Hej Mindhelper
Jeg er en pige, der for en måneds tid siden gik i seng med en fyr. Vi begyndte at flirte med hinanden allerede i februar, men pga. corona-krisen blev det hen over sommeren mere fjernt, da vi kun havde mulighed for at skrive sammen. I starten af forløbet er jeg nærmest sikker på, han var interesseret i mig, men som sagt døde det lidt ud hen over sommeren. Da vi startede på gym igen (jeg går i 2g, han i 3.), blussede det op igen, og efter at have være fysisk sammen en enkelt aften, hvor vi også kyssede, gik jeg få dage efter i seng med ham. Efterfølgende har han nærmest ignoreret mig totalt, og virker helt kold. Det gør mig virkelig ked af det, eftersom han tog min mødom og fordi vi er barndomsvenner. Jeg har efter flere forsøg opgivet at snakke med ham, og ignorerer ham også, når jeg møder ham på skolen, men inderst inde er jeg stadig forelsket i ham, selvom han nok har udnyttet mig. Hvordan kan man opføre sig så idiotisk og følelseskoldt? Har han bare spillet skuespil i nærmest et år for at komme i seng med mig?
Jeg er frustreret over hans opførsel, men også fordi jeg godt kunne tænke mig, at det var mindre akavet mellem os. Hvad kan jeg gøre?
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Det er godt nok en svær situation, du er landet i med ham fyren. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er ikke særligt rart
Det er ikke særligt rart at blive ignoreret af en, som man troede man havde noget sammen med. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, om han bare har prøvet at udnytte dig. Eller om der er en anden grund til, at han opfører sig som han gør. For det er desværre kun ham, som ved hvad der foregår inde i ham. Men jeg sagtens forstå, hvis du er mega frustreret og ked af det over måden, han opfører sig på. For det er ikke en ordentlig måde at behandle andre på.
Kan du snakke med ham igen?
Du har allerede prøvet at kontakte ham uden held. Og nu er det hele begyndt at blive lidt akavet mellem jer. Det er svært for mig at bedømme, hvad der er det rigtige for dig at gøre nu. Men du kan prøve mærke efter på dig selv, om du vil give det endnu et forsøg, at tage fat i ham? Enten ansigt til ansigt eller ved at skrive til ham.
Jeg bider mærke i det med, at i er barndomsvenner. Derfor tænker jeg, at det måske vil være noget, som du kan prøve at snakke med ham om? At selvom i måske ikke skal flirte eller være kærester, så har i kendt hinanden rigtigt længe og det kunne være rart, hvis i kunne blive ved med at være en slags venner. I hvert fald på en måde, så det ikke ender med, at i ikke kan snakke sammen overhovedet. Jeg kan ikke love dig, at det virker, eller om han bliver ved med at ignorere dig, men du så vil du i det mindste vide, at du forsøgte at få det til at fungere.
Snak med dine veninder
Det er en rigtig ærgerlig situation at stå med helt alene. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogle veninder, som vil kunne støtte dig det næste stykke tid? For det kan være rigtigt rart, at have et pusterum for ens frustrationer og have nogle andre at dele sine tanker med. Måske vil i også kunne lave noget hyggeligt sammen, så du kan få tankerne over på noget andet end ham og forelskelsen. Forelskelse går altid over med tiden, men det kan være en træls periode at skulle igennem. Så kan det være rart med lidt støtte fra veninderne. Eller en anden person, som du føler dig tryg og tæt med.
Det er rigtig træls situation, du er landet i. Men jeg håber, der er noget i mit svar, som kan hjælpe dig på vej. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper