Hej Mindhelper

Hvordan er det muligt at han er vild med mig den ene dag men ikke den næste?

(Pige, 17 år)


Hej Pige på 17 år

Det lyder til, at du er landet i en lidt træls situation med en fyr i øjeblikket. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Han vender på en tallerken

Du spørger, hvordan det kan være, at en fyr er vild med dig den ene dag, men ikke den næste. For at være helt ærlig så er det super svært at komme med et klart svar på. For der kan være rigtigt mange grunde til, at en fyr siger han er vild med en den ene dag, men ikke den næste. Men jeg kunne forestille mig, at det nok i virkeligheden ikke er så sort/hvidt, at han bare var top-interesseret den ene dag og totalt uinteresseret den næste. Det er ikke engang sikkert, at det har noget med dig at gøre. Der kan være hundredvis af andre grunde. Og den eneste som har svaret er fyren, som du tænker på. 

Så hvis du rigtigt gerne vil finde ud af, hvorfor han pludseligt virker til at have mistet interessen for dig, så bliver du nok nødt til at snakke med ham om det. Men overvej, om du overhovedet har lyst til at have den snak med ham? For det er ikke altid særligt rart at høre, hvorfor nogen pludseligt mistede interessen. Hvis han ikke har behandlet dig pænt, så tænker jeg, at det måske vil være rarere for dig at holde dig fra ham? Du må prøve at mærke godt efter i maven, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Og hey, selvom ham her ikke var den rette, så fortjener du alligevel også at være sammen med en, som viser interesse hver dag – og ikke vender på tallerken lige pludseligt. 

Snak med dine veninder

Hvis du har nogle gode veninder, så kan du også prøve at snakke med dem om situationen. For så har i god mulighed for at gå lidt mere i dybden med det hele og prøve at finde ud af, hvad søren der lige skete mellem dig og ham. Og så kan det samtidigt være super rart at have sine veninder at støtte sig op af, hvis man har lidt kærlighedsproblemer. Måske kunne det også være rart for dig.  

Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du snart er ovenpå igen. Varme tanker herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper