Min kæreste tror, at jeg har været ham utro, men det har jeg ikke. Jeg er bange for, at han går fra mig.

Hej Mindhelper

Min kæreste tror at jeg har været ham utro, men det har jeg ikke og det kunne jeg aldrig finde på. Jeg føler ikke at han tror på mig når jeg fortæller at jeg ikke har været sammen med en anden. Jeg er utrolig glad for ham og jeg vil ham rigtig gerne. Jeg er bange for at han går fra mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham til at tro på mig, for jeg fortæller sandheden.

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19

Det lyder super hårdt, at din kæreste beskylder dig for utroskab, når du intet har gjort. Derfor er jeg også virkelig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Det er en rigtig svær og forvirrende situation, du står i. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være mega hårdt at opleve, at ens kæreste ikke stoler på en. Jeg vil prøve at komme med lidt råd til, hvad jeg tænker du kan gøre nu.

Snak med ham igen

Mit bedste råd er klart, at du bør snakke med ham igen. For det lyder til, at den her konflikt ikke er løst endnu. Og jeg tænker, at der er risiko for at hans mistro bare ligger og ulmer videre, så længe han stadig tror, du har været ham utro. Jeg tror selvfølgelig fuldstændigt på dig, når du siger, at du ikke har været ham utro. Men jeg kommer til at tænke på, hvor søren han har fået den idé fra, at du er ham utro? Det virker som en mærkelig ting pludselig at beskylde nogen for? Jeg tænker der måske er noget, som har trigget hans mistanke. Og det tænker jeg, at du måske er nødt til at finde ud af, hvad er? Kan du spørge ham om, hvorfor han dog tror, at du er ham utro? Hvis der ikke er nogen logisk forklaring på, hvorfor han tror, at du er ham utro, men han stadig forventer, at du på en eller anden måde kan bevise over for ham, at du ikke er ham utro – så kan du jo prøve at vende dem om for ham, og bede ham om at bevise, at han ikke er dig utro. Det er umuligt for jer begge to at bevise, at i ikke er utro. Måske kan du få ham til at forstå det?

Jeg tænker, at du egentligt ikke har så meget at gøre med den her konflikt. Det virker til, at det mest er din kæreste, som har fået bygget den her konflikt op. Og derfor tænker jeg også, at det måske i virkeligheden handler om noget, som kommer indefra din kæreste. En masse svære følelser og tanker som han kæmper med, som i virkeligheden har mere med ham end dig at gøre.

Har han tendens til jalousi?

Jeg kommer til at tænke på, om din kæreste måske har tendens til jalousi? Hvis en person oplever at være jaloux, så kan det godt komme, fordi personen måske går rundt med nogle usikkerheder på sig selv. Hvis man oplever at være lidt usikker på sig selv, så kan man nogle gange godt komme til at tro, at man måske ikke er god nok til sin kæreste eller ikke fortjener hende. Så er der nogle der oplever, at de på grund af deres usikkerheder tænker, at deres kærester heller ikke rigtigt gider at være sammen med dem. Så kan de opleve at få tanker som “Og hun er mig sikkert også bare utro” eller “Hun elsker mig nok slet ikke”. Er det noget, som kunne give mening i jeres situation? Hvis det er det, så tænker jeg, at det er en rigtig god idé, hvis du snakker med ham om det. Det kan man godt gøre på en kærlig og omsorgsfuld måde. Du kan eksempelvis sige noget i stil med: “Når du bliver ved med at beskylde mig for utroskab, selvom jeg har fortalt dig, at jeg aldrig har været dig utro, og der er ingen beviser eller årsag til, hvorfor jeg skulle være dig utro, så gør det mig faktisk rigtig ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det her måske handler om noget andet end utroskab? Om der er en grund til, at du føler, at du ikke kan stole på mig?”. Jeg tænker, at det måske kan være med til at åbne op for en samtale, som måske handler om noget helt andet end utroskab?

Sæt en klar grænse

Jeg tænker, at det må være rigtigt ubehageligt at blive beskyldt for noget, som man ikke har gjort. Derfor kunne det være en god idé, hvis du satte en klar grænse her og fortalte ham, at det ikke er i orden, at han beskylder dig for ting, som du ikke har gjort. Det er helt okay at sætte den grænse, og den bør han respektere. Hvis han ikke vil det, så tænker jeg, at du bør overveje, om du kan holde ud at være i et forhold med ham. Det kan være super svært at få et forhold til at fungere, hvis ikke der er tillid mellem en selv og ens kæreste. For så kan i blive ved med den her konflikt for evigt.

Har han brug for at snakke med nogle?

Hvis det nu går op for din kæreste, at han er galt på den, og det måske er nogle usikkerheder inde i ham selv, der taler. Så kan det måske være en rigtig god idé, hvis han få snakket med nogen om, hvordan han har det. Det kan både være dig, et familiemedlem, gode venner eller en helt fjerde person, som han er tryg ved at snakke med. Du kan også foreslå ham, at tage fat i et rådgivningstilbud, som eksempelvis Headspace. Headspace er et anonymt rådgivningstilbud for unge, hvor man kan komme og snakke om ens problemer med en frivillig rådgiver. De frivillige er vant til at snakke om alle slags problemer, store som små. Det er meget stille, roligt og uformelt. Og det kan være en helt vildt rar mulighed for at snakke tingene igennem med nogle, som har tid og overskud til at lytte og hjælpe. Det kan jeg varmt anbefale.

Det er mega hårdt at blive beskyldt for noget, som man ikke har gjort. Især af ens kæreste. Derfor tænker jeg også, at det er en rigtig god idé, at snakke konflikten igennem igen, så din kæreste kan forstå, hvorfor det ikke er okay, at han ikke stoler på dig.

Jeg håber virkeligt, at du har kunne bruge mine råd til noget, og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig og din kæreste.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper