Jeg har mange bekymringer. I øjeblikket handler det om min kæreste. Jeg har ikke lyst til at slå op med ham, men det er en “stemme” i mit hoved, som siger at jeg vil.

Hej.

Jeg har mange bekymringer. I øjeblikket handler det om min kæreste. Jeg har ikke lyst til at slå op med ham, men det er en “stemme” i mit hoved som siger at jeg vil. Det gør mig virkelig frustreret, så hvornår kan jeg få det til at stoppe?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Det lyder da til at dine bekymringer fylder helt vildt meget i øjeblikket, og derfor er det også godt du har skrevet herind og delt dine tanker.

Jeg er en lille smule i tvivl om, hvad du mener, når du skriver der er en “stemme” i dit hoved, der siger du vil slå op med ham. For det kan betyde flere ting. Mener du “stemme”, som en metafor – altså sådan en slags følelse af, at du føler du bør slå op med ham? Eller er det en rigtig stemme, ligesom et menneske, der siger til dig, at du skal slå med ham.

Stemmen er en rigtig stemme

Hvis du hører en rigtig stemme i dit hoved, så bør du kontakte din læge. For hvis man hører stemmer, kan det være et tegn på et større bagvedliggende problem, og derfor bør du kontakte lægen, og høre hvad han/hun siger til det. Du skal ikke være nervøs for at kontakte lægen, de er vant til at håndtere alle slags problemer. Det kan du være helt tryg ved.

Stemmen er en følelse

Hvis stemmen er en følelse, som du ikke helt forstår, så kan det måske være en mulighed at undersøge den nærmere. Du skriver, at du gerne vil have stemmen til at stoppe. Men for at få den til at stoppe, er du måske nødt til at finde ud af, hvorfor den er der? Det er helt normalt i perioder, at være i tvivl om, hvad man skal gøre med kærligheden. Og det kan være mega svært at finde rundt i, men jeg prøver at komme med nogle bud.

Du mærker at have lyst til at blive sammen med din kæreste. Men du mærker også at du har lyst til at slå op. Hvorfor tror du det? Jeg synes du skal prøve at læse denne artikel om, hvordan man undersøger sine bekymringer, som en detektiv. Der er nogle gode teknikker til at kortlægge ens tanker, og finde mening i dem. Især det med at skrive sine bekymringer ned, er en rigtig god idé. For nogle gange ved vi slet ikke hvad vores bekymringer rigtigt er, vi kan bare mærke dem i kroppen. Og nogle gange er der slet ikke nogen grund til at bekymre sig, men kroppen gør det alligevel. Det er sådan en slags sikkerhedsmekanisme kroppen har, så man altid passer på sig selv. Det er helt normalt, og i virkeligheden en positiv ting, fordi det gør en opmærksom. Men du kan jo prøve at stille dig selv spørgsmålet:

Er der nogen grund til, at du er bekymret i forholdet, og får følelsen af, at have lyst til at slå op?

Snak med nogen om det

Et godt råd til dig kunne være, at snakke med nogen om de tanker og følelser du har. Især hvis du er i tvivl om, hvorfor de er der. Det er en god måde, at få afløb for sine bekymringer, samtidigt med at det er rart at få nogle andres perspektiv på.

Snak med dine veninder

Måske har du nogle veninder, som du er tryg ved at fortælle ting til. Så kan du måske prøve at snakke med dem om, hvordan du har det. Måske kan de se nogle ting, som du ikke kan. Uanset hvad, kan det i hvert fald være rigtigt rart, at dele tankerne med nogle andre. Det kan også være, at de har prøvet noget lignende, og derfor har nogle gode ideer til, hvad du kan gøre.

Snak med dine forældre

Selvom det nogle gange kan virke lidt mærkeligt, at snakke med sine forældre om ens kærlighedsliv, så kan det også være meget rart. Jeg er næsten sikker på, at dine forældre kender dig rigtigt godt, og gerne vil hjælpe dig på vej med dine bekymringer. Hvis du føler dig tryg ved det, så er det i måske en god løsning for dig?

Tag fat i Headspace

Hvis du nu synes det er vildt uoverskueligt, at snakke med nogle der kender dig, så er Headspace  måske en løsning for dig. Headspace er en frivillig forening, som rådgiver unge i deres problemer. De er vant til at snakke om alle mulige forskellige slags problemer, og man er altid velkommen til at kontakte dem. Det kan være rigtigt rart at snakke med deres frivillige, fordi de har tid og overskud til at høre på ens problemer, uden alt muligt andet forstyrrer. Man kan være helt anonym, hvis man synes det er rarest.

Dit spørgsmål var, hvordan du kan få “stemmen” til stoppe. Måske er den bedste løsning, at finde ud af, hvorfor den er der? Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget, og at de hjælper dig lidt på vej i afklaringen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.