Hej,
Jeg står midt i en situation som jeg sådan set aldrig nogensinde havde forestillet mig at jeg ville stå i og derfor har jeg heller aldrig tænkt over hvad jeg ville gøre. Jeg har været venner med den her pige i nogle uger nu, fordi vi er kommet i den samme vennekreds i et stykke tid, jeg kan virkelig godt lide hende som en ven, for jeg synes at hun er virkelig sød og sjov at være sammen med. Sagen er den at hun har indrømmet over for mig at hun godt kan lide mig, og jeg tror hun forventede det samme svar fra mig. Jeg fortalte hende at jeg gerne ville have lidt tid til at tænke over det, men jeg ved allerede at hendes følelser ikke er gengældt fra min side af. Hvordan afviser jeg hende på en måde, hvor at hun ikke bliver vred og frustreret på mig, men også på en måde så vi forhåbenligt kan forblive venner? På forhånd, tusind tak.
Hilsen M
(Dreng, 16 år)
Kære M
Det er aldrig særligt rart, når man er nødt til at fortælle en, at deres følelser ikke er gengældt. Så jeg kan godt forstå, at du er lidt i tvivl om, hvordan du bedst fortæller hende det.
Vær ærlig
Som jeg har skrevet, kan jeg godt forstå, at det er lidt svært lige at finde ud af, hvordan du skal fortælle hende, at hendes følelser ikke er gengældt. For det er en svær situation at stå i. Men jeg tænker faktisk, at det bedste du kan gøre er at være ærlig. Altså simpelthen at fortælle hende det, som det er: at du er ked af det, men du har ikke de samme følelser for hende, som hun har for dig. Men at du synes, at I har det virkeligt sjovt sammen, og at du rigtigt gerne vil fortsætte med at være venner med hende.
Giv hende plads
Der er ingen, der kan vide, hvordan hun reagerer på at få at vide, at hendes følelser ikke er gengældt. Men det kan godt være rigtigt svært at få at vide, uanset hvor pænt det bliver sagt. Derfor er det vigtigt, at du giver hende plads til at være ked af det og frustreret, hvis det er sådan, hun reagerer til at starte med. For det er bare ikke særligt sjovt for hende, hvis hun havde håbet på noget andet. Men når den værste skuffelse har lagt sig, skal hun formentlig nok blive god igen. Jeg siger ikke, at det er sådan, hun reagerer. Men nu har jeg givet dig rådet, så har du det, hvis du får brug for det.
Snak med dine venner
Jeg tænker på, om du har snakket med dine venner om det her? Hvis du ikke har det, synes jeg du skal prøve at gøre det. Ens venner er nemlig guld værd, når det kommer til at snakke om piger. Og det er rigtigt rart at have nogen at snakke med, når man står i sådan en situation, hvor man ikke helt ved, hvordan man skal afvise en pige på den bedste måde. Måske er der endda nogen af dine venner, der har været i samme situation som dig. Og som kan fortælle dig, hvad de gjorde.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du og din veninde stadig kan fortsætte med at være venner, selvom du ikke har helt de samme følelse for hende, som hun har for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper