Hej Mindhelper

Vi får øjenkontakt og snakker sammen hver dag og han ved jeg kan li ham men han siger han ikke kan. og hans eks har set os få øjenkontakt flere gange hvor vi smiler og vi er i helt forskellige rum

(13 år)


Kære Du


Det kan være rigtig forvirrende, når man får meget øjenkontakt med en, men at han siger, at han ikke kan lide en. Derfor er det også super fint, at du skriver herind, og deler det.

Øjenkontakt
Du skriver, at der er en dreng, du kan lide, som du får øjenkontakt med og taler med hver dag. Du skriver også, at han har sagt, at han ikke kan lide dig.

Jeg kan godt forstå, hvis du kan blive i tvivl, om han så alligevel kan lide dig, når i snakker sammen og får øjenkontakt. For måske basker sommerfuglene ekstra meget i maven, når man lige fanger hans blik gennem vinduet. Eller når man taler sammen i frikvarteret.

Når man er blevet glad for en dreng, så vil man tit også lede efter tegn på, at han har det på samme måde. For måske ville man bare virkelig ønske, at han også kunne lide en tilbage. Men der kan være mange grunde til, at man får øjenkontakt og snakker meget sammen. Så derfor er det ikke altid et tegn på, at den anden kan lide en på kærestemåden. Og sidste ende er det kun drengen selv, som ved, hvordan han har det. Så hvis han har sagt at han ikke kan lide dig. Så tænker jeg også, at det nok er sådan det er.

Det kan gøre ondt
Det kan gøre ret ondt at få at vide, at ens følelser ikke er gengældt. Og man kan både blive ked af det og skuffet. Men du skal vide, at du langt fra er den første det sker for. Og selvom det ikke er fedt, når det sker, så bliver det bedre igen. For tiden er ens bedste ven, når det kommer til den slags. Og derfor går de svære følelser også som regel over af sig selv igen.

Du kan læse artiklen Ulykkeligt forelsket? Sådan kommer du videre. Her er der nogle gode råd til, hvad man kan gøre, når følelserne ikke er gengældt. Måske er der noget i den, som kan hjælpe?

Tal med dine venner
Jeg kommer også til at tænke på, om du taler med dine venner om, hvordan du har det? Ellers er mit bedste råd at gøre det. Det kan nemlig hjælpe at tale om nogle af alle de tanker, man går rundt med. Og så kan ens ven eller veninde måske støtte en, hvis man er lidt ked af det, eller bare gerne vil tale tingene igennem.

Nogle gange kan det også være, at en man kender har prøvet det med, at en de kunne lide, ikke kunne lide dem. Og så kan det også være at de har nogle tips til, hvad de gjorde. Så har du mon en ven, veninde, eller en helt tredje, som kunne være god at tale med?

Det kan sætte en masse tanker igang, når man kan lide en dreng. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper