Hej brevkassen
Jeg har skrevet med den her pige i lidt over en måned, og her efter nytår tog jeg op til hende i Aalborg for at være hjemme ved hende, da hun bor alene der. Vi har været sammen hver weekend den seneste måned, og har haft sex i disse weekender.
Jeg kan mærke, at hun pludselig vil noget mere, men jeg er ikke forelsket i hende. Hun gav mig i sidste weekend en Gucci trøje som hun havde skaffet sig for 400 kr. uden, at jeg skulle give noget for den. Hvordan skal jeg forklare hende, at jeg ikke er forelsket i hende, uden at jeg fuldstændig knuser hende? Jeg overvejer også at give hende trøjen tilbage, da jeg føler, at jeg ikke fortjener den, da det er en meget generøs gave. Hvad syntes i jeg skal gøre?
(Dreng, 19 år)
Hej Dreng på 19 år
Jeg kan godt høre, at det er lidt en ærgerlig situation, som du er landet i. Det er aldrig sjovt at være den, som måske kommer til at knuse en andens hjerte. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Når man har forskellige følelser
Det er rigtigt uheldigt, når man lander i en situation, hvor man ikke har de samme følelser, som den man dater. Men desværre er det meget normalt at opleve, og jeg tror, at de fleste af os har stået i en lignende situation på et eller andet tidspunkt i livet. Det bedste du kan gøre, er nok at få snakket med hende om, hvad jeres forventninger til hinanden er. For på det er den bedste måde at få lavet klare linjer for, hvad ens forhold til hinanden er. Og hvad fremtidsudsigterne på forholdet er. Der er jo også en chance for, at hun egentligt har det på samme måde som dig, men at i bare misforstår hinanden lidt i øjeblikket.
Snak med hende
Du spørger om, hvordan man lige får det sagt på en måde, så hun ikke bliver helt knust. Men det er også vigtigt at huske på, at det er helt naturligt at blive ked af det, hvis man får en afvisning. Jeg tænker at den ked-af-det-hed går over med tiden igen, og at hun jo ikke nødvendigvis bliver fuldstændigt knust, som du beskriver det. Det kan godt være, at du ikke kan sikre dig, at hun ikke bliver ked af det. Men du kan sige det på så pæn en måde, som du kan. Jeg laver en lille liste med gode tips til det:
- Sig det ansigt til ansigt – det er rarere end at få det af vide på en sms.
- Åben snakken ordentligt – det kunne være ved at sige noget i stil med “Jeg tænker, det kunne være rart, hvis vi lige får snakket om, hvad det er, vi har sammen…. ”
- Vær ærlig – selvom det gør ondt, så er det rarere at få sandheden end en eller anden usandsynlig løgn om, at du flytter til Portugal eller har fundet ud af, at du er homoseksuel.
- Spørg hvad hun har brug for, at du gør derefter – så hun også føler sig hørt og respekteret.
Det kan jo også være, at hun ikke tager det så tungt. I har jo ikke kendt hinanden så længe, så måske er hun heller ikke der, hvor hun er blevet forelsket eller har lyst til at binde sig til noget. Og så kan det være, at i kan fortsætte med at ses, som i gør.
Trøjen
Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er lidt et dilemma med trøjen. For det er en ret dyr gave, og det kan godt føles sådan lidt kæreste-agtigt at få så dyr en ting foræret. Men jeg synes det er super sympatisk af dig, at du overvejer om du skal give den tilbage til hende. Egentligt tænker jeg, at du bare kan prøve at spørge hende ad, hvad hun tænker om trøjen, når du har haft forventnings-snakken med hende. For måske vil hun gerne have den igen, så hun kan sælge den videre. Men samtidigt kan det også være, at hun bare synes du skal beholde den. Nogle mennesker elsker nemlig bare at give gaver. Jeg tænker ikke, at der er nogen rigtig eller forkert løsning på trøjeproblemet. Tværtimod tænker jeg, at du egentligt har dit på det rene, uanset om du beholder trøjen eller ej. Men det vil være pænt af dig at spørge hende. Håber det gav mening for dig?
Snak med dine venner
Jeg kommer til at tænke på, om du har nogle venner omkring dig, som du er tryg ved at snakke om personlige ting om? For så kan det være rigtigt rart at have nogle at sparre med, hvis du har brug for lidt flere tips til, hvordan du lige griber det her an. Måske har du nogle venner, som har stået i en lignende situation?
Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå godt med snakken. God vind herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper