Hej Mindhelper
Det fordi at jeg føler Ikke at min kæreste Svar mig han ser mine sms og svar dem ikke så betyder det han vil slog op med mig elle han bare ikke har tid til at skrive
(Pige, 13 år)
Hej Pige på 13 år
Det er rigtig svært, hvis man nervøs for, om ens kæreste vil slå op med en. Så kan man blive rigtig ked af det og det er super svært, at gå med de følelser helt alene.
Vi er forskellige
Du skriver ikke så meget om, om din kæreste slet ikke svarer på dine beskeder eller om han bare er rigtigt længe om det. Vi mennesker kan være super forskellige, når det kommer til at svare på sms’er og beskeder. Nogle er rigtigt hurtige til det og svarer på alle beskeder med det samme. Andre svarer efter lang tid eller glemmer at svare overhovedet. Derfor tænker jeg også, at det ikke er sikkert, at din kæreste har tænkt sig at slå op, selvom han ikke svarer på dine beskeder. Måske er han bare ikke så hurtig til at svare? Men jeg kan ikke være sikker, for det er kun din kæreste, som ved, hvad det betyder, når han ikke svare.
Snak med ham
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du prøvede at snakke med din kæreste om, hvorfor han ikke svarer på dine beskeder? Det er selvfølgelig lidt svært, hvis han slet ikke svarer på dine beskeder overhovedet. Men måske kan du prøve at skrive til ham og sige, at du har brug for at snakke med ham i telefonen? Og det er rigtigt vigtigt for dig. Så kan det være, at han får svaret på dine beskeder, hvis han forstår, at det er vigtigt for dig.
Lige nu er det ikke så nemt at mødes, fordi man skal blive hjemme pga. corona-virussen. Men på et tidspunkt stopper det også og så kan i måske mødes og snakke om, hvorfor han ikke får svaret på dine beskeder. Det kan være, at han ikke har tænkt over, at det er vigtigt for dig, at han svarer. Der er selvfølgelig også en risiko for, at han måske ikke vil være kærester længere. Det kan gøre super ondt, hvis man ender med at slå op. Men heldigvis, så skal man nok blive glad igen. Hvis det ender med, at i slår op, så kan du læse vores artikel om kærestesorger. Der står nemlig en masse rigtigt gode råd til hvordan man kan passe ekstra godt på sig selv, hvis man bliver ramt af kærestesorger.
Det er rigtigt svært lige at finde ud af, hvad det betyder, hvis ens kæreste stopper med at svare på ens beskeder. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper