Hej,

Jeg er i starten af 20’erne og tror jeg er forelsket i min meget ældre kollega. Han er i midt/slut fyrrene. Vi har god kemi, men jeg aner ikke om det er gengældt eller hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi er de eneste i vores afdeling – derfor taler vi nærmest kun med hinanden. Vi giver hinanden ros for den andens arbejde og det er fedt, og deler desuden samme musiksmag på arbejdspladsen, samt humor.
Han har børn men er skilt. Jeg har ikke været i et forhold før.
Føler det er forkert at føle hvad jeg gør, da jeg burde kunne lide mænd på min alder, men af en eller anden grund føler jeg mig ikke tiltrukket af dem (nok derfor jeg endnu ikke har haft en kæreste). Er det overhovedet sandsynligt at han skulle kunne føle noget for mig? Hjælp – hvordan forholder jeg mig til følelserne? Og hvorfor bliver jeg tiltrukket af ældre mænd?

(20 år)


Kære Du

Det kan være ret forvirrende, når man er blevet forelsket i en ældre kollega. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind og delt det. 

Modstridende følelser

Du skriver, at du er i midt 20’erne, og din kollega er i midt 40’erne. Når man får følelser for en kollega, som er en del år ældre end en, kan der godt opstå en masse forvirrende og modstridende følelser og tanker inde i en. For på den ene side er det måske rigtig rart at mærke forelskelsen boble, men samtidig kan følelsen, af at man ikke burde have det sådan, også godt melde sig. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du ikke helt ved, hvordan du skal forholde dig til det, du mærker og oplever. 

Mærk efter 

Jeg kan desværre ikke give dig et klart svar på, hvordan du skal forholde dig til følelserne For det er kun dig, som kan mærke, hvad der er det rigtige for dig. Men jeg vil prøve at komme med nogle overvejelser, som måske kan hjælpe dig på vej med din beslutning. 

Det er meget forskelligt, hvad vi mennesker tiltrækkes af. Og der kan være mange forskellige grunde til, at man bliver tiltrukket af en person – måske er personen vildt omsorgsfuld, sjov eller noget helt tredje. Derfor er det heller ikke forkert at blive tiltrukket af en, som er ældre end en selv. Så længe man begge er voksne, er det okay at have et forhold. 

Der kan være stor forskel på, hvor man er i livet, når man er i 20’erne, og når man er i 40’erne. Når man er i 20’erne er man stadig ret ung, og har lige taget hul på voksenlivet. Derfor vil man måske også gerne stadig opleve en masse, være sammen med vennerne og fx feste. Når man er i 40’erne og har børn har man ofte en del mere erfaring og forpligtelser – der er forældremøder, madpakker og legeaftaler. Derfor kan nogle også opleve, at den forskel godt kan skævvride forholdet lidt. 
På den anden side kan det også være, at man har rigtig mange ting til fælles og god kemi, som kan være godt at bygge et forhold på. Derfor er det vigtigste også, at du mærker efter, hvordan du har det med det, og hvor stor du oplever forskellen er ift., hvor I begge er i livet. 

Når man er meget sammen med et andet menneske er det naturligt, at man kan få følelser for den anden. Derfor er det heller ikke unormalt at blive forelsket i en kollega. Men når man arbejder sammen kan det være en god ide at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan det vil være at arbejde sammen med en, som man også ses med. Nogle arbejdspladser er heller ikke så glade for at folk er kærester fx arbejder i samme afdeling. Så nogle gange bliver den ene overflyttet til en anden afdeling. Men samtidig er der også rigtig mange arbejdspladser som er helt okay med det. Og der er også en del mennesker, som arbejder sammen og er kærester, hvor det fungerer helt fint. 

Snak med en ven om det 

Når man er blevet forelsket i sin kollega, og de modstridende tanker og følelser fylder, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Både for at få lidt luft til ens tanker og følelser, men også fordi den anden måske har et god råd eller to til, hvad man kan gøre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en god ven om, hvordan du har det. 

Det kan være svært, når de modstridende tanker og følelser suser rundt i en. Derfor håber jeg også rigtig meget, at mit svar er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får mærket efter, hvad der er rigtigt for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper