Hej

Jeg skriver fordi jeg gerne vil have råd til hvordan jeg skal fortælle til mine forældre at jeg er begyndt og ses med min ekskæreste igen

(19 år)


Hej 19 årig

Det kan godt være svært at finde ud af, hvordan man lige får fortalt ens forældre, at man er begyndt at ses med sin ekskæreste igen. Derfor er det også rigtigt fint, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt at begynde og se sin eks igen 

Først og fremmest vil jeg starte med at sige til dig, at det med at finde sammen med ens eks er noget, som rigtig mange unge oplever. For nogle gange får man måske slået op fordi følelserne er væk, og når man så er gået fra hinanden melder savnet sig igen.

Eller måske går den ene fordi bølgerne går højt, og når de så har lagt sig, ser tingene pludselig anderledes ud. Og det er helt okay. Det er ikke noget forkert i at finde ud af, at man savner hinanden og begynde at ses igen. 

Riv plasteret af

Men det kan godt føles ret svært at skulle fortælle det til ens forældre. For hvordan vil de mon reagere? Bliver de mon sure, vrede eller er de måske ikke de største fans af ekskæresten? 

Der findes ingen garantier for, hvordan andre vil reagere. Derfor findes der heller ikke nogen bestemt opskrift for, hvordan man skal sige det. Og lige med sådan noget, kan man tit komme til at gå og tænke en masse over det. Og det gør det faktisk bare endnu sværere at få det sagt. 

Derfor er mit allerbedste råd til dig også at sige det som det er – rive plasteret af. Du kan fx sige: Mor, far jeg er begyndt at ses med *navn på ekskæresten*, og det gør mig rigtig glad. 

Det kan også være, at du hellere bare vil sige det til enten din mor eller din far, og så kan de sige det til den anden. Og det er også helt okay.

Det kan være lettere at få gjort, hvis man laver en aftale med sig selv om, hvornår det skal være

Et andet godt råd er at lave en aftale med dig selv om, hvornår du skal sige det. For der kommer aldrig et helt perfekt tidspunkt, og hvis man ikke har en plan, er det nemt at skubbe det til en anden dag, og når den dag kommer, så er der også lige et eller andet, og så skubber man det måske igen. Derfor er det også bedre at beslutte sig for et tidspunkt og så få det sagt. Det kan fx være i morgen aften, når I spiser aftensmad. 

I vores artikel om at snakke med forældre om svære ting, står der også nogle flere gode råd til, hvordan man får fortalt sine forældre svære ting. Og selvom artiklen ikke handler om at fortælle, at man er begyndt at ses med sin eks igen, så tænker jeg alligevel at der er nogle af rådene, som også kunne være hjælpsomme for dig. 

Snak med dine venner om det 

Her på falderebet vil jeg også lige råde dig til, at snakke med dine venner om det. Måske er der nogle af dem, som også har prøvet at skulle fortælle deres forældre noget, de var nervøse for. Og selv hvis de ikke har, så vil de fleste venner rigtig gerne hjælpe og støtte, når man spørger dem til råds. 

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man får sagt til ens forældre, at man er begyndt at ses med sin eks igen. Derfor håber jeg også, at du kan bruge nogle af rådene i mit svar. Jeg krydser fingre, og hepper på dig!

De bedste hilsner fra en Mindhelper