Hej Mindhelper

Min kæreste og jeg har været igennem noget utroskab. vi valgte og bygge det op igen. men nu spørger jeg hende i går, omkring om hun virkelig vil det her og hun ved det ikke. Hun græd hele dagen i går, og jeg ved ikke om det et tegn på om hun vil eller ej. Spurgte ind til om hun var bange for at miste mig, og der var der hun græd, spurgte også ind til at vi bare kunne være venner. Da jeg så spurgte om hun bare vil være venner, græd hun bare endnu mere. Jeg vil selvfølgelig gerne fortsætte vores forhold, men vil bare ikke miste hende. Hun betyder utroligt meget for mig, og jeg er bare ikke klar til at give slip.

Hun har været mig utro, og jeg har været hende utro på en måde. Vi var ikke sammen den dag jeg gjorde det, og jeg bebrejder mig selv for ikke at havet været en bedre kæreste.

Håber i kan hjælpe mig, ved ikke hvad jeg skal gøre.

(19 år)


Kære Du

Det lyder som en rigtig svær og kaotisk situation, du står i lige nu. Og jeg kan sagtens forstå, hvis du kan blive i tvivl om, hvad du lige skal stille op. Derfor er jeg også glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker.

At bygge det gamle op

Du skriver, at der har været utroskab i dig og din kærestes forhold, men at i valgte at genopbygge forholdet. Det kan være en hammer-svær opgave. For når der er en der har været utro, kan det gøre ondt på den tillid, man ellers har til hinanden. Og det kan være lidt af en kamel at sluge, at skulle genopbygge tilliden, når den er blevet brudt. 

Når man alligevel vælger at give forholdet et skud mere, så er det ofte fordi, at man er mega glad for sin kæreste. For så er man tit parat til at gøre en hel del, for ikke at miste den person man holder af.

Hvis hun ikke vil mere

Derfor giver det også god mening, at du kan blive rigtig forvirret, når din kæreste så siger, at hun ikke ved om hun vil forholdet længere. For jeg tænker, at i har lagt en del arbejde i at få forholdet op at køre igen. Og det er helt naturligt, at det kan komme lidt som et chok, når ens kæreste så bliver i tvivl om hun vil fortsætte. Det er aldrig en rar besked at få, og man kan både blive bange for at miste den anden og blive mega ked af det.

Men selvom alle de svære følelser køre rundt indeni, så er man sommetider nødt til at acceptere, hvis den anden ikke vil forholdet længere. For i sidste ende er det ikke noget, man selv er herre over. Så selvom det gør mega ondt at give slip, så kan man nogen gange blive nødt til det. 

Når man bebrejder sig selv

Du beskriver også, at du kan komme til at bebrejde dig selv, for ikke at have været en bedre kæreste. Det kan være en rigtig træls tanke at gå rundt med.

Men du skal vide, at det er helt naturligt at sådan en tanke kan dukke op, hvis man kan mærke, at ens kæreste er blevet i tvivl om forholdet. Måske specielt hvis man ikke helt forstår, hvorfor den anden har det på den måde. Så kan man nemlig komme til at lede efter en forklaring, og så er det selvbebrejdelsen hurtigt kan dukke op. For er man egentlig selv er skyld i, at hun pludselig er blevet i tvivl?

Men ofte handler det i mere om, at man bare er hammer-ked af det og nervøs for, hvad der skal ske. For når man er det, kan negative tanker hurtigt dukke op, og begynde at nage en – selvom der måske ikke er den store grund til, at synes at man ikke var en god nok kæreste. Giver det mening?

Hvis det slutter

Det er ikke sikkert, du får brug for artiklen, men nu linker jeg dig lige til den alligevel. Den handler om kærestesorger og hvad man kan gøre, for at komme igennem tiden efter et breakup. Så hvis dig og din kæreste ender med at slå op, kan den måske være rar at have i baghånden. For selvom det er rigtig hårdt at gå igennem et breakup, så oplever langt de fleste heldigvis også, at selvom det kan gøre mega nas når det sker, så bliver savnet og tristheden, mindre og mindre med tiden. 

Tal med hende

Når jeg læser dit brev synes jeg det lyder som om, at det var lidt kaotisk, da dig og din kæreste talte sammen. At hun måske havde lidt svært ved, at få sat ord på hvad hun tænkte og følte. Det kan godt efterlade en, med en del tvivl og forvirring. 

Derfor kommer jeg til at tænke på, om det måske kunne være rart for jer, at tale sammen på et tidspunkt, hvor der er kommet lidt mere ro på? Det kan nogle gange være hjælpe, at man for eksempel mødes et par uger efter, og lige får talt tingene igennem. Så er følelserne faldet en lille smule, og så kan det være, at man kan få en god snak sammen.

Hvis det er svært for din kæreste at få sagt det hun gerne vil, kan i også prøve, om det måske er en hjælp, at skrive sammen i stedet. Det kan nogle gange gøre det lidt lettere, hvis ordene ikke helt vil ud.

Snak med dem omkring dig

Når man har knas i forholdet, er det rigtig godt at tale med folk omkring sig om det. For det kan ofte være en svær situation at stå i. Og det kan gøre svære tanker og følelser lidt lettere at gå med, hvis man taler med nogen om dem. Det kan for eksempel være en forældre, en god ven, eller en helt tredje. Det er nemlig ikke så vigtigt præcis hvem det er, bare man ikke går alene med sine tanker.

Tag i Headspace

Du kan også altid hive fat i Headspace. Headspace er et sted hvor man som ung kan komme og få samtaler, hvis men går gennem en svær periode. Hos Headspace arbejder der en masse dygtige og flinke rådgivere, som altid sidder klar til at lytte. De er vant til at tale med unge og intet problem er for stor eller småt. Det er gratis at komme hos Headspace, og du kan altid starte med at kontakte dem, igennem deres chat.

Det kan være rigtig hårdt, når ens kæreste er i tvivl om ens forhold. Og det kan give en, en masse svære følelser at bakse rundt med. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar du har kunne bruge og at du snart kan begynde, at give slip på de trælse tanker.

De bedste hilsner fra en Mindhelper