Hej Mindhelper

Jeg har igennem de sidste 15 måneder været i et enormt turbulent forhold. Hvor der er blevet forvoldt meget psykisk trauma og jeg har igennem tiden ændret mig meget og blevet mindre glad, på trods af dette har vi haft delt en rigtig stor kærlighed til hinanden. Vi flyttede sammen for to måneder siden, men for få dage siden tog jeg ham i at bryde endnu en af hans løfter imens han var meget fuld og valgte at slutte det. Dagen efter svinede han mig til og har nu valgt, at blokere mig. Jeg står nu både uden bolig og i en enorm stor sorg. Selvom alle omkring mig, både familie, venner og fællesvenner, har sagt at det er for det bedste og jeg bare skal væk fra ham elsker jeg ham enormt højt. Største delen af min familie bor meget langt væk og han har derfor været mit tryghedssted og ”hjem” i alle disse måneder. Mit spørgsmål lyder derfor på hvordan jeg kan komme videre fra det, når jeg godt ved at det er for det bedste men på samme tid har en opslugende kærlighed til ham og stadig er møg hamrende forelsket i ham.

Mvh en med meget stor hjertesorg

(20 år)


Hej 20 årig

Det er mega hårdt at gå gennem et breakup, og det kan være hammersvært at se sig ud af, når man stadig elsker den anden rigtig meget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. 

Det er normalt 

Tiden efter et breakup kan være svær og forvirrende, og det kan godt føles lidt som om, at man lige skal finde fodfæste igen. Derfor er det også normalt, at der kan opstå en masse svære og modstridende følelser. For på den ene side er man måske lettet over ikke at være i et forhold, som var meget turbulent, men samtidig kan det også være svært at slippe en person, som har været så stor en del af ens liv, og som man stadig holder af. Derfor tænker jeg også, at det du oplever lige nu er helt normalt. 

Det kan blive bedre

Og når man står midt i det, kan det føles helt umuligt at komme videre og få det bedre igen. Men du skal vide, at det bliver bedre. Lige med kærlighed er tiden nemlig ens bedste ven. Så selvom det måske ikke er det, som man har lyst til at høre, så er det tit tiden der skal arbejde, når det kommer til kærestesorger. For heldigvis oplever langt de fleste, at det med tiden bliver bedre, og at følelserne for den anden lige så stille bliver mindre og mindre. 

Brug tid på noget du synes er rart 

Selvom tiden er rigtig vigtig, er der også nogle små skridt, som man kan tage, for at hjælpe bedringen lidt på vej. Et af dem er at give sig selv noget selvomsorg, og bruge tiden på noget, som man synes er rart. Det kan fx være at gå en tur med en veninde, bage eller noget helt tredje. Nogle gange kan det nemlig være rart at få en pause fra alle de svære tanker og følelser. 

I vores artikel om kærestesorger er der også 10 gode råd til, hvordan man kommer over sin ekskæreste. Så jeg tænker, at der måske er et råd eller to i den, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med dem omkring 

Du skriver, at alle omkring dig, både din familie og venner siger, at det er for det bedste, at I ikke er sammen mere. Derfor synes jeg, at det lyder til, at du måske allerede har snakket med dem om, hvordan du har det. Er det mon rigtigt forstået? Hvis det er, så skal du endelig blive ved med at gøre det. For når hjertesorgen fylder meget i en, kan det være en rigtig god ide at tale med nogen om den. Og hvis du ikke har, så kan jeg varmt anbefale dig at gøre det. For selvom det ikke kan fjerne de svære tanker og følelser, så kan det gøre dem lidt lettere. 

De vil altid gerne lytte hos Headspace 

Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om det, der fylder. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man bøvler med hjertesorg. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers er du også altid velkommen på deres chat. 

Det er mega hårdt at gennem et breakup. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper