Hej


Min kæreste og jeg har nu været sammen i knap 3 år.
Siden i sommers har vores forhold dog ikke været det samme, og vores sexliv er gået helt på stand-by. Det gælder i det hel taget også kram og kys osv… som der heller ikke er meget af tilbage.
Vi har snakket om det flere gange sammen og at det er et problem, men vi ved begge ikke hvad vi skal/kan gøre.
Han tænker ik rigtig over det og jeg føler en mangel. Men på det sidste har vi begge følt at vi egentlig bare er venner selvom det ikke er det vi ønsker… og vi ved nu ikke hvad vi skal gøre herfra.
Vi vil begge to gerne prøve kæmpe videre, men er også begge indstillet på at vi måske ikke skal være sammen hvis det ikke kan blive som før.

Håber i kan hjælpe et parforhold i nød…

(18 år)


Kære dig,

Det lyder til, at det fylder meget hos jer begge, at jeres forhold har ændret sig den seneste tid. 

Det kan være mega svært, når man ikke længere er lige så intime mere i sit forhold, som man var engang. 

Det kan svinge 

Men her er det vigtigt at huske, at det er helt normalt, at intimiteten og sexlysten i et forhold kan svinge meget i perioder. 

Især når man har været kærester i længere tid, så er det helt naturligt, at man kan komme ind i en periode, hvor sexlysten ikke er lige så høj. 

Men det kan også blive rigtig frustrerende, hvis man egentlig gerne vil være intime. Så er det vigtigt, at man overvejer, hvad man kan gøre. 

Godt, at I taler sammen 

Det virker til, at I egentlig begge ønsker, at det skal være anderledes, end det er lige nu. 

Derfor er I også begge to indstillet på, at noget skal ændre sig. Men så er spørgsmålet, hvad man lige skal gøre? 

Jeg har ikke en opskrift på præcis hvad I skal gøre, men jeg vil gerne komme med nogle forslag til, hvad I kan overveje. 

Tal sammen og læg en plan 

Det lyder til, at I egentlig allerede har talt om det. Men jeg tænker, at det ville give mening at tale om det igen. Her kan I fokusere på, hvad I sammen kan gøre, og hvad I hver især har brug for. 

For eksempel er det vigtigt at få talt om, hvilket behov for intimitet og sex man hver især har. Hvordan man godt kan lide at være intime, og om det er noget man overhovedet ser ens på?

Det er nemlig ikke altid sikkert. 

Men det er lettere at finde ud af, hvad der kan give mening at prøve, når man ved, hvordan ens partner har det. 

Når I har talt om, hvad jeres behov er hver især, så kan I begynde at tale om, hvordan I kan prøve at gøre nogle ting anderledes i jeres hverdag. På en måde, I begge er trygge i. 

Hvis man ikke har været intim i lang tid, kan man for eksempel starte med at bruge tid på blot at være nærværende med hinanden. 

Det kan for eksempel være at man sidder tæt sammen i sofaen, holder mere i hånd, giver hinanden flere kys end man plejer, eller noget helt andet. 

Intimitet og sex kan være mange ting 

Der findes lidt en myte om, at man kun har haft sex, hvis man har haft penetrationssex. Men faktisk så er det blot én måde at have sex på. 

Man kan være intim med sin kæreste på mange måder. På Sexliniens side om Sex, beskriver de det ret godt. Her kan du læse en masse om det, og måske også få inspiration. 

For man kan sagtens få mere intimitet og sexlyst ind i sit forhold uden at have penetrationssex. 

Giv det tid 

Hvis man ikke har været intim i sit forhold i noget tid, så ændrer det sig ikke fra den ene dag til den anden. Det kan tage noget tid, før man begynder at mærke lysten og får gang i intimiteten igen. 

Så her er det vigtigt at huske på, at prøve at være lidt tålmodig. 

Prøv nogle af de ting, I får snakket om, og se om det kan ændre noget i jeres forhold. 

Kan det blive som før?

Du skriver også, at I er indstillet på, at I måske ikke skal blive sammen, hvis det ikke kan blive som før. 

Jeg tænker det her er vigtigt at huske på, at forholdet udvikler sig, og når man går fra at være forelskede til at blive mere stabilt i sit forhold, så vil ens sexliv også ændre sig. 

Når man er forelskede, så har man ofte meget sex og er meget intime. Men når man har været sammen i lang tid, så vil man ofte have mindre sex end før. 

Det er helt naturligt og normalt. 

Så her er det vigtigt at være realistisk omkring, at man nok ikke kommer et sted hen, hvor man har lyst til at have sex helt på samme måde, som da man lige havde mødt hinanden. 

Det betyder ikke, at man ikke kan have perioder, hvor man har meget sex, men det betyder bare, at det ofte vil være mere forskelligt fra periode til periode. 

Sexlinien har meget god viden 

Hvis du har brug for at læse mere om sex, forhold og alt imellem, så kan jeg varmt anbefale Sexlinien

Der er utroligt mange forskellige artikler, du kan læse. 

Du kan også skrive til dem. Både gennem deres chat eller brevkasse. Her sidder der nogle mega søde rådgivere og kommer med deres bedste svar. 

Det kan være mega svært, når man ikke er lige så intime i sit forhold, som man gerne vil være. Men der er heldigvis en masse man kan gøre. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper