojis endda nogle hjerter en gang i mellem. Jeg prøver på at lade være med at skrive til ham for meget da jeg ikke vil virke for desperat og omklamrende. Men jeg er bare så i tvivl om han egentlig overhovedet er interesseret i mig?
Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Hvor er det dejligt, at det er gået godt med daten. Men nu er der alligevel en tvivl som rammer dig. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Han viser interesse 

Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt høre på dig, at du bliver usikker på, om han egentligt er interesseret i dig. Og det er ikke særligt rart at opleve. Men det er helt normalt, at man kan blive lidt usikker på, om den anden er interesseret. Men det behøver ikke betyde, at de ikke er det. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du bliver i tvivl om hvordan søren, du lige kan håndtere det. Ud fra det du skriver, tænker jeg, at det virker som om, at han er interesseret. Hvis han ikke havde været interesseret, så tænker jeg, at han havde sagt, at han ikke havde lyst til at mødes igen. Og hvis han sender søde smileys og virker glad, når i snakker sammen, så tænker jeg, at det er et godt tegn.   

Vi er forskellige, når det kommer til beskeder 

Vi mennesker er ret forskellige, når det kommer til hvor lang tid, vi er om at svare. Derfor tænker jeg også, at der kan være rigtigt mange grunde til, at han er lang tid om at svare. Og det ikke behøver betyde, at han ikke er interesseret i dig. Hvis man selv er sådan en, som er rigtig hurtig til at svare på beskeder og gerne vil vise, at man er interesseret på den måde. Så kan det godt virke lidt afvisende, når andre opfører sig anderledes. Men det kan være han har travlt på arbejde, i skole eller hvad han laver i dagstimerne. Så er det helt normalt, at der kan gå mange timer mellem, at man kigger på sin telefon. Derfor kan det også være en god ide at prøve at lade være med at tolke for meget på, hvorfor han er lang tid om at svare. Så er det bedre at sige pyt og lade det ligge, eller prøve at snakke med ham om det.

Tanker kan snyde

Hvis man oplever usikkerhed omkring noget, så kan ens tanker godt hurtigt komme til at løbe lidt af med en. For sådan er vores kringlede hjerner. De elsker at tænke på alle de ting, som kan gå galt i stedet for alle de ting, som kan gå godt. Sådan er de simpelthen indrettet fra naturens side. Derfor kan det også være en god idé at distrahere sig selv lidt, hvis tankerne løber helt af med en. Det kan være ved at se fjernsyn, gå en lang tur, ringe til en god veninde eller noget helt 4., som man godt kan lide at lave. 

Snak med ham 

Hvis du bliver i tvivl om, hvorfor han ikke skriver så tit eller svarer så hurtigt, så kan du jo prøve at snakke med ham om det på en sød måde. Måske er det bare sådan, han er? Og hvis han virker glad og interesseret, når i ses og når i snakker sammen, så er det sikkert fordi, at han godt kan lide dig og at være sammen med dig. 

Jeg håber, det kommer til at blive ved med at går rigtig godt med ham fyren. Jeg krydser i hvert fald fingre for jer. Varme tanker herfra. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper