Jeg har haft sex med min bedste vens søster, og nu er jeg i tvivl om, om jeg bør fortælle ham det?

Hej Mindhelper

Jeg har haft sex med min bedste vens søster han har vært min bedste ven siden barndommen burde jeg fortælle ham det ?

(Dreng, 18 år)


Kære 18-årige dreng.

Det er altid svært, når man står i en situation, hvor man ikke helt ved, hvad der er det rigtige at gøre. Og jeg kan virkeligt godt forstå, hvis du synes, det er et svært dilemma, du er i. 

Han kan få det at vide af nogen andre
Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er et svært dilemma. For på den ene side er det jo dit sexliv. Og det er helt op til dig, hvor meget du har lyst til at fortælle om, hvem du har sex med. Men på den anden side er han jo din bedste ven. Og man vil jo gerne være ærlig overfor sine venner. En ting jeg tænker på er, at du kan risikere, at han får det at vide af nogen andre. Så du kan måske overveje, om du synes, det er rarest, at han hører det fra dig. Eller at han måske hører det fra en anden? Du kan også prøve at vende den om og spørge; hvis det var din ven, der havde været sammen med din søster. Ville du så helst have, at han fortalte dig det?

Kan du blive ved med at gemme på det?
Jeg kommer også til at tænke på, om det mon er rart for dig at skulle holde på sådan en hemmelighed resten af jeres venskab? Når man går og holder noget hemmeligt, begynder det nemlig tit at bygge sig op og blive større og større indeni en. Så nogle gange kan det faktisk være rigtigt rart at få det sagt, også selvom det kan være rigtigt skræmmende. Fordi man måske frygter, hvad der sker, hvis man siger det. Så det kan også være en overvejelse, du har med dig. Er det rart for dig at skulle gå rundt og holde det hemmeligt for din bedste ven? 

Lav en liste
Du spørger, om du bør fortælle din bedste ven, at du har haft sex med hans søster. Det kan jeg ikke give dig et konkret svar på, for i sidste ende er det dig, der skal mærke efter, hvad det er det rigtige for dig. Til gengæld tænker jeg, at det måske kan hjælpe dig at lave en liste med fordele og ulemper ved at fortælle det til din bedste ven. Det kan måske hjælpe dig lidt på vej til at finde ud af, hvad der er det mest rigtige for dig at gøre. Det mega smarte ved en liste er nemlig, at du har det hele i fysisk form lige foran dig. Så kan du sort på hvidt se, om der er flest fordele eller ulemper. Og det er tit meget mere overskueligt end at skulle have alle overvejelserne oppe i hovedet. Hvis du beslutter dig for at snakke med ham, kan du prøve at læse denne artikel om at snakke med sine venner om de svære ting. Måske er der nogle tips i den, du kan bruge.

Snak med søsteren om det
Hvis du har mulighed for det, synes jeg også, du skal tage en snak med hans søster. Hun er trods alt også en del af det. Og måske hun også har tænkt over, om I bør fortælle det til hendes bror og din bedste ven. Så det kan være en rigtigt god idé at tage en snak med hende og høre, hvad hun har tænkt. Så kan det være I sammen kan komme frem til, om I skal fortælle det til ham eller ej.

Snak med dine venner
Jeg kommer til at tænke på, om du har nogle andre venner, du kan snakke med? For så kan du jo prøve at vende situationen med dem. At snakke med nogen er nemlig det allerbedste, man kan gøre, hvis der er noget, man er meget i tvivl om. Det kan nemlig være, at dine venner måske har stået i en situation, der minder om din. Og kan fortælle dig, hvad de gjorde. Og så er det også bare altid godt at få hørt flere forskellige vinkler. Så jeg synes klart, du skal prøve at tage fat i dine venner.

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så håber jeg, at du får løst dit dilemma.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.