Jeg har sendt nogle intime billeder til en fyr, jeg troede, jeg kunne stole på. Nu afpresser han mig til at gøre ting for at slette billederne.

Hej Mindhelper

Jeg er kommet i den uheldige situation af at jeg bliver afpresset med nogle meget intime billeder jeg har sendt til en jeg troede jeg kunne stole på. Han bliver ved med at kontakte mig omkring ting jeg kan gøre for at få ham til slette det, hvilket i sidste ende ville kunne ende ud i flere billeder og ting han kan bruge imod mig. Han har ikke lagt noget op, men hvad kan jeg gøre?

(Pige, 18 år)


Hej pige 18 år

Hvor er det godt, at du har skrevet til os. For det er godt nok en svær situation du er havnet i. Jeg vil først huske dig på, at du overhovedet ikke har gjort noget forkert fordi du har sendt intime billeder til en anden.

Du kan til gengæld fortælle fyren, at det:

  • er ulovligt at dele billederne af dig uden din tilladelse
  • er ulovligt at afpresse dig på nogen måde

Du kan læse mere om lovgivningen på området her. Det er desuden en rigtig god idé at gemme alle de samtaler du har haft med ham, så du kan bevise, at han har afpresset dig.

SletDet har også skrevet en række gode råd til dig, der bliver truet på nettet.

Jeg vil råde dig til hurtigst muligt at skrive eller ringe til SletDet og forklare hvad der er sket. Du kan ringe i dag (torsdag) indtil kl. 16. De er eksperter i at hjælpe personer der, ligesom dig, er havnet i en svær situation pga. intime billeder. Hvis du læser mit svar efter kl. 16 i dag, kan du i stedet ringe til Børnetelefonen. De har åbent alle dage mellem kl. 11-23 og er for alle mellem 8-23 år.

Til sidst tænker jeg på, om der er andre, der kender til din situation? Har du mon en god veninde du har fortalt det til? Eller måske din mor? Du synes sikkert, at det er en rigtig pinlig situation. Men jeg synes virkelig, at du skal fortælle det til en, som du stoler på. For det er utroligt vigtigt ikke at gå alene i svære situationer. 

De allerbedste hilsner fra Mindhelper