Jeg bliver ekstremt jaloux. Det er, som om jeg udser en pige. Og så bliver jeg overbevist om, at hun er vild med min kæreste og forsøger at stjæle ham fra mig.

Hej Brevkasse.

Jeg skriver fordi, jeg stadig døjer med en slags kærestesorger, selvom det skete for snart tre år siden.
Jeg og min kæreste havde været sammen i to år, da han slog op med mig fordi han havde fundet en anden. Han blev kærester med hende og var det i 2-3 måneder. Jeg var fuldkommen knust og kunne ingenting i lang tid. Alligevel så vi stadig hinanden i den første måned, selvom vi ikke var kærester. Efterhånden blev jeg gladere og kunne se en fremtid uden ham, og begyndte ikke at ville se ham. Efter de 2-3 måneder gik det op for ham at han havde begået en fejl og bad mig om at tage ham tilbage. Det var rigtig svært for mig, men jeg tog ham tilbage efter noget tid, og nu har vi været kærester i endnu 3 år. Vi er lige flyttet sammen, jeg elsker ham rigtig meget og vi har det så godt sammen størstedelen af tiden. Problemet er at jeg bliver ekstremt jaloux over enhver lille bitte ting. Det er som om at jeg “udser” mig piger som han studerer med eller er venner med og beslutter mig for, at de er vilde med min kæreste og vil stjæle ham fra mig. Det kan udløses af eksempelvis et enkelt hjerte i en af deres beskeder. Det går bedre og bedre, men det har stadigvæk for stor magt over mig, og det kan nogle gange resultere i at jeg nærmest får angst-agtige anfald. Derudover går det også lidt ud over vores forhold og hans mulighed for at have pigevenner. Min kæreste er heldigvis rigtig forstående og fortæller mig at han kun vil have mig og jeg tror på ham. Mit problem er bare at jeg ikke ved hvordan jeg skal få den ekstreme jalousi til at gå væk. Jeg føler at jeg bliver ved med at kæmpe uden at se noget resultat. Jeg føler mig til tider fuldstændigt udmattet af at have det sådan her. Bare det at skrive dette brev får min krop til at reagere som hvis jeg var jaloux – med hjertebanken og ondt i maven. Jeg er i tvivl om noget overhovedet kan hjælpe mig, da jeg og min kæreste efterhånden har haft utallige samtaler om det, og kan snakke helt åbent omkring det, men det er som om det ikke er nok til at “kurere” mig.

Venlig hilsen den frustrerede pige, der er træt af at være ked af det

(Pige, 19 år)


Kære den frustrerede pige

Jalousi er en drønsvær følelse. Så jeg kan godt forstå, at det er frusterende og udmattende for dig, at du kæmper så meget med den. Og jeg er super glad for, at du har valgt at skrive herind og delt dine tanker.

Jalousi er en normal følelse
Jeg kan godt forstå, det er super frustrerende for dig, at du kæmper sådan med den jalousi. For det er bare ikke nogen særligt rar følelse at gå rundt og føle sig så jaloux. Men i virkeligheden er jalousi en helt normal følelse. Nogen møder den mere end andre, men vi oplever alle sammen at føle os jaloux ind imellem. Og du er helt sikkert ikke den eneste, som kæmper med at føle dig ekstremt jaloux. Jalousi opstår tit, fordi man er bange for at miste den person, man holder af. Men nogen gange kan det også opstå, hvis man føler sig usikker på sig selv. Og måske er bange for, at man ikke er god nok. Men uanset hvorfor jalousien opstår, er det en dødubehagelig følelse.

Acceptér din jalousi
Det er tit sådan, at jo mere opmærksomhed vi giver følelser, jo mere kommer de til at fylde for os. Sådan er det også med jalousi. Og derfor er det første skridt til at mærke mindre til jalousien ofte at begynde at acceptere, at den er der. I stedet for at blive ved med at kæmpe imod den. Jeg ved det godt – det er drønsvært. For jalousi er som udgangspunkt ikke den følelse, man har allermest lyst til at have. Men du kan for eksempel prøve at øve dig i at sige til selv: “nu kommer jalousien igen. Det er dødtræls lige nu, men den må gerne være her. For det er en helt normal følelse, og den går over igen.” Eller du kan lave din egen variant af sætningen, som er mere naturlig for dig at tænke. Men det er ikke det eneste gode råd, der findes mod jalousi. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel med gode råd mod jalousi. Så kan du kigge i den, hvis du har lyst.

Skriv dine fremskridt ned
Jeg lægger mærke til, at du i starten af brevet skriver, at det går bedre og bedre med din jalousi. Men at du lidt længere nede skriver, at du føler, du kæmper uden at komme nogen vegne. Og det er der slet ikke noget unormalt i. For det er helt normalt, at man kan føle, at man sidder fast, når man har kæmpet med en svær følelse virkeligt længe. Også selvom der faktisk sker fremskridt. For nogle gange er de fremskridt så små, at de kan være svære at få øje på, når man sidder og synes, at det hele er mega svært.

Men derfor kommer jeg til at tænke på, om det måske kan hjælpe dig at skrive det ned, hver gang du lægger mærke til, at der er sket et fremskridt? Det smarte ved lister nemlig, at man har tingene lige foran sig. Sådan så man ikke skal til at tænke sig frem til det, når det hele allerede er super svært. Så det kan måske hjælpe dig til at få øje på de fremskridt, du faktisk har gjort, når du synes, at det hele er mega svært. Og du ikke rigtigt føler, at du kommer nogen vegne.

Bliv ved med at snakke om det
Det lyder, som om du allerede snakker en hel del med din kæreste om den her jalousi. Og det skal du virkeligt have stor ros for. For det er bestemt ikke altid nemt at sætte ord på jalousi. Og jeg vil gerne sige til dig, at jeg synes, at det er vigtigt, at du bliver ved med at snakke med din kæreste om jalousien. Også selvom du ikke føler, at det hjælper lige nu. Men det hjælper på den lange bane, at du ikke skal gå og kæmpe med den her jalousi-følelse alene.

Du kan også prøve at snakke med nogen andre end din kæreste om jalousien. Du kunne for eksempel snakke med dine forældre eller måske dine veninder. Jalousi er nemlig som sagt en ret almindelig følelse. Så der er gode chancer for, at dem du vælger at snakke med også kender til følelsen af at blive jaloux. Og måske de så kan fortælle dig, hvad der plejer at hjælpe dem, når de mærker jalousien?

Nogle gange kan det være rart nok at snakke med nogen, som man ikke kender. Og som måske kan se ens situation fra et lidt andet perspektiv. Hvis du har det sådan, kan du for eksempel tage fat i Headspace. I Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis der er noget, du har brug for at snakke om. Og så er Headspace også et rådgivningstilbud. Så jeg er sikker på, at de også har nogle gode råd til dig, som du kan bruge.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. For jalousi er en mega svær følelse. Så jeg kan godt forstå, at den fylder super meget for dig. Og at det er rigtigt udmattende at have det sådan. Men jeg tror på, at du godt kan få bugt på den med tiden.

De bedste hilsner fra en Mindhelper