Hej Mindhelper

Hej, jeg er en pige på 15, der går på efterskole. Min ex går også på (en anden) efterskole. Da vi stadig var sammen, fandt jeg ud af at han havde været mig utro, med tre andre piger i en ca en måned. “Problemet” er at jeg fandt uf af det gennem andre. Og han først indrømmede lidt af det, men han sagde det ikke var mere, hvor jeg så finder ud af et par dage efter der var mere og mere, så han blev ved med at prøve at lyve sig ud af det. Jeg er mega skuffet over ham, for vi havde været sammen i over 6 måneder, så det virker som om han bare er mega ligeglad. Han var min første kæreste og jeg har bare stadig et håb om han ændre sig så vi kan være sammen igen. Vi skriver stadig sammen som venner, jeg savner bare det vi havde før han tog på efterskole.men der er jo bare den der tommelfingerregel: en gang utro, altid utro. Men når vi har snakket har han været virkelig ked af det og ved ikke hvad han skal gøre. Jeg er bare bange for at han bare giver udtryk for det for det er det han “burde” Vi er enige om vi ikke skal være sammen lige nu. Han siger han stadig ser os sammen i fremtiden, jeg er bare bange for jeg ikke kan stole på ham og det har jeg også sagt til ham og det er han jo ked af

(15 år)


Hej 15 årig

Det er rigtigt hårdt, når ens kæreste har været en utro. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er naturligt at savne ham

Jeg kan sagtens forstå, du er skuffet over din kæreste. For et kæresteforhold bygger på, at man er holder meget af hinanden. Og at man kan stole på, at ens kæreste holder lige så meget af en, som man holder af dem. Derfor gør det også rigtigt ondt, når ens kæreste er utro. For så bliver den tillid brudt. Og så kan man blive mega meget i tvivl om, om ens forhold overhovedet har betydet noget for ens kæreste. Eller om de bare har været totalt ligeglade. Og de tanker er bare ikke særligt rare at gå rundt med og kan gøre en skuffet og ked af det. 

Men samtidigt giver det også rigtigt god mening, at du savner det, som du og din kæreste havde inden I tog på efterskole. For selvom ens kæreste har været utro, så visker det jo ikke alle de gode ting, man havde sammen inden ud. Derfor er det også helt naturligt, at man kan komme til at savne det og ønske, at tingene kunne blive sådan igen. Men heldigvis så er det sådan med kærestesorger, at selvom de kan gøre virkeligt ondt, så går de også over og bliver nemmere med tiden. 

Derfor er det rigtigt vigtigt at fokusere på at passe på sig selv, når man står midt i kærestesorgerne. Sådan så man kan komme videre og få det godt igen. Hvis du har lyst, så kan du læse vores artikel om kærestesorger. Der er en masse gode tips til, hvad man kan gøre for at passe på sig selv, når man har kærestesorger.  

Du skal mærke efter

Du skriver, at du er bange for, at du ikke ville kunne stole på din kæreste, hvis I skulle være sammen i fremtiden. Og jeg tænker, det giver kanon god mening, at du har det på den måde. For når jeg læser dit brev, så lyder det ikke som om, du helt har kunne stole på ham, efter I er kommet på efterskole. Han har været dig utro og samtidigt forsøgt at lyve sig ud af det, da du konfronterede ham med det. Så han har ikke opført sig særligt ærligt. 

Og når andre lyver og opfører sig uærligt, så er det helt naturligt, at man mister tilliden til dem. For tillid til anden anden bygger netop på, at man kan stole på, at de ting de siger, også er rigtige. Derfor tænker jeg også, at du har ret til at være usikker på, om du kan komme til at stole på ham igen. Og det er vigtigt, du mærker efter, om du har lyst til at skulle være i et forhold med ham igen i fremtiden. Eller om han har brudt din tillid for meget til, at du kan finde den igen. 

Skal I holde pause fra at snakke sammen?

Der er nogen, der synes, det kan være rart helt at holde en pause fra at snakke med sin ekskæreste. Selvom det kan være mega hårdt, fordi man så helt skal undvære den person, man har været så glad for. Så kan det også nogle gange gøre det nemmere at komme videre og komme over kærestesorgerne. 

For når man ikke hele tiden ser sin ekskæreste og snakker med dem, så får man heller ikke rippet op og sorgen og savnet igen og igen. Og det gør, at det nogle gange lidt nemmere falder i baggrunden og kommer til at fylde lidt mindre. Så du kan jo overveje, om det også kunne være rart for dig at holde en pause fra at snakke med din kæreste for at gøre det nemmere at fokusere på dig selv og komme videre.  

Snak med dine veninder

Jeg tænker på, om du mon har nogle veninder, som du kan snakke med om alt det her? Jeg tænker nemlig, det kunne være en rigtigt god idé at få snakket med nogen om alt det her. For det lyder som om, du udover at savne din ekskæreste også tumler med en masse følelser om, hvordan jeres forhold skal være i fremtiden. Og når man står i en situation, hvor man er lidt i tvivl og ikke helt ved, hvad man skal gøre, så er det tit rigtigt rart at dele sine tanker med nogen. For når man gør det, så får man mulighed for at høre, hvad de tænker. Og andre kan tit se nogle lidt andre ting, end man selv kan, fordi de kan se tingene lidt mere udefra. 

I virkeligheden så behøver det heller ikke at være dine veninder, du snakker med. Det kan også være en helt anden, som du er tryg ved. Det kunne eksempelvis være dine forældre, en lærer på efterskolen eller en helt tredje person.

De vil altid lytte i Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen om din kæreste og, at han har været utro. I Headspace sidder der nemlig nogle super søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du er altid velkommen i Headspace, hvis du er ung og har brug for nogen at snakke med. I Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan gøre rigtigt ondt, når ens kæreste har været en utro. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper