Kære brevkasse
Jeg har et stort problem med en af mine veninder. Jeg mødte hende for godt et år siden i min praktik hvor vi blev kollegaer og efterfølgende rigtig gode venner. Desværre fik jeg følelser for hende hvilket var svært da jeg ikke har de bedste erfaringer med kærlighed især ikke med veninder. Efter et par situationer hvor vi begge havde vist ret tydelig interesse i hindanden endte jeg sidste forår med at fortælle hende hvad jeg følte og vi havde en god snak om det.
Efterfølgende mødtes vi stadig ofte og alt var normalt så jeg tænkte min frygt for at miste venskabet var ubegrundet og at alt var godt. I sommers sluttede jeg skolen og fik hue på og da jeg nogle dage efter var i byen med hende skrev hun i huen at hun elsker mig. Siden har hun ignoreret mig og med enkelte undtagelser hvor vi har mødtes tilfældigt eller skrevet lidt har hun været helt tavs.
Hvad skal jeg gøre? Jeg vil bare gerne have min veninde tilbage. Jeg savner hende konstant og havde det godt med at have en kunne tale med om alt og stolede på.
Håber i kan hjælpe mig
Venlig hilsen dreng 20 år.
(20 år)
Kære Dreng på 20 år
Det gør ondt at blive ignoreret af en, som man godt kan lide. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og delt dine tanker.
Det giver mening
Du skriver at din veninde skrev, at hun elskede dig i din hue, men bagefter har ignoreret dig. Det lyder ikke særlig rart. For når en, som man er vild med på den ene side skriver, at hun elsker en, men så samtidig ikke taler til en bagefter. Så kan man godt blive ret forvirret. Derfor tænker jeg også at de fleste i din situation ville undre sig, og blive lidt kede af det, eller skuffede.
Det lyder også til, at dig og din veninde har haft det ret godt sammen. Og når man har det, er det naturligt at komme til at savne personen, hvis man så pludselig ikke ses eller taler sammen.
Har du snakket med hende?
Du spørger også om, hvad du skal gøre. Og jeg kan desværre ikke give dig noget direkte svar. For det er meget forskelligt fra person til person, hvad man har det bedst med, når en man er venner med ignorerer en. Nogle vælger at se det som et tegn på, at den anden ikke har lyst til at være venner mere. Og derfra lader de så tingene glide ud i sandet af sig selv.
For andre kan det være rart, at prøve at tale med deres ven om, hvorfor man ikke længere snakker sammen. For der kan være flere forskellige grunde til, at ens ven eller veninde ikke tager kontakt i en periode. Men det er kun personen selv, som ved hvorfor. Derfor er det også ok at spørge den anden, hvordan det kan være. Så hvis du ikke har talt med din veninde om det, så kan du overveje at gøre det. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at man får det svar, man håber på. Men sommetider kan det alligevel være en hjælp, at vide hvor man står.
Hvad end du har det bedst med at gøre, så vil jeg lige tippe dig om vores artikel om ulykkelig forelskelse. For hvis det ender med, at din veninde ikke har lyst til at tale sammen eller ses, så tænker jeg måske, at der er noget i den, som kan hjælpe. Det med at være forelsket i en, som ikke har det på samme måde, er noget, som mange unge prøver på et tidspunkt. Det gør hammer-ondt, men det bliver som regel bedre med tiden. For ligesom med alle mulige andre følelser, så ebber forelskelse og savn også ud lige så stille.
Snak med nogen om det
Jeg kommer også til at tænke på, om du har talt med nogen om, hvordan du har det? Ellers er mit bedste råd til dig, at gøre det. For det kan være lettende at dele sine tanker med andre. Og så kan man også høre, hvad den anden tænker om ens situation. Så måske har du en god ven, en forældre, eller en helt tredje, som kunne være god at tale med?
Tjek Cyberhus ud
Hvis du gerne vil tale med nogen, som ikke kender dig i forvejen, kan du også prøve at tjekke Cyberhus ud. Her kan man både deltage i gruppechats eller stille spørgsmål, som andre unge kan svare på. Alle problemer er velkomne, og det er helt anonymt. Så Cyberhus kan jeg varmt anbefale.
Det kan være lidt af en mavepuster, når ens veninde ignorerer en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge, selvom jeg ikke kunne give dig noget direkte svar på, hvad du skal gøre. Jeg sender en masse gode tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper