Hej Mindhelper

Jeg er en pige som er fyldt med tanker og føelser, som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved? Lige nu er der en ting som især fylder meget, og det er at jeg tror at jeg er forelsket? Men vil egentlig bare gerne af med føelsen, da jeg ved at jeg ingen chance har, men jeg har næsten været vild med ham i 5 måneder!? Jeg har ikke sådan direkte fået et nej af ham, og helt ærligt tror jeg heller ikke at han ved at jeg har noget for ham… Men min hjerne siger bare at jeg ingen chance har, så vil egentlig bare gerne komme videre.. men hvordan gør jeg det? Alting var så meget nemmere da han ikke var i mine tanker..

(16 år)


Kære Du

Det kan godt sætte skub i nogle svære tanker, når man er blevet forelsket. Derfor er jeg også super glad for at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Forelskelse

Det kan være en mega dejlig følelse, når man er blevet forelsket. Måske kan man næsten ikke stoppe med at tænke på ham den søde fyr. Eller måske kan man drømme sig helt væk og mærke hvordan sommerfuglene basker rundt i kroppen. 

Men forelskelse kan også være svær. For tit er det netop når vi er forelskede, at vi kan komme til at føle os usikre og utilstrækkelige. Det kan vi fordi, at vi tit er meget fokuserede på, hvor søde og dejlig den vi er forelskede i er. Og selvom det lyder mega godt, så kan det også få os til at tænke mere negativt om os selv, for “Hvordan skal jeg nogensinde kunne leve op til ham den søde fyr?” eller “Han ville sikkert aldrig blive interesseret i mig”.

Vi tænker tit sådan, fordi vi har en tendens til, at være meget mere kritiske overfor os selv, end for andre. Og så har vi det med, at lægge meget mærke til alt det de andre kan, og alle deres gode sider. Men når det kommer til os selv, så bidder vi mest mærke i alt det, som vi ikke kan eller som vi ikke kan lide. Kan du genkende det? Hvis du kan, så kan du prøve at tage et kig på artiklen Dæmp din indre kritiker og accepter dig selv. Her kan du læse lidt om, hvordan man kan arbejde med negative tanker om sig selv.

At have en chance

Du skriver, at du ikke føler, at du har en chance hos ham fyren du er blevet vild med. Når du har det sådan, så kan jeg godt forstå, at du gerne vil af med forelskelsen. Og det er helt okay, ikke at have lyst til at handle på ens følelser. Samtidig vil jeg nu også lige nævne, at man selvfølgelig aldrig kan vide, om man har en chance, før man har prøvet det af. Sommetider er man for forskellige, og ikke hinanden typer, og ja – så har man måske ikke en chance. Men du skriver også, at du ikke tror at ham fyren ved, at du har følelser for ham. Så derfor kan det måske heller ikke udelukkes, at han kunne være interesseret?

Men du skal gøre det, som føles mest rigtigt for dig. Så hvis du gerne vil prøve at komme af med forelskelses-følelsen, så kigge på artiklen Ulykkelig forelsket – sådan kommer du videre.

Snak om det

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle venner du kan snakke med? Det kan nemlig være en god måde, at få nogle af alle ens tanker ud af hovedet på. Og de fleste venner vil gerne hjælpe og lytte, når man går med nogle træls tanker.

Det kan også være at du kan planlægge, at lave nogle hyggelige eller sjove ting, med nogle af dine venner eller veninder. For selvom det ikke kan få forelskelses-følelsen til at gå væk, så kan det være med til at distrahere en lidt, så ikke man tænker nær så meget på det.

Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig at tale med nogen udefra, så må du også altid tage fat i Headspace. Hos Headspace arbejder der nogle super søde og dygtige frivillige, som altid sidder klar til at lytte. Alle slags problemer er velkomne, så dem kan jeg varmt anbefale dig. Det er gratis, og du kan altid starte med at skrive en besked i deres chat, hvis du vil snuse lidt til det.

Det er ikke fedt at føle, at man ikke har en chance, hos en man er vild med. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du får talt med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper