Hej Mindhelper
Hvordan kommer man sig bedst over en person, som man skal se hverdag? Denne fyr og jeg har haft noget kørende i et par måneder nu, men vi står forskellige steder i livet og ønsker to forskellige ting – af dette grund, har vi valgt at droppe det, der var i mellem os. Jeg var godt forberedt på det, men det er selvfølgelig stadig virkelig nederen, når man lige havde fået sine forventer op for noget, der ikke kommer til at ske. Jeg er tvunget til at se fyren alle hverdage, da vi går på samme årgang og har fælles venner. Jeg hører ofte, at man skal cutte al kontakt til personen, men eftersom det ikke er en mulighed, hvad kan jeg så gøre, for at komme over ham på en god måde? Jeg ønsker stadig at have ham tæt i mit liv, men jeg er bange for, at det ikke kan fungere bare at være venner… Jeg ved, det ville være okay med ham, men jeg er bange for, at jeg ikke kan komme over ham, hvis jeg stadig har en del af ham i mit liv – lige meget hvad, bliver han dog en del af mit liv, eftersom vi går på årgang sammen, har fælles venner og ser hinanden alle hverdage. Afstand til hinanden er derfor lidt problematisk…
(17 år)
Hej 17 årig
Det kan være mega hårdt at skulle se en fyr efter, at man er blevet enige om at droppe, det man havde. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os, og delt det.
Det er hårdt
Det kan godt være noget af en mavepuster, når man har haft noget kørende, men er nødt til at droppe det, fordi man vil forskellige ting. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes, det er nederen. For selvom man er enige om det, og også forberedt på det, så gør det altid ondt.
Og så kan det godt føles lidt som salt i såret at skulle se den anden person hver dag. Derfor kan jeg også godt forstå, at du kan komme til at tænke over, om det overhovedet er muligt at komme over ham, når I ser hinanden så ofte. Men det er muligt. Og lige med kærestesorger er tiden ofte ens bedste ven. For selvom det måske slet ikke føles sådan lige nu, så oplever langt de fleste heldigvis, at de lige så stille kommer over den anden som tiden går.
I vores artikel om kærestesorger står der også nogle gode råd til, hvordan man kommer videre. Og selvom et af rådene er af holde afstand til den anden, som ikke er muligt for dig. Så tænker jeg alligevel, at de andre råd kunne være hjælpsomme for dig?
At være venner?
Du skriver at I går på samme skole, og derfor kan jeg godt se, at det ikke helt er muligt slet ikke at se hinanden. Men det du kan bestemme er, hvor meget kontakt i udover det mest nødvendige skal have til hinanden. Du skriver også, at du er bange for, at det ikke kan fungere som venner mellem jer. Og sådan er der mange, som har det, når de går gennem et brud. For det kan være ret svært at gå fra at have noget til bare at være venner. Derfor skal du også vide, at det er helt okay at mærke efter og finde ud af, at det heller ikke dur at være venner. Du skal nemlig gøre det, som føles rigtig for dig, og som giver dig muligheden for at komme videre.
Det behøver heller ikke at være sådan, at venskabet er slut for altid, men det kan måske være en god ide at lægge det på pause for en stund indtil I begge er videre.
Tal med dine venner om det
Det kan være rigtig rart at snakke med nogen om alle de tanker og følelser, som er inde i en, når man forsøger at komme over en anden. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogle af dine venner om, hvordan du har det. Måske er der også nogle af dem, som har prøvet at skulle komme over en fyr, og som har et god råd eller to til dig. Og uanset om de har det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte.
Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som bøvler med nogle ting. Derfor kan de også være rigtig rare at snakke med, når man kæmper med at komme over en fyr. Det er helt gratis og du kan sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Det er hammerhårdt at se den fyr, som man prøver at komme over hver dag. Derfor håber jeg også virkelig, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper