Hej Mindhelper
Vi har dannet par i 3 år. Vi elsker hinanden, men ofte går vi meget skævt på hinanden. Blandt andet pga. min jalousi og hans adfærd. Min kæreste er meget afhængig af porno. Han har de sidste 10 år set porno næsten dagligt og ornaneret her til. Han begyndte dog at arbejde på det for et halvt år siden og ser det nu 1-2 gange om ugen. Han begyndte at arbejde på det, fordi det gør mig rigtig ked af det, at han ser så meget porno. Han giver udtryk for, at han ikke kan koncentrerer sig, hvis han ikke får set porno og får udløsning. Det fylder rigtig meget for ham, og nogle dage kan han godt selv se det (ofte når han lige er tilfredsstillet) andre dage er han helt uforstående overfor at det er et problem – ofte når han har behovet igen. Jeg bliver jaloux, fordi jeg føler ikke jeg kan tilfrestille ham, som den jeg er, og at han har et så stort behov for at porno. Ofte er pornoen mere ekstrem og fx gruppe sex, vild analsex, og jeg føler slet ikke jeg kan ramle op med de her ting og så føler jeg mig mega utilstrækkelig. Det gør mig ked af det. Derudover så ornanerer han også noge gange uden porno, efter at han er gået i gang med at arbejde med det. Når jeg siger ’arbejde’ – mener jeg at han prøver at begrænse det.
Men når han så skal spile den af uden porno er det altså til billeder inde i hans hovede. Og disse billeder skræmmer mig. Det kan være min roomie der giver ham et blowjob, eller at han har sex med sine eller mine venner. Han seksualiserer alt omkring ham. Det kan være på gaden ned til supermarked hvor han forestiller sig have sex med 5 forskellige vi går forbi på gaden. Han siger alle de her billeder kommer op i hans hoved. Nogle dage siger han det er frustrerende, men jeg tror nu han nyder det langt hen ad vejen. Han har et behov for at seksualiserer rigtig mange ting. – og jeg vil her tilføje, at vi altså har fin nok sex og gerne 2 eller flere gange om ugen – men pornoen og disse forestillinger styrer altså hans liv og de styrer så mit humør. Men er han normal? Og er alle mænd sådan? Jeg kan snart ikke være i mig selv mere, jeg synes det giver mig dårlig smag i munden at være sammen med en der er så afhængig af porno og at seksualiserer mine venner. Jeg ved ikke om jeg kan holde det ud mere. Jeg har prøvet at fortælle han hvordan, jeg har det – men det bliver ikke bedre mere. Jeg er så tæt på at give op på ham, fordi hans adfærd ødelægger mig.
-M
(Pige, 20 år)
Kære M
Det lyder til, at det går dig rigtigt meget på, at din kæreste ser porno. Og det er svært for dig at finde ud af, hvordan du bør forholde dig til hans adfærd. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er super svært, at skulle gå alene med de tanker.
Menneskers lyster er forskellige
Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt mærke på dig, at det gør dig rigtig usikker og ked af det, at din kæreste ser porno. Og du beskriver det som en afhængighed, at han har set porno hver dag. Umiddelbart tænker jeg, at det lyder til, at din kæreste er helt normal, når jeg læser dit brev. Det kan være rigtigt svært for mig at bedømme, når vi ikke har mulighed for at snakke mere frem og tilbage. Men jeg vil gøre mit bedste for at komme med et svar til dig.
Mennesker er super forskellige når det kommer til porno, onani og lyster. Derfor kan det også være svært at forholde sig til det, hvis ens kæreste har et stort behov for at se porno, hvis man selv ikke ser porno. Og så er det helt naturligt at blive ramt af tanker som “kan jeg leve op til hans behov?”, ”Er jeg god nok, som jeg er, hvis jeg ikke har lyst til at gøre de ting, som han ser på i pornofilmene?”. Det kan jeg sagtens forstå, at du kan komme til at tænke, når du hører om de ting, som han ser. Men for de fleste mennesker, så hænger deres porno-præferencer og fantasier ikke nødvendigvis sammen med deres sexliv med deres partner. Og det lyder til at dig og din kæreste har et godt sexliv sammen og at i elsker hinanden. Derfor tænker jeg også, at du måske ikke behøver være nervøs for, at han ikke synes du lever op til hans fantasier. For det kan sagtens være, at han slet ikke har hverken lyst til eller overvejet, at gøre nogle af de ting, som han ser i pornofilmene eller fantaserer om.
Du skriver ikke noget om, om han beder dig om at udleve nogle ting, som du ikke har lyst til? Hvis han beder dig om noget, som du ikke har lyst til, så er det vigtigt, at du siger fra. For det er vigtigt at huske på sine egne grænser. Porno og onani Det er helt normalt for både mænd og kvinder at se porno og der er ikke noget farligt i, at onanere hver dag.
Jeg kommer til at tænke på, om din kæreste oplever hans pornoforbrug, som et problem? Altså om han oplever, at det stopper ham fra at gøre ting, som han godt kunne tænke sig? Som for eksempel hans arbejde eller skole. For hvis han oplever, at det er problematisk for ham og han selv har lyst til at stoppe med at se porno, så kan det selvfølgelig være en god idé, at søge hjælp. Men hvis din kæreste lever et godt, almindeligt liv og ikke føler sig begrænset af pornoen, så er der måske ikke nogen grund til, at han bør stoppe?
Fantasier og virkeligheden
Du skriver det her med, at din kæreste fantaserer om din roomie, jeres venner og folk på gaden. Det er fuldstændigt normalt og noget som de fleste mennesker oplever i større eller mindre grad. Måske har du også selv prøvet at forestille dig, at du havde sex med en anden end din kæreste? Han kan ikke styre sine tanker og de ting, der popper op i ens hoved. Det er der ingen mennesker, der kan – uanset om det handler om seksuelle eller alle andre slags tanker.
Jeg kommer til at tænke på, hvorfor han har fortalt dig om fantasierne og pornoen? Egentligt tænker jeg, at det kan være positivt, at din kæreste er så ærlig om hans seksualitet og hvad han går og tænker på. Det tænker jeg måske kunne betyde, at han stoler meget på dig, siden han tør fortælle dig om det. De fleste mennesker holder deres fantasier lidt for sig selv, fordi det ikke altid er så rart for deres partner at høre, at de har fantasier om hendes roomie eksempelvis. Og mange ville være rigtigt bange for at blive dømt for sine fantasier og derfor ikke turde sige noget om det. Så måske er det et tegn på, at din kæreste stoler på dig og føler sig tæt på dig, siden han tør snakke om sine fantasier med dig?
Måske kan i aftale ikke at snakke så meget om hans fantasier? Selvom han har fantasierne behøver han jo ikke dele dem med dig. Og det lyder ikke til, at du synes det er særligt rart at vide noget om fantasierne. Så måske kunne det være rarere for jer begge to, hvis i stoppede med at snakke om pornoen og de seksuelle lyster? I kan jo prøve det af i en periode og så se, om ikke det gør det hele lidt nemmere.
Kontakt Sexlinien
Det er rigtigt svært for mig, at vurderer om din kæreste har en afhængighed eller ej. Umiddelbart lyder det ikke til, at det er pornoafhængighed din kæreste oplever. Men jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du kontaktede Sexlinien og snakkede med dem om, hvad din kæreste og dig oplever. Det tror jeg er det bedste råd, jeg kan give dig. For de er eksperter i alt om sex og er helt vant til at snakke med unge om lyster, porno og behov. Der vil du have meget bedre mulighed for at uddybe dine oplevelser og få snakket igennem, hvordan det er at være dig i det her forhold. Måske kunne det være super rart? De er super dygtige og du kan være helt tryg ved at kontakte dem – det er anonymt. Og jeg tænker, at de er langt bedre end jeg er til at besvare dine spørgsmål og bekymringer. De har også en masse gode artikler liggende om seksuelle fantasier, onani og porno, som måske kunne være spændende for dig at læse.
Det kan være rigtigt svært at være i et forhold med en person, som man ved ser porno. For det kan skabe en masse tanker og usikkerheder i en. Men ofte så er porno og seksuelle fantasier bare tanker og lyster – og det er helt normale at opleve. Det behøver ikke have noget at gøre med ens partner og det sexliv, man har sammen.
Jeg håber at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig og din kæreste.
De bedste hilsner fra en Mindhelper