Hej alle mine venner har en kæreste hvordan får jeg en
(Dreng, 13 år)
Kære du,
Hvor lyder det spændende, at du er på udkig efter en kæreste. Forelskelse kan føles helt magisk, og jeg kan godt forstå, at det er noget, du også gerne vil have i dit liv.
Start med at lede og vis interesse
Men hvor starter man lige, når man gerne vil finde en kæreste? Der er jo ikke rigtig en opskrift, men der er alligevel ting, man kan gøre, for at øge sine chancer for at finde et godt match.
Først og fremmest, så er du allerede i gang. For det første man kan gøre, det er at blive klar over, at man faktisk gerne vil have en kæreste.
Det gør nemlig, at man kan blive lidt mere opmærksom på de mennesker, som man møder.
Så når du møder nye mennesker, eller måske taler med nogen, du allerede kender, så kan du dér også begynde at tænke over, om der mon er en af de personer, som du kunne se et match i?
Kender dine venner en, som kunne være interessant?
Du skriver også, at alle dine venner allerede har kærester. Det er jo faktisk mega fedt!
For det første, så kan de dele alle deres erfaringer med dig. I kan måske snakke om, hvordan de fandt deres kærester? Og det kan give dig nye ideer til, hvor du kan møde en, som måske kunne være interessant.
Samtidig så tænker jeg på, om dine venner mon kender nogen, som de synes passer til dig?
Vores venner kender os jo ofte ret godt, og de har også ofte et blik for, hvilke mennesker vi passer godt sammen med. Og derfor er det faktisk ikke altid en dårlig ide, at lade vores venner hjælpe os med at finde en kæreste.
Så derfor tænker jeg også, at det kunne være mega godt, hvis du kunne tale med dine venner om det.
Vær modig
Og så kommer der jo også det der med, at hvis man vil være kærester med nogen, så kræver det, at man lærer dem at kende.
Og derfor bliver man faktisk også nødt til at være lidt modig. Så hvis man møder en, som man synes kunne være nice at lære bedre at kende, så sig det højt.
Det kan du gøre på mange måder. Du kan fx sige til personen: “Hey, du virker mega nice, må jeg få din snap?”.
Det er en måde at komme i kontakt med dem på, så I kan lære hinanden lidt bedre at kende.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du bruger sociale medier, så det kan også være, at der er noget andet som giver bedre mening for dig. Så er det selvfølgelig bare det, du spørger personen om i stedet for.
Kærlighed kan tage tid at finde
Jeg kan godt forstå, hvis du tænker: ‘jeg vil bare gerne have en kæreste NU’. For når alle ens venner har en kæreste, og man kan mærke, at det er noget man også gerne selv vil, så kan det virkelig føles som om, at det bare ikke kan gå hurtigt nok.
Men hvis du nu oplever, at det alligevel tager lidt tid, så skal du vide, at det er helt normalt.
For når man skal være kærester med nogen, så kræver det jo også, at det er et menneske man godt kan lide og matcher med.
Nogle gange er det mega nemt at finde det menneske, og nogle gange tager det lang tid. Begge dele er normalt.
Så husk håbet, selv hvis det tager længere tid, end du havde regnet med.
Vær dig selv og find en som passer sammen med dig
Og her til allersidst vil jeg bare sige, at den bedste måde at finde en, som man matcher med, er ved at være sig selv.
For når vi er os selv, så viser vi andre præcis, hvem vi er, og hvad vi står for. Og på den måde vil vi også tiltrække de mennesker, som synes det er mega fedt.
Det sparer os for rigtig meget tid. For hvis vi går og lader som om, at vi er en anden, end den vi er, så tiltrækker vi nok også nogle mennesker, som vi reelt ikke matcher med i virkeligheden.
Så mit bedste råd til dig er også: Vær dig selv, du er helt perfekt, som du er!
Jeg håber, at du finder en dejlig kæreste og hepper mega meget på dig!
De allerbedste hilsner fra Stephanie