Hej Mindhelper

Jeg kan virkelig godt lide denne dreng.
har tænkt at spørge ham om han ville går en tur
men hvis jeg gør
hvad skal vi så snakke om?
og hvis vi tog hjem til en af os hvad laver man så?
ved knapnok hvad man snakker om over facetime med ham.

(13 år)


Kære Du

Det kan være helt vildt dejligt, at være blevet vild med en dreng. Men det kan også sætte en masse tanker igang, om hvad man skal gøre og sige, hvis man mødes med ham. Derfor er jeg glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Usikkerhed er normalt

Det er helt naturligt at man kan blive nervøs, inden man skal ses med en, som man virkelig godt kan lide. For når man er blevet glad for en person, vil man gerne vise sig fra sin bedste side. Og man vil gerne give et godt indtryk.

Men når man gerne vil gøre det godt, kan det også gøre, at man bliver lidt usikker. Og så kan man godt blive ekstra nervøs. For hvad skal man nu sige til den anden? og hvad gør man, hvis der kommer pinlig tavshed? Det tror jeg, at langt de fleste unge har oplevet på et tidspunkt. For hvis der er noget vi mennesker er nervøse for, så vil vi tit prøve at regne ud, hvordan det komme til at være. Og så kan vi hurtigt komme til at overtænke og bekymre os om, hvad vi skal gøre og sige. Så derfor er det også helt normalt, at komme til at spekulere over, hvordan det mon kommer til at være.

Hvad skal man snakke om?

Du spørger, hvad i kan snakke om, og hvad i kan lave, hvis du mødes med drengen, du er glad for. Det kan være meget forskelligt fra person til person, både hvad man kan lide at tale om, og lave, når man er sammen. Så når man møder en ny person, skal man altid lige bruge lidt tid på at finde ud af, hvad hinanden godt kan lide. Og hvad man godt kan lide at lave sammen, når man hænger ud. Så jeg kan ikke give dig et præcist svar på, hvad i skal lave og tale om.

Men hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, kan du altid prøve at stille ham nogle spørgsmål. Hvis han for eksempel har en fritidsinteresser, kan du måske prøve at spørge ind til den. Eller du kan prøve med nogle lidt mere generelle spørgsmål som: “Ser du nogle fede serier for tiden?” eller “Hvad lavede du i weekenden?”. Hvis du gerne vil læse lidt mere om, hvad man kan tale om. Så kan du prøve at tage et kig på vores artikel om smalltalk. Her kan du få lidt tips og tricks til at starte, og holde en samtale kørende.

I forhold til hvad man kan lave sammen, er det også meget forskelligt. Og det kommer an på, hvad man selv godt kan lide. For hvis der er noget, man selv synes er fedt, så kan man altid prøve at høre den anden, om de kunne have lyst til at lave det sammen med en. Så for eksempel skriver du, at du har overvejet at spørge, om i skal gå en tur sammen. Det synes jeg lyder som en rigtig fin ide. Nogle andre ting, som mange godt kan lide at lave sammen, er for eksempel at side og tale sammen, se en film eller spille et spil. 

Øvelse gør mester

Ligesom med så mange andre ting i livet, er det at tale med en man godt kan lide, noget man skal øve sig på. Og den eneste måde man kan øve sig, er ved at springe ud i det. Og det er helt okay, hvis det ikke er helt perfekt fra starten af. For det er helt normalt, at der kommer lidt pauser i en samtale. Og alle kan blive i tvivl om, hvad de skal sige i ny og næ. Og selvom det kan føles lidt nervepirrende, så oplever de fleste, at de bliver bedre og bedre til det, jo mere de gør det. Og med tiden, bliver man ofte mere afslappet.

Samtidig er det også sådan, at der skal to til tango, når man skal finde ud af, hvad man skal tale om eller lave sammen. Så det er selvfølgelig ikke kun op til dig, at få det hele til at fungere. Men hvem ved, måske sidder ham drengen du er vild med, og tænker nogle af de samme tanker som dig. Og så vil han sikkert også gøre sit bedste for, at i kommer til at have det hyggeligt sammen, hvis i mødes.

Tal med dine venner

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogen du kan tale med, om de tanker du går rundt med for tiden? Det kunne måske være en god ven eller veninde. For det kan være rigtig rart at snakke om, hvis man går og er lidt nervøs, for at skulle mødes med en dreng. Eller hvis man er i tvivl om, hvad man skal lave, og hvad man skal sige. For de fleste venner vil rigtig gerne lytte, når der er noget der fylder for en. Og samtidig tænker jeg, at der er god chance for, at der er nogle af dem du kender, der har prøvet noget af det samme. Og så kan det være meget fedt, at få snakket om.

Man kan tænke en masse tanker om, hvad man skal sige og gøre, inden man skal mødes med en dreng virkelig godt kan lide. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du får mod til at springe ud i det, og mødes med ham.

De bedste hilsner fra en Mindhelper