Hey Mindhelper.

Jeg er en pige på 15 år der her for nylig har slået op med sin kæreste. Vi var sammen knap 2 måneder sp det er ikke så længe som mit sidste forhold. Men jeg var begyndt at blive rigtig glad for ham.
I maj 2019 blev jeg kærester med en. Vi var sammen 2-3 måneder. Men da jeg fik en ny kæreste tænke jeg stadig på ham helt indtil jeg slog op med min nye kæreste, efter Et år. Og ham jeg var sammen med et år har jeg så tænkt på siden jeg er slået op med ham jeg lige har været sammen med. Og jeg orker bare virkelig ikke tanken om at skulle tænke på ham i virkelig lang tid, fordi jeg vil helst holde mig ude ag kærlighed i et godt stykke tid nu. Det bliver bare rigtig hårdt hvis jeg sp skal gå og tænke på ham og være ked ag, indtil jeg bliver knust igen. Håber i har nogle råd eller ider til hvad jeg kan gøre

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det lyder til at du går med en masse tanker og bekymringer i forhold til, om du bliver ved med at tænke på din kæreste, som du ikke længere er sammen med. Det kan være rigtig svært at gå med de bekymringer. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt at have minder

Når man har været kærester, har man ofte også en masse minder og oplevelser sammen. Derfor er det også helt naturligt, at man kommer til at tænke på den anden person en gang imellem. For selvom man ikke er sammen længere, er det en person, som på et tidspunkt har betydet meget i ens liv. 

Øv dig i at acceptere at tankerne dukker op

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være rigtig træls, at tankerne om den anden person popper op, hvis man allerhelst helt ville være fri for dem. Men det er desværre sådan med vores tanker, at de godt kan være lidt drilske. Så jo mere du siger til dig selv, at du ikke må tænke på ham, jo mere kommer du måske til at tænke på ham. 

Derfor tænker jeg også, at du kan prøve at øve dig i at acceptere, at tankerne kommer fra tid til anden. For så kan det også være, at tankerne med tiden begynder at fylde mindre og mindre, fordi de så heller ikke får så meget opmærksomhed. 

Når man måske har kærestesorger, er tiden nemlig ofte ens bedste ven. For selvom det virker helt uoverskueligt og hammerhårdt, når man står midt i det og er ked af det, så oplever langt de fleste mennesker heldigvis, at det bliver nemmere med tiden. 

Det kan du læse lidt mere om i vores artikel om kærestesorger. Det står også en hel masse andre gode råd til, hvordan man kommer videre efter sin ekskæreste. Måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej? 

Snak med nogen om det 

Det kan være rigtig hårdt at gå med en masse tanker og bekymringer helt alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. For ofte bliver det meget lettere, når man ikke skal bære rundt på alle bekymringerne helt alene. 

Det kan være, at du kan snakke med dine forældre om det eller en anden voksen som du er tryg ved. Det kan være en moster, en venindes mor eller en helt tredje. Det vigtige er nemlig ikke, hvem du snakker med, det vigtigste er bare, at du ikke går med det helt alene. 

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle veninder, som du kan snakke med om det? Det der med kærestesorger, og at man tænker meget på en fyr, er noget som rigtig mange unge er oplevet. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine veninder, som også har prøvet at have det sådan. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det og måske også om, hvad de gør, når tankerne bliver ved med at kredse om en fyr. 

Tag fat i Headspace

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en masse søde og rare frivillige klar til at lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes, at det er rarere. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, som går og bøvler med nogle ting. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Du kan både chatte med dem eller få tid til en samtale. Lige nu tilbyder de også videosamtaler, hvis du er mere tryg i det. 

Det der med ekskærester kan være hammersvært og tankerne kan fylde en del, men husk på at det bliver bedre med tiden. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper