Hej, jeg er 18 år og har været sammen med min kæreste i 1,5 år. Jeg har undervejs overvejet om det var det rigtige og snakket med mine veninder om det. Dog er jeg altid kommet frem til at jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe det, grundet de små uenigheder. Nu sidder jeg dog og har trukket mig en smule, da jeg er begyndt at føle vi har forskellige værdier. Han har sagt at hans skolegang betyder mere end mig og vi generelt bare har nogle forskellige værdier. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg tror jeg elsker ham men alligevel ved jeg ikke om jeg bare holder rigtig meget af ham. Jeg har et par gange fantaseret i drømme om andre, og på det sidste har jeg ikke haft lyst til særlig meget det omhandler det seksuelle, eller sagt ”jeg elsker dig” særlig meget. Jeg er bange for at holde ham for nar og vil derfor ikke sige det. Men hvad hvis han er min eneste chance for kærlighed i livet og jeg bare føler vores forhold er blevet mere til hverdag, fordi det sker jo. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv. Har lavet fordele og ulemper, men ved ikke hvad jeg synes fylder mest. Jeg føler ikke jeg kan fortælle ham det, da han ville se det som at jeg slog op.
Et godt råd kunne bruges
(18 år)
Kære du
Jeg kan godt forstå at det føles som en meget stor beslutning, om du skal slå op eller ej. For når man har været sammen i 1,5 år, så er man også blevet vant til, at den anden altid er der.
Derfor er det også helt normalt, hvis du går med en følelse af, at tankerne kører på højtryk.
Går der hverdag i forhold?
Du skriver, at måske er jeres forhold bare gået hen og blevet hverdag. Og at det måske er derfor, at dine følelser for ham er anderledes nu.
Man plejer at sige, at en forelskelse som regel varer mellem 6 måneder og et år.
Når jeg siger, at forelskelsen varer så og så længe, så betyder det bare, at man ikke længere ser hinanden gennem ‘forelskede briller’. Briller som gør, at alt ens kæreste gør bare er sødt og skønt. Også de ting, som normalt ville irritere en.
Derfor er det også helt normalt, at det er her, at mange par finder ud af, om de skal fortsætte med at være kærester eller ej.
For nu ligger man pludselig mærke til ting, man måske ikke tænkte over førhen. At man fx ser verden forskelligt eller har forskellige værdier.
Og hvis man så finder ud af, at man er meget forskellige, hvad gør man så?
Det er normalt at fantasere om andre
Du skriver, at du et par gange har fantaseret i drømme om andre. Og at du på det sidste ikke har haft særlig meget lyst til at være intim med din kæreste.
Det er helt normalt. Især hvis man også lige har ramt et bump på vejen i sit forhold. For når man først kommer lidt i tvivl om sit forhold, så har hjernen det med at tænke på andre muligheder.
Når det så er sagt, er det helt normalt at drømme om andre. Man kan sagtens være i det mest fantastiske og kærlige forhold, og stadig have drømme en gang imellem om andre.
Det betyder ikke nødvendigvis, at man hverken elsker sin kæreste mindre eller at man har lyst til at være sammen med andre De fleste mennesker oplever nemlig at have seksuelle eller flirtende drømme om andre end deres partner. Det er helt normalt.
Men nu hvor du så er i tvivl, om du skal blive sammen med din kæreste, så forstår jeg godt, at dine drømme kan føles som et tegn på noget andet.
Hvad skal du gøre?
Selvom det kunne være rart, kan jeg desværre ikke give dig et svar på om du skal slå op med din kæreste eller ej.
Når det så er sagt, så virker det til, at du allerede har gjort dig nogle rigtig fine tanker om hvordan du har det.
Du har lavet en for og imod liste, snakket med dine veninder og tænkt over hvordan din opførsel omkring ham har ændret sig. Men alligevel føler du stadig, at det er svært at træffe en beslutning.
Det vil det altid være.
Derfor synes jeg også, at det er vigtigt at du får mærket godt efter og får taget en beslutning. For lige nu lyder det til, at det er alt for hårdt for dig at være i. Det kan nemlig være enormt hårdt og drænende at stå mellem to valg i lang tid.
Derfor er mit bedste råd til dig, at du skal tage et valg og så prøve at stå ved det.
Når en tanke bliver ved med at dukke op
For selvom det kan føles umuligt, og man godt kan blive i tvivl, så virker det også til, at de her tanker om at slå op eller ej, fylder meget i dit hoved.
Selvom du bliver ved med at komme frem til at du ikke kan få dig selv til at stoppe det, så lyder det også til, at det er nogle tanker som bliver ved med at dukke op.
Og når tanker bliver ved med at dukke op, så kan det godt være et tegn på, at vores mavefornemmelse prøver at fortælle os noget.
Hvis du slår op
Hvis du vælger at slå op med ham, vil jeg gerne lige give dig nogle gode råd med på vejen til, hvordan du kan gribe den svære snak an.
Vi har samlet de bedste af dem, i vores artikel: Sådan griber du den svære snak an. Her finder du måder at gribe samtalen an, så det bliver godt for jer begge.
Hvis du ikke slår op
Hvis du derimod ikke slår op med din kæreste, så kan det godt være en god ide, at tage en lang snak med ham.
Fortæl ham hvordan du har det, og at du godt kunne tænke dig, at I fandt en fælles løsning. For det lyder til, at du godt kunne have brug for, at der skete en forandring i jeres forhold, hvis I skal fortsætte med at blive sammen.
Hvis du ikke helt ved hvad du skal sige, kan du prøve at vise ham dit brev til os. Her forklarer du kort og godt, hvordan du har det.
Selvom du er bange for at gøre ham ked af det, så kan det være at han på sigt bliver mere ked af, at du lige nu trækker dig og ikke har lyst til at være intim med ham.
Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som kan hjælpe dig med at finde en løsning, som er god for jer begge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder en løsning.
De bedste hilsner fra en Mindhelper