Hej Mindhelper
Jeg er muslim, og jeg undrer mig over, at som muslim, er det så tilladt at gifte sig med en kristen? Hvis der ikke forgår noget som helst fysisk og gør det på den rigtige måde (den “muslimske” måde) og at den kristne vedkommende ikke for eksempel. Drikker, ryger, ikke spiser svinekød, Osv. Jeg er ret troende ud fra min relegion, så jeg ville bare være helt sikker.
(16 år)
Kære Du
Det lyder som om, at du har brugt en del tid på at spekulere over, hvad man må og ikke må ifølge islam i forhold til, hvis en muslim gerne vil gifte sig med en kristen. Jeg kan sagtens forstå, at du kan komme til at tænke over det. For det er ikke altid lige til at finde hoved og hale i, hvad de forskellige religioner siger.
Jeg ved desværre ikke særlig meget om, hvordan man i islam ser på, at en muslim gifter sig med en der er kristen, så jeg kan desværre ikke svare dig på dit spørgsmål. Nogen jeg til gengæld tænker, vil kunne hjælpe dig, er dem der sidder inde i rådgivningen RED. Hos RED ved de nemlig en helt masse om Islam, og deres rådgivere er rigtig søde og dygtige.
RED tager sig af æresrelaterede konflikter, hvilket måske kan lyde lidt voldsomt. Men de vil også rigtig gerne svare på spørgsmål, hvis man som ung muslim, går rundt og undrer sig over nogle ting og gerne vil have svar på nogle spørgsmål omkring islam. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at hive fat i. De kan både kontaktes på chat og på telefon.
Selvom jeg ikke kunne svare dig på dit spørgsmål, så håber jeg stadig, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej og krydser fingre for, at du snart finder svar på dit spørgsmål.
De bedste hilsner fra en Mindhelper