Hej Mindhelper

Jeg er slået op med min kæreste for et par uger siden. Men er det forkert at jeg har lyst til at have sex med andre, selvom jeg stadig er ked af det over breakuppet?

(16 år)


Kære Du

Det er mega hårdt at gå igennem et breakup. Og tiden efter, kan godt være fyldt med en masse forvirrende tanker og følelser. Derfor er jeg også glad for at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Efter man har slået op

Det er helt naturligt at være ked af det i tiden efter, man har slået op med sin kæreste. For når man slår op, så mister man måske både det forhold man havde, men også den tryghed det gav. Måske savner man sin ekskæreste, eller tænker meget på ham. Men heldigvis, kan man også få det godt igen. Og tit begynder tingene lige så stille at lysne op, som tiden går, og man får det hele lidt på afstand.

Hvis du gerne vil have lidt fif til at komme igennem tiden efter et breakup, så kan du kigge i artiklen sådan kommer du over kærestesorger. Måske er der noget der, som kan være en hjælp?

Lyst til sex

Du spørger også, om det er forkert at have lyst til sex med andre, selvom du stadig er ked af det over breakuppet. Til det vil jeg sige nej. Man kan sagtens også savne sin ekskæreste, eller være ked af det, og samtidig have lyst til sex med andre. For det at have lyst til sex, behøves ikke betyde, at man holder mindre af sin eks, eller ikke er ked af det. Og derfor er det også normalt, at man har lyst til sex, selvom man stadig er ked af det, efter et breakup. Så selvom det måske kan føles lidt forbudt at have lyst til sex med andre, efter man har slået op, så er der ikke noget forkert i det. Sexlyst er nemlig helt naturligt.

Tal om det

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med nogen, om dine tanker? Ellers kunne det måske være en ide at gøre. Det kan være, at f.eks du har en god veninde, en søster, eller en helt tredje, som kunne være god at tale med? Det kan nemlig godt lette ens tanker lidt, at dele dem med andre. For så går man ikke med dem alene. Måske kender du endda nogen, som også har været igennem et breakup. Og så kan i tale lidt sammen om det.

Headspace

Hvis du gerne vil tale med nogen, som ikke lige kender dig, kan jeg anbefale dig Headspace. Hos Headspace arbejder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige. De er vant til at tale med unge om alle mulige forskellige ting. Derfor kan de også være rare at tale med, hvis man er ked af det, efter et breakup. Headspace ligger i det fleste større byer, og ellers kan man også fange dem på chat.

Det kan være en svær tid efter et breakup. Og man kan være fyldt med en masse forvirrende tanker og følelser. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge. Jeg sender i hvert fald en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper