Hej
jeg hedder S. Jeg skriver fordi jeg står overfor et dilemma. Jeg har overaktiv blære, og producere derfor for meget urin om natten, hvilket gør at jeg ikke kan holde mig tør. Jeg har altid haft det problem, og går til kontrol på sygehuset hver halve år. Jeg er vant til det nu og jeg klarer fint det med at skifte sengetøj osv.
Men sagen er den at jeg for nyligt (ca. 2 måneder siden) har fået en bostøtte, som skal hjælpe mig med alt det praktiske, som at holde styr på økonomi, læse breve fra kommunen. Og selvfølgelig tage med til møder fx. På sygehuset. Han er rigtig cool og god at snakke med. Og jeg synes det er svært at holde det hemmeligt for ham, da det jo er en del af det han skal hjælpe mig med, men omvendt har jeg kun kendt ham i 2 måneder, og jeg har virkelig svært ved at tale om det. Så nu ved jeg ikke om jeg bare skal blive ved med at holde det hemmeligt og klare det selv. Hvordan får jeg fortalt ham det på en måde der ikke får mig til at lyde som en baby med et problem som typisk går over når man er 12?
(19 år)
Hej 19 årig
Det kan være super svært, når man skal fortælle andre om noget, der måske føles ret privat for en. Derfor er jeg rigtigt glad for, du har skrevet herind og delt dine tanker.
Til at starte med vil jeg lige skrive, at jeg har slettet dit navn i starten. Det er udelukkende for at være sikker på, at der ikke er nogen, der kan genkende dig ud fra dit spørgsmål.
Andre tænker sjældent så meget over det
Jeg kan sagtens forstå, du synes, det er svært at fortælle din bostøtte om din overaktive blære. For selvom du er vant til det efterhånden, så lyder det som om, du stadig synes, det er ret privat. Er det rigtigt forstået? Og det kan være rigtigt grænseoverskridende at skulle dele noget, der er meget privat med andre. For man kan nemt blive bange for, hvordan de mon vil tage imod det. Og hvad de mon vil tænke om en, hvis de får det at vide. Derfor er det også helt normalt, at man godt lige vil se folk lidt an, før man deler sådan nogle ting med dem. Så man har en lidt bedre chance for at regne ud, hvordan de mon vil reagerer.
Men for det meste så tænker man selv meget mere over de ting som føles private, end andre gør. Samtidigt så tænker jeg, at din bostøtte måske har mødt andre, der har udfordringer, som minder om i forbindelse med sit arbejde. Derfor tænker jeg heller ikke, at han vil tænke så meget over det, fordi han er vant til de. Og jo mere du fortæller din bostøtte om, hvad der er af ting i din hverdag, som nogle gange kan fylde. Jo lettere bliver det for din bostøtte at hjælpe dig.
Sig det som det er
Du spørger, hvordan du bedst får fortalt din bostøtte, at du har det her problem uden, at du kommer til at lyde som en baby. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg egentligt, at du har forklaret det rigtigt fint her. Jeg tænker i hvert fald ikke, at du er en baby ud fra det. Tværtimod så tænker jeg, at du lyder som et voksent og fornuftigt menneske, der bare har en krop, hvor nogle funktioner ikke helt fungerer ordentligt. Lidt ligesom der er nogen, der er født med øjne, der ikke virker ordentligt, så de ikke kan se. Så er du bare født med en blære, der er overaktiv, og gør det svært for dig at holde dig tør om natten.
Derfor tænker jeg heller ikke, at din bostøtte vil tænke, at du er en baby. Så måske du kan sige noget af det samme til din bostøtte, som du har skrevet i dit brev. Det kunne eksempelvis lyde sådan her: “Jeg har en overaktiv blære. Det betyder, at jeg producerer for meget urin, så jeg ikke kan holde mig tør om natten. Jeg klarer fint alt det praktiske med at skifte sengetøj selv, men jeg kunne godt tænke mig, at du ved det.” På den måde har du fået det sagt, som det er. Og du slipper for at skulle gå rundt og tænke over, om du nu bør sige det eller ej.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpe dig. Og så håber jeg, at du får talt med din bostøtte, så du ikke skal gå og holde det her hemmeligt hele tiden.
De bedste hilsner fra en Mindhelper
